Debattør og skribent Christian Marcussen skriver på sin Facebookprofil om det bizarre parløb mellem Hizb ut-Tahrir og Dansk Kvindesamfund:

“Her ses Hizb ut-Tahrirs #ForsvarTørklædet-kampagne på et lysbanner på Rådhuspladsen.

Kampagnen handler helt eksplicit ikke om friheden til at bære tørklæde, men om den religiøse pligt til at bære det.

Det mest opsigtsvækkende ved lige præcis dette screenshot er dog, at det er Dansk Kvindesamfund, der støtter kampagnen ved at dele billedet.

Jeg vil jeg gerne tro, at det handler om uvidenhed, men i disse tider, ved man aldrig helt hvilke spændende alliancer, der kan opstå. Så derfor spørger jeg Dansk Kvindesamfund:

Ved I godt, hvad det er, I deler?

Har I overvejet, at I gør mere for kvinder ved at bekæmpe islamister i stedet for at støtte dem?”

Christian Marcussen er en venlig mand, der gerne vil tro det bedste om sine medmennesker. Jeg er ikke så venlig, og tror derfor, at Dansk Kvindesamfund udmærket ved, hvad de gør. Som offentligt støttet organisation må det være Dansk Kvindesamfunds pligt at sætte sig ind i præcis hvilke formål, organisationen lægger navn til. Og har man fulgt blot perifert med de seneste årtier, ved man, hvilke grusomme straffe, kvinder i lande som Iran og Afghanistan risikerer, hvis de nægter at iføre sig ”tørklædet”. Dansk Kvindesamfund må også vide, hvilket pres der i Danmark bliver lagt for at tvinge muslimske kvinder til at iføre sig beviset på, at de er ufri og ikke nyder samme rettigheder som danske piger og kvinder.

Dansk Kvindesamfund reklamerer med, at det kæmper for fuld ligestilling ikke bare herhjemme, men også i udlandet, men hvornår har organisationen ført kampagne for kvinders ret til ikke at bære muhamedansk uniform – en ret, som kvinder i den muslimske verden i mange tilfælde er gået i døden for?

Dansk Kvindesamfund kæmper ikke for ”fuld ligestilling”, men prøver at slå sig op på fuldt hykleri.