Berlingske har netop gjort Anne Sofie Allarp til kronikredaktør, og vil man illustrere venstredrejningen i det revolutionære kalder borgerlige medier, så er det vitterligt et godt udgangspunkt. Avisens debatredaktør fortæller blandt andet, at hun ‘har en fremragende evne til at forstå vor tids mest afgørende brudflader’. Hun var frem til 2009 international sekretær i Socialdemokratiet, og jeg har her på siden henvist til 2019-klummen, hvori hun bekendtgjorde at landets tre største partier gik ‘til valg i strækmarch’. Folkelighed er ekstremisme, så at sige.

Jeg husker Trumpbashingen, da hun var vært for Datolinjen på Radio24syv, og særligt udsendelsen (2017, januar), da hun ‘formidlede en lytters håb, om at Donald Trump blev skudt’ (mine ord). Mens hun kalder sine ikke-woke modstandere som ‘internettets bundfald’ og ’subkulturel bærme’, så har hun samtidig gjort sig til talsmand for en bedre debat. Fra en kronik i Politiken – Radiovært: De nationalkonservative hader den vestlige kultur (2017).

“Hadet har den funktion at det distraherer fra behovet for at fremlægge et sammenhængende politisk projekt. Samfundsvisionen defineres alene i hård, hadsk opposition til de andre uden for, men faktisk særligt inden for stammen. Og måske derfor er det så destruktivt, det had. …

Det nationalkonservative oprør hader for det første den optimisme, vi i Vesten har brugt til at opbygge vores samfund. Om noget skulle der optimisme til at give kvinder og alle uformuende mænd stemmeret eller udskrive en indkomstskat på op til 70 procent, som det skete i 1970’erne. …

… Og så er der hadet imod humanismen, en afgørende sekulær opløftende drivkraft i udviklingen af de vestlige samfund de sidste tohundred år. Uden humanismen og dermed troen på menneskets godhed og værdien af dets individuelle bidrag, ingen velfærdsstater – og uden humanismen ingen uddannelsesrevolution. Det er hadet imod disse centrale vestlige værdier, der driver det nationalkonservative oprør.

De forsøger at kamuflere selvhadet i nationalistisk, fremmedfjendsk retorik og symboler. … det ville være særlig ironisk, hvis oprøret skulle blive så magtfuldt, at det helt forviser vores vestlige friheds- og lighedsidealer til andre verdensdele.”