Man sporer allerede en vis vælgertræthed, selv om valget lige er udskrevet – en fornemmelse af, at det hele kan være ligegyldigt, fordi de samme politikere vil føre den samme politik efter 1. november. Politikerne vil selvfølgelig puste sig op og love alle alt – med undtagelse af to-tre småpartier, der forgæves vil prøve at råbe de dvaske danskere op.

Det bliver stadigt tydeligere, at Danmarks fremtid ikke bestemmes af det teaterstykke, der går under navnet Christiansborg, og som medierne udfolder gigantiske bestræbelser på at skildre som et drama med skæbnesvangre følger. Vi skal ligge vågne om natten, mens vi spekulerer på, om statsministeren kommer til at hedde Mette Frederiksen eller Søren Pape, eller hvem der klarer sig bedst under partilederrunderne.

I den sidste ende er det imidlertid ikke politik, der kommer til at bestemme landets fremtid, men økonomi, som er en hård hund. Uanset hvilke badutspring politikerne opfører, kan hverken de eller den intetanende befolkning undslippe dens bid.

Som min ven, Philip Brandt, har gjort opmærksom på, har corona-cirkuset foreløbigt kostet 120 milliarder, som er smidt ud af vinduet oven i de 90 milliarder, som vi årligt giver ud til folk fra den tredje verden. Vi kan også glæde os til nye corona-varianter, der skal skræmme livet af os og give politikerne muligheder for at bruge flere penge – penge som vi ikke har, men som skal hentes gennem gældsætning eller den form for beskatning, der går under navnet inflation. Og hvis nye epidemier ikke giver regeringen penge nok at rutte med, har vi ”klimakampen”, som er en uudtømmelig kilde til nye udgifter. Dertil kommer flere masseansættelser af kolde hænder i den offentlige sektor, der i stigende grad befolkes af ”papirnussere”, som de hed i gamle dage, og hvis nul-arbejde består i at holde øje med den svindende skare, der udretter noget nyttigt.

Denne dødedans kan ikke vare evigt. På et tidspunkt forfalder regningen til betaling.

I mellemtiden kan vi bare håbe, at de to-tre småpartier, der har bevaret en rest af fornuft, holder hovedet koldt og forbereder sig på den dag, da det rød-blå system bryder sammen. Men lyset af den store forbrødring i “blå blok” skal vi nok ikke regne med for meget.