Det startede med påskeoprøret i Sverige. Det gav chokbølger langt ud over Sveriges grænser. Rasmus Paludan var delvist involveret. Men oprøret var mere omfattende. Det var især rettet mod den svenske stat, repræsenteret ved politiet. Men justitsminister Morgan Johansson var ikke sikker på, om han ville forsvare politiet.

Vi er i Huntingtons krig. Det svenske samfund er splittet, ligesom det norske og det danske er. Efter 22. juli blev der talt om fællesskab. Ti år senere blev der også talt om fællesskab, men det går ikke. Der er ikke længere noget fællesskab: blandt de indfødte er der bror mod bror, og de integrerede muslimer er kun integreret med eliten. Fra den store ummah udgår fjendtlighed og adskillelse.

Skyderiet i Oslo aftenen før den store pride-parade rystede den urbane elite. Adskillige civile var involveret i anholdelsen af ​​Zaniar Matapour. VG vidste derfor med det samme, at der var tale om en gerningsmand fra Mellemøsten. Men det skulle skjules så længe som muligt, formentlig for at andre forklaringer end terror kunne dukke op.

Opskriften på journalistik under terror er størst mulig åbenhed. Publikum lugter, når ting er skjult.

Matapour blev observeret i en bil med Arfan Bhatti i forbindelse med, at en koran brændte på den østlige kant af byen. Skyderiet i Oslo kan have været hævn for enten koranbrænding eller stolthed, måske begge dele. Men at det handler om hævn baseret på sharia fra en mand, der har været IS-tilhænger, er indlysende. Hver gang anklagemyndigheden nævner sindssyge, svækker de tilliden til retssystemet.

Der er ingen calculus, der tillader, at man snyder i fremstillingen af ​​terror, hvad enten det er islamistisk eller højreekstremt. Der er lige så meget psykiatri blandt enlige hvide mænd som blandt muslimer. Men førstnævnte er per definition udelukket fra forståelse. Det viser igen, hvordan multikulturalisme opdeler og polariserer mennesker.

To zoner støder sammen

Lars Thorsen blev lørdag forsøgt dræbt af to muslimske kvinder på Mortensrud uden for Oslo. Hver gang Thorsen går ud og brænder koraner, risikerer han sit liv. Det samme gør Rasmus Paludan.

Vi kan sige, at der er to fronter: Thorsen og Paludan vs rasende muslimer. Sidstnævnte har et betydeligt bagland.

Hvor Thorsen og Paludan er omgivet af en håndfuld, er der potentielt tusinder bag de islamiske hævnere.

Thorsen og Paludan vil vise, at ytringsfrihed og islam ikke kan forenes. Men ingen menneskemængder går ud på gaden for at beskytte dem. De får en vis sympati i kommentarfelterne, men faktum er, at de fleste ikke tør, selvom de måske har sympati i deres stille sind. Vi er i defensiven, islam er i offensiven. Med vold. Hvis muslimske repræsentanter virkelig forstod, i hvilket omfang dette truede deres egen position, ville de gøre noget. Men reaktionerne er svage og tamme og fortæller nordmændene, danskerne og svenskerne, at de er ligeglade.

Det mest nedslående er al den terror, der foregår rundt omkring i Europa, og myndighedernes svage reaktion. Politikere har nemlig trukket sig/kapituleret. Derfor famler politiet. De ved ikke, hvilke signaler de skal følge. Politidirektør Benedicte Bjørnland i Oslo undskyldte for modstridende oplysninger fra politiet og PST. Men det er udtryk for nye erkendelser, der opstår, når ny information kolliderer med gamle forestillinger.

Lars Vilks døde for et år siden og spørgsmålstegnene er mange. En Nav-medarbejder blev dræbt med en kniv på arbejde i Bergen, en anden alvorligt kvæstet. Det er politiske drab i den forstand, at konteksten er politisk. Myndighederne bringer hertil tusindvis af mennesker, som mangler betingelserne for at fungere i et moderne samfund. Libyeren havde vist tegn på isolation og raseri, hvor han boede. Men hvem bekymrer sig? Hvem tør bekymre sig?

Incel-terroristerne får mindst sympati. De er de laveste af de lave. Muligvis er der en, der er gået amok hos Fields i København. Vi ønsker at forstå terrorister fra en fremmed kultur, så store er vores hjerter, at vi henter IS-terrorister hjem fra Syrien. Men vi ønsker ikke at forstå incel-terroristerne. Der er et dødsønske begravet et sted.