Tavle

Kristian Ditlev Jensen skriver i Berlingske:

“Den seneste rigtig store og grundige undersøgelse af danskernes seksualitet er fra 2019 (Frisch, Moseholm et al: »Projekt Sexus – Sex i Danmark«, Aalborg Universitet & Statens Serum Institut). På side 83 besvarer de adspurgte spørgsmålet »Hvordan vil du beskrive din seksuelle identitet?« Opgørelsen af svarene viser, at 1,1 procent af mændene blandt de 62.675 adspurgte danskere opfatter sig selv som homoseksuelle. Altså akkurat lidt mere end én person ud af 100. Hvis der er 25 elever i hver skoleklasse, så er der kun én homoseksuel i hver fjerde klasse på landsplan.

Endnu mere ekstremt er det med mænd, der har vanskeligt ved eller ikke ønsker at identificere sig med deres køn. Det er en tilstand, som kun 0,05 procent af de adspurgte lever med. Eller sagt på dansk: En halv promille. I dag er der således cirka 2500 mænd i Danmark, som opfatter sig selv som transseksuelle. Og det tal tæller vel at mærke både transseksuelle, kønsopererede og transvestitter. Stadig ifølge den allerseneste forskning på området.

Normstormerne underviser i noget helt, helt andet. Og konsekvensen af normernes nedsmeltning i folkeskolens undervisning er altså ret voldsomme. I talløse skoleklasser underviser man børnene i, at homoseksualitet er lige så meget normen som heteroseksualitet – det kan med andre ord lige så godt være, at du er dét – skønt der i tre ud af fire af de klasser ikke sidder så meget som én eneste bøsse. Og der vil være hele skoler, hvor man underviser i, at det er pivnormalt at være trans – og at ens kønsidentitet lige så vel kan falde sådan ud – mens der på hele skolen, ja, måske i hele kommunen, ikke er en eneste mand med den tilstand. For homoseksualitet og transseksualitet, set på landsplan og i gennemsnit, er faktisk helt ekstremt sjældent.

At bilde børn noget andet ind er manipulation og gaslighting. Det er med andre ord et overgreb. Det er en krænkelse. Ikke mindst af både voksne og børns intelligens og af deres egne evner til observation.”

*

Kristian Ditlev Jensen er forfatter og præst. Han har været politisk aktiv i Ny Alliance (der senere blev til Liberal Alliance) og Det Konservative Folkeparti.

(Illustration: New religion: Dansen om regnbuekalven)