Kommentar

Jeg ved ikke, hvor Ekstra Bladets opinionsredaktør, Mads Kastrup, er født. Jeg ved kun, at han ikke nærer høje tanker om jyder og derfor heller ikke om Inger Støjberg, hvis parti han kalder ”Jyllandsdemokraterne”. Den enfoldige kvinde fra Lars Tyndskids mark vil nu fjerne de livslange ydelser til ombejlede kunstnere som bl.a. forfatteren Carsten Jensen og i stedet give kørselsfradrag til ”ydmyge og jordfæstede jyder med langt til arbejdet på lagerhallen”. For det er nemlig det, de laver derovre. De er hovedsageligt lagerarbejdere – altså med mindre de er jordfæstede seks fod under kirkegårdens gravsten.
Det morsomme er nu, at indhugget i Carsten Jensen-segmentets bankbeholdning højst vil række til at opfede lagerarbejderne fra Mors, og det er Mads Kastrup godt træt af. Forslaget hænger ikke sammen, forklarer han. ”For stryger man samtlige livslange kunstnerydelser, står man blot med 33 mio. kr., og finansieringen af forslaget koster mindst 800 mio. kroner.”
Kastrup tror derfor, at Inger Støjberg har en ganske anden hensigt med sit forslag, nemlig at tage et symbolsk opgør med hovedstadens selvgode elite, som længe nok har prædiket moral og fine manerer for almuen derovre mod vest. Samtidig påpeger han med rette, at Støjberg vil holde elitens forargelse i kog. Hun ved nemlig godt, at Jyllandsdemokraterne ikke næres af politik, men af et folkeligt ressentiment mod den overklasse, hvis talsmand er Carsten Jensen, og som aldrig har sat en fod på et lager. Til gengæld fryder de sig, når Jensen forklarer folk i udlandet, at Danmark ledes af ”dumme svin”.
Inger Støjbergs udspil vil sikkert vise sig at blive til gensidig fordel for både jydefløjen og de fine i København. Som Kastrup bemærker: ”En rask tilsvining af kultureliten i bytte for en dæmonisering af provinsiel enfoldighed.” Og Ekstra Bladets opinionsredaktør finder den slags mandjævninger latterlige. Postyret er nemlig omvendt proportionalt med indholdet, mener han.
Men der tager han fejl. Kultur ER indhold, og kultur bestemmer politiske holdninger.
Som den amerikanske journalist Andrew Breitbart forklarede: ”Politics is downstream from culture.” Det er måske det, Inger Støjberg har indset.