www.asgeraamund.dk

I generationer har dansk udenrigspolitik hvilet på et gældende, men uskrevet dogme: DANMARK SKAL FREMME, FRIHED, DEMOKRATI OG RETSSTATEN OVERALT PÅ KLODEN MED MINDRE DETTE ER TIL SKADE FOR RIGETS SIKKERHED, KOMMERCIELLE ELLER INDENRIGSPOLITISKE INTERESSER. Det er det, man kalder relativ etik. Eller bare dobbeltmoral, en særlig dansk disciplin, som vi har rendyrket til perfektion. Det betyder på jævnt dansk, at vi skal holde os fra at provokere de store og stærke forbrydere, men gerne mobbe de små skurke, som vi ikke behøver at være bange for. Vi havde således et tæt sportsligt, kommercielt og militært samarbejde med Nazi-Tyskland. Vi havde gode sportslige og kulturelle relationer til Sovjetunionen og deltog i 1980 helhjertet i de olympiske lege i USSR, som USA boykottede på grund af den sovjetiske invasion af Afghanistan. Vi deltog uden mukkeri i sommer-OL i Kina i 2008 og også i vinter-OL i 2022. Alt sammen til trods for nazisternes omfattende grusomheder, at Sovjetkommunismen myrdede 20 millioner af sine egne borgere, og at Kina mellem 1949 og 2000 dræbte 60 millioner af landets indbyggere og stadig forfølger rigets religiøse og kulturelle mindretal. Saudi-Arabien, som er et blodigt islamisk diktatur, henretter offentligt op til 200 personer om året og foretager et utal af piskestraffe og afhugning af lemmer for banale forbrydelser. Vi kvitterer med officielle danske statsbesøg med deltagelse af kongehuset.

Men så er der jo den lille, men rige gasballon Qatar, der nu skal være vært for fodbold-VM til november. Den passer fint ind i vores udenrigspolitiske dogme, fordi nok er Qatar en slyngelstat, men den er også lille og uskadelig for Danmark. Det perfekte mobbeoffer. De danske moral-ayatollaher fra TV2 og Politiken står klar ved skafottet og har foreløbigt anrettet et karaktermord på den danske kvindelige landsholdsspiller Nadia Nadim, fordi hun havde ladet sig udnævne til ambassadør for den kommende VM-turnering. Næsten samtlige medier kastede sig over hende og fik gjort Nadim moralsk medskyldig i 6500 migrantarbejderes angivelige død under konstruktionen af de nyopførte stadionanlæg. Den nationale forargelse har nu ramt vores internationale fodboldstjerne Brian Laudrup, fordi han medvirkede i en optaktsvideo, der skulle skabe international interesse for VM-arrangementet. Inkvisitorerne fra Politiken og TV2 var som sædvanlig på pletten og fyrede omgående Brian Laudrup som kommentator, skønt han ikke på noget tidspunkt har udtalt sig om de politiske samfundsforhold i Qatar, men holdt sig til fodbolden, som han har forstand på. Andre medier fulgte efter, og Laudrup er nu hængt ud som en etisk lurvet personage, der sympatiserer med slyngelstaten Qatar.

Der er meget at kritisere Qatar for, og det har vi alle vidst, da FIFA tildelte Qatar VM for 2022. Landet er en islamisk diktaturstat funderet i sharia-loven. Homoseksualitet straffes med døden. Stening og piskestraffe er en del af retssystemet. Ifølge Global Slavery Index (GSI) og International Labour Organisation (ILO) er der i dag 500 000 slaver i de arabiske lande, hvilket flugter fint med historisk arabisk og særligt islamisk slavetradition. Qatar med 2,9 millioner indbyggere beskæftiger over 2 millioner migrantarbejdere, der administreres efter det berygtede Kalifa system: Arbejdsgiverne kan inddrage migranternes pas og rejsedokumenter og reducere deres løn efter eget skøn. Migranterne skal bo i afgrænsede lejre og skal stå til rådighed døgnet rundt. Lønnen kan være så lav som 80 US Cents i timen, og seksuelle overgreb på kvindelige migranter er almindeligt og bliver aldrig straffet. Alt det lever vi fint med i de vestlige demokratier. Tusindvis af turister strømmer til Qatar, som får fine karakterer på Trustpilot. Rambøll, Carlsberg, LEGO og B&O tjener gode penge i Qatar, som også er vært for Qatar Masters, der tiltrækker verdens førende golfspillere. Tennisturneringen WTA 1000 Qatar Open er en af de vigtigste turneringer placeret lige under de fire Grand Slam turneringer.

Problemet er hverken Nadia Nadim eller Brian Laudrup, som overhovedet ikke har noget at gøre med forholdene i Qatar. Men det er jo typisk for den statsautoriserede danske fejhed, at vi aldrig tør tage den frontale konfrontation med vores etiske og politiske modstandere. Vi finder i stedet en sagesløs Prügelknabe, et offer, hvis opdigtede synder må sones på den offentlige menings heksebål. Ofringen af Brian Laudrup bliver således vores moralske afladsbrev, der tillader os med snehvid samvittighed at tiljuble de danske gutter, når det i november går løs i Qatar.