– Vi er begyndt at udøve selvcensur for at indrette os efter islamiske idéer om, hvordan samfundet bør være, ikke fordi vi lader os overbevise af muslimernes argumenter, men fordi vi lader os betvinge af islams sværd.

Debattør Eva Gregersen skriver på Facebook om terrordrabet på den franske skolelærer Samuel Paty, der blev myrdet for præcis to år siden:

“I dag er det to år siden, at den franske skolelærer Samuel Paty blev halshugget på åben gade i islams navn.

“Franske muslimer havde i ti dage pisket en hadsk stemning op mod skolelæreren, som de mente havde krænket islam ved at vise Charlie Hebdos Muhammedtegninger i sin undervisning. Forløbet kulminerede med, at en jihadist opsøgte Paty for at eksekvere dødsdommen. Han skar Patys hoved af og delte et billede af det på Twitter med teksten:

“I Allahs navn, den mest nådige, den mest barmhjertige. Fra Abdullah, Allahs tjener, til Macron, lederen af de vantro, jeg har henrettet en af dine helvedeshunde som havde vovet at nedgøre Muhammed (fred være med ham), få styr på hans ligesindede inden I pådrager jer en hård straf.”

Det fik den finske satiretegner Ville Ranta til at lave denne tegning, som rammende illustrerer dynamikken i voldsmandens veto mod krænkelser af islam: Fredelige muslimer hidser sig op og udpeger forbryderne, og jihadisterne gør det beskidte arbejde med at slå de pågældende ihjel. Gennem statueringen af blodige eksempler sendes et truende signal til alle andre, som kunne finde på at udføre de samme handlinger: Lad være. Det er nu forbudt! Men det har selvfølgelig ikke noget med islam at gøre, siger de fredelige muslimer.

Vi har stadig formelt vores frihed til at krænke islam gennem satire, kunst og undervisning. Men reelt har vi det ikke længere. For islam er en religion, der vinder frem i Europa ved vold. Vi er begyndt at udøve selvcensur for at indrette os efter islamiske idéer om, hvordan samfundet bør være, ikke fordi vi lader os overbevise af muslimernes argumenter, men fordi vi lader os betvinge af islams sværd.

Det synes jeg egentlig godt, at man kunne tale mere om i en valgkamp.”