Kommentar
Danmark forvandles til et frivillig apartheid
At være vidne til de demografiske ændringer i Danmark er som at være vidne til en lydløs eksplosion. Det nationale sammenhold er ved at blive ødelagt, og resultatet kan blive voldelige konflikter.
Sådan siger den prisvindende forfatter Birgithe Kosovic ifølge Berlingske. Kosovic har en baggrund i det, der engang hed Jugoslavien, og hendes bog Det Todelte Land handler om, hvordan Jugoslavien faldt fra hinanden, og endte i et blodbad. Hun ved derfor, hvad splittelse kan føre til.
”Hvis man forstår alvoren i det her, så bliver man bange for sig selv, når man siger de her ting højt. Andre bliver også bange for dig. Og det forstår jeg godt.«
Kosovic er ærlig i sin kritik af samfundsudviklingen. Hun har mistet håbet, og frygter nu, at hun tager håbet fra andre danskere. Men alligevel vil hun ikke holde sin mund. For budskabet er vigtigere end følelser, og Danmark er havnet på et vildspor.
Kosovic har også været skribent for den norske avis Morgenbladet. Foto: Wikimedia[/caption]
Det er immigration, hun omtaler som den store trussel. Det homogene Danmark afgår ved døden. Splittelsen mellem muslimer og ikke-muslimer kan være fatal for landet, fordi konflikter er uundgåelige i et multikulturelt land.
Kosovics analyse er dyster. Vores samfund er ved at blive forvandlet til en “frivillig apartheid”, siger hun. Eliten hylder måske mangfoldigheden i skåltalerne. Og politikerne gentager gang på gang, at mange ikke-vestlige immigranter er skam godt integrerede. Men det passer ikke, siger Kosovic.
Integration er en utopisk drøm. Og det er ikke staten, der fører til splittelse og segregering, men den uvillige del af befolkningen.
Det er kort sagt frivilligt. Når vi kan vælge, vælger vi hinanden. Og det gør vi, for vi er grundlæggende forskellige, siger hun. Fravalg handler ikke om had, men om pragmatisme. Man vil gerne være sammen med mennesker, der minder en om en selv, for det gør hverdagen lettere, ifølge Kosovic.
Dette er selvfølgelig indlysende. Du vil gerne omgås mennesker, som du har noget til fælles med. Det her handler ikke om hudfarve, men om kultur. Og politik er kompromiser, ikke noget vi orker at bruge vores fritid på.
Resultatet er en selvvalgt splittelse, som måske er mere praktisk og trivselsbaseret end hadbaseret.
»Segregation kan ramme alle dele af vores samfund, hvor der er frit valg. Det gælder lige fra valg af skole til læge, kørelærer, flyttemand og alt muligt andet.
Men hvis vi ikke vil have hinanden som naboer, som skolekammerater, som kollegaer, som chefer, som lærere, som sagsbehandlere i kommunen, som hjemmehjælpere, som sygeplejersker, som politikere, som politifolk og så videre, hvad vil vi så virkelig med hinanden? «
Her er det på sin plads at stille et spørgsmål. Hvor mange almindelige danskere har ønsket et multikulturelt samfund? Er det sådan, at den danske befolkning i 60’erne savnede et land med gader fyldt med hijab, fredagsbøn og kebab? Hvad med os nordmænd? Hvad med svenskerne?
Danske politikere har fokus på at hjælpe de lande, der er ramt af klimaforandringerne. Deres egne folk giver de pokker i. Vi nordmænd kender det selv.
Forskellene mellem de folk, der er blevet blandet sammen, er fundamentale.
Hvor danskerne har en individualistisk kultur, har immigranter og efterkommere fra muslimske lande en kollektivistisk kultur.
Det gør det svært at leve sammen. Hvorfor tænkte ingen sådanne tanker, før masseindvandringen var en realitet? Hvorfor forstod næsten ingen af den såkaldte elite, at man ikke kan opretholde det samme land, hvis man rent faktisk ændrer befolkningen?
Der er ringe grund til at håbe på forbedringer, mener Kosovic.
»Det, der sker på gymnasierne, er en rigtig god indikator. Her vælger de unge aktivt hinanden fra, når andelen af indvandrere overstiger 30 procent. Der er en kritisk grænse, hvor samfundet bryder sammen, og danskerne trækker sig. Hvis tendensen ikke stoppes, vil den transformere samfundet”
Tvungen omfordeling af unge i skolerne overvejes af Socialdemokratiet. Men modellen har en række begrænsninger. Ligesom under pandemien skal de unge være forsøgsdyr for at reparere de voksnes fejl.
Integration gennem ægteskab består for det meste i, at danske kvinder konverterer til islam, antydes det. Det bliver derfor ikke integration i det danske, men i det islamiske.
Det holder heller ikke, at man kan tale dansk og forsørge sig selv, så længe man kun omgås sine egne. Derfor er Danmark endt som et land med flere folkeslag, uden fællesskab. Man er endt med flere stater i staten. Dermed revner institutionerne.
»Ja, det er ikke fri fantasi, når jeg siger, at det kan forstyrre vores offentlige institutioners normale funktion, hvis en masse ansatte har andre livsformer og loyalitet over for deres eget parallelsamfund.«
Statens monopol på vold er truet, hvilket er særligt skræmmende, muslimer har ifølge Kosovic ingen tillid til politiet. De finder andre måder at beskytte sig selv på. Klansamfund bygges op. Det er allerede ved at ændre Danmark radikalt.
Konflikterne vokser, og fremtiden ser mørk ud. Ghettoerne er fremtidens Danmark.
I dag forsøger danskerne at beskytte enkeltpersoner, men det er hele territorier, der skal beskyttes. “Fordi det er så ineffektivt at slå ring om den enkelte. Hvis vi sigter efter at beskytte individet, så er den eneste mulighed beskyttelse af territoriet.« Kosovic tror ikke på borgerkrig i klassisk forstand. Men hun ser for sig splittelse og konflikter, som ingen ved, hvordan de skal sætte en stopper for. Terroren vokser, og de enorme ressourcer, der bruges til at bekæmpe den, er ikke tilstrækkelige. »Det er som at være vidne til en lydløs eksplosion. Og det er lydløst, for det hele foregår frivilligt. Det er ikke dikteret eller erklæret af nogen. I mine øjne er det naivt at forestille sig, at konflikten aldrig vil blive væbnet i varierende grad. De gensidige offerhistorier er allerede i gang, og dødsvolden har allerede fundet sted.« Sverige er allerede nået til katastrofepunktet, og etniske svenskere vil være en minoritet i deres eget land om få år. Danmark følger lydigt efter. Norge har valgt præcis samme spor. Man må spørge: Hvem ønsker egentlig sådan en udvikling af vores engang trygge og lykkelige nordiske paradis?
