At være blond og blåøjet i Sverige betyder for mange, at de tilhører en stadig tydeligere minoritet, og ændringen har været så mærkbar, at der har sneget sig et nyt ord ind i svenskernes ordforråd: Befolkningsudskiftning. Ifølge statistikken vil udviklingen fortsætte. Er de etniske svenskere et truet folk?

Hjemmet føles oftere som borte. Forleden besøgte jeg centrum af Vällingby, lidt uden for Stockholm, for første gang i et par år. For lidt mere end et årti siden boede jeg i et boligområde i nærheden, og Vällingby var “mit” centrum, det var der, jeg gik for at handle mad eller tøj, gå i biografen eller på café. Vällingby var dengang et sted for den svenske middelklasse, bygget i 1950’erne, og på det tidspunkt var området internationalt anerkendt for sin moderne arkitektur. Mellem 1968 og 1983 boede ægteparret Lisbeth og Olof Palme i et af rækkehusene på Vällingbyhöjden.

For ti år siden følte jeg mig hjemme der – nu gør jeg ikke. Vällingby er, ligesom så mange andre svenske middelklassecentre, blevet forvandlet. Men det tog noget tid, før jeg indså, hvad følelsen af ​​fremmedgørelse bundede i. Husene var de samme, gaderne også. Alligevel var alt anderledes, og årsagen var enkel: Menneskene er blevet udskiftet. I dag er det ikke Kalle, Pelle og Lena, jeg møder, men Muhammad, Ali-Reza og Fadime. Jeg var før en af ​​mængden, nu er jeg, med mit blonde hår og efterårsblege ansigt, en mærkelig fugl blandt alle de eksotiske hijab-brugere – og det føltes så trist.

Det er ikke første gang, jeg får følelsen af ​​at være fremmed i mit eget land, men det sker oftere og oftere, og det gør mig mere og mere trist og deprimeret. Jeg er mest skuffet over, at ændringen er blevet muliggjort af knebling af folket – selvom vi havde ‘ytringsfrihed’, har vi været fuldt ud klar over, at enhver kritisk holdning og enhver uvelkommen kendsgerning ville blive stemplet som racisme, fremmedhad og højrefløjsekstremisme og føre til social afstraffelse. De fleste af os har således været tavse tilskuere, da samfundet omkring os ændrede sig til ukendelighed.

Nu er vi, hvor vi har nået et punkt, hvor de etniske svenskere i mange områder er lige så usynlige i gaderummet som i reklamekampagnerne. At være blond og blåøjet i Sverige er for mange synonymt med at være blevet en stadig tydeligere minoritet, og ændringen har været så mærkbar, at der har sneget sig et nyt ord ind i svenskernes ordforråd: befolkningsudskiftning. Udtrykket var selvfølgelig forbudt og hævdede at være en løgn og en højreekstrem konspirationsteori. Det afspejler ikke desto mindre, hvor mange svenskere der har oplevet udviklingen: At deres egen gruppe bliver mere og mere usynlig, og andre grupper bliver mere og mere synlige. Egen gruppe erstattes af en anden. Altså en befolkningsændring.

Men følelser og indtryk er én ting, fakta og statistik er noget andet. Så hvad siger tallene?

Ved årsskiftet havde 3.557.912 af Sveriges godt ti millioner indbyggere en “udenlandsk baggrund”, ifølge Statistiska centralbyrån  (SBC), hvilket svarer til 34 procent af befolkningen. Heraf er 2.090.503 personer, 20 procent af befolkningen, født i et andet land. Andelen af ​​personer født i udlandet er fordoblet siden 2002, og i flere svenske kommuner, for eksempel voldsudsatte Södertälje og Botkyrka, er etniske svenskere i dag i mindretal.

Udviklingen forventes at fortsætte, men for ikke at blive beskyldt for at være for negativ, vælger jeg at bruge de tal, der nu præsenteres fra den allermest immigrationspositive og antinationalistiske venstrefløj.

Tobias Hübinette er lektor ved Karlstad Universitet, med fokus på kritisk hvidhed og racestudier. Hübinette, der beskriver sig selv som “en anti-racistisk forsker og aktivist”, der gennem sin forskning anser sig selv for at føre “en anti-racistisk kamp inden for et specifikt forskningsfelt”, har for nylig offentliggjort et opslag på Twitter, der fik en del af opmærksomhed. Den antiracistiske forsker rapporterede tal, der i sig selv bekræfter den befolkningsændring, som han og landets politikere så intensivt har benægtet i årtier. Men det er ikke nok, at befolkningsændringer pludselig eksisterer – det betragtes samtidig som noget positivt og selvfølgeligt.

Ifølge Hübinette vil cirka 55 procent af alle beboere mellem 25 og 64 år have udenlandsk baggrund i 2030. Andelen af ​​udenlandsk fødte siges at være på sit højeste i 2045, hvor næsten hver fjerde svensker vil have været født i et andet land. De fleste siges at være “synlige minoriteter”, som formentlig er den samme gruppe af svenske statsborgere, som kunstneren Jason “Timbuktu” Diakité henvendte sig til på sociale medier efter det svenske valg. Han forklarede til “alle sorte og brune i Sverige”, at selvom valget favoriserede “ekstremkræfter”, behøver deres gruppe ikke at frygte noget, fordi “tiden og demografien er på vores side”.

Tallene viser en dramatisk og igangværende demografisk ændring i det svenske samfund. Men er det fair? Det handler om definitioner. Statistikken taler om “udenlandsk baggrund”, hvilket tidligere betød, at nogen var født i Sverige, men hvor den ene eller begge forældre er født i udlandet. Men i SBCs publikation Meddelanden i samordningsfrågor för Sveriges officiella statistik: Personer med utländsk bakgrund – Riktlinjer för redovisning i statistiken: Personer med udenlandsk baggrund – Retningslinjer for indberetning i statistikken fra 2002 blev definitionen ændret:

“Personer med udenlandsk baggrund: Udenlandsfødte såvel som indenrigsfødte med to udenlandskfødte forældre.

Personer med svensk baggrund: Indenlandsk født med en indenlandsk og en udenlandsk født forælder eller to indenlandsk fødte forældre.”

I dag kræves det derfor, at begge forældre er født i udlandet, for at nogen skal have udenlandsk baggrund, forudsat at personen er født inden for Sveriges grænser. Det betyder for eksempel, at alle, der er tredje- eller fjerdegenerationsindvandrere, anses for at have svensk baggrund, også selvom alle bedsteforældrene kommer fra Somalia, Eritrea eller Irak. Det er med andre ord ret svært at opfylde de kvalifikationer, der skal defineres som en person med “udenlandsk baggrund”. Alligevel ser statistikken ud, som den gør, og prognoserne skal tolkes efter de gældende definitioner.

Noget er også mærkeligt ved Hübinettes tweet: Ifølge dem vil tallene være de samme 15 år senere, i år 2045. Allerede da vil mere end halvdelen af ​​Sveriges befolkning mellem 25 og 64 år enten være født i udlandet eller har to forældre, der er født i udlandet. Men det tal afspejler ikke, hvordan det kommer til at se ud på gaden i Sverige, for ifølge de samme statistiske definitioner vil de svenskfødte børn af dem, der i dag anses for at have udenlandsk baggrund, have svensk baggrund dengang. Eller i enklere vendinger: Hvis et barn født i dag af forældre, der kom til Sverige i sidste uge, selv bliver forælder i 2045, vil det nyfødte barn blive regnet med i det svenske mindretal, selvom ingen i familien har sat sine ben udenfor Rosengård, Tensta eller Botkyrka og taler ikke et ord svensk. Takket være definitionen ændres procentdelen ikke, selvom antallet af beboere med rødder i andre lande end Sverige stiger.

Barnet er derimod ikke med i Tobias Hübinettes tal, fordi de ikke siger noget om, hvor mange procent af befolkningen under 25 år, der vil have udenlandsk baggrund. De høje fødselstal for mange indvandrergrupper tyder dog på, at den andel vil være meget højere, og måske er det derfor, Hübinette ikke nævner det i sit tweet.

Selvfølgelig skal der laves definitioner, og et eller andet sted skal grænserne trækkes for, hvem der anses for “svensk”, men faktum er, at de fremlagte prognoser ikke taler klart om, hvordan samfundsbilledet de facto kommer til at se ud. Hvordan vil Sverige så se ud? Hvordan skal vi leve i hverdagen, hvad skal vi tro på? Med hvilke værdier vil vores børn og børnebørn vokse op? Det siger statistikkerne intet om. Men den forandring, vi ser i dag, er kun begyndelsen. Hvad tallene og definitionerne uden tvivl siger, er, at mine børn vil føle sig mere fremmedartede i fremtidens Sverige, end jeg gør i nutidens.