Er der nogen, der kan huske Al Gores jammer over isbjørne, der druknede, fordi de ikke længere havde isflager at stå på? Måske vil man også mindes National Geographic, som bragte en video af en udsultet bjørn ledsaget af kommentaren: ”Det er sådan, klimaforandring ser ud.” Ifølge National Geographic blev den nødstedte bjørn set af ikke mindre end 2,5 milliarder mennesker og blev et af de mest ikoniske beviser på den menneskeskabte klimakatastrofe. Og hvordan er det så gået med isbjørnene, som var på vej til den totale udryddelse? Vi hører ikke længere så meget til dem. Bestanden har nemlig været kraftigt voksende, sådan at der i dag er ca. fem gange så mange isbjørne som i 1950’erne og fire gange så mange som i 1970’erne. Og det kan man jo ikke bruge til at skræmme folk med.

Måske vil nogen også huske de forfærdelige historier om det store koralrev, The Great Barrier Reef, ud for Australiens kyst. Det var på vej til at forsvinde – også pga. den menneskeskabte opvarmning – fik vi at vide. Men den 4. august 2022 kunne Reuters fortælle, at to tredjedele af revet har oplevet den stærkeste vækst i 36 år. En anden tredjedel er i aftagen, men om det har noget med klimaet at gøre, er uafklaret.

Så isbjørne og koraller kan ikke rigtigt bruges i klimapropagandaen, men der kommer nok noget andet. Folk skal nemlig hele tiden bearbejdes, så de kan forstå, hvorfor Vesten skal gå over til hundedyr ”grøn” energi og indstille sig på hyppige strømsvigt. Samtidig prøver klimaprædikanterne efter bedste evne at skjule det faktum, at store lande som Indien og Kina bygger kulkraftværker på livet løs. Indien er i færd med at opføre 39 nye kulkraftværker, og landet får over 75 pct. af sin energi fra kul. For at imødekomme behovet har regeringen besluttet at genåbne over 100 kulminer, som var blevet lukket.

Kina er ved at opføre kulkraftværker, som ifølge det Helsinki-baserede Center for Research on Energy and Clean Air (CREA) vil få en ydeevne på 33 gigawatt.

Så den mængde CO2, der bliver sparet i Vesten, bliver mere end rigeligt opvejet af voksende udledning i andre dele af verden.

Indien og Kina har naturligvis den fordel, at de ikke styres af klimahystader – hvad man så ellers måtte mene om deres regeringer.