Jeg har ingen forstand på militære våben – hvad de kan og ikke kan udrette, så jeg kan kun fortælle, hvad de kilder, jeg bygger på, siger. Jeg støtter mig meget til en tidligere ukrainsk oberst, Oleg Zjdanov (f.1966), som er specialist i artilleri- og missilsystemer. Han giver hver dag en frontberetning og besvarer spørgsmål fra sine følgere. Han virker ædruelig og advarer ofte om ikke at forfalde til ønsketænkning. Jeg følger også en østrigsk oberst, som er aktiv i Østrigs Forbundshær, og som ligeledes virker meget realistisk og kyndig. Dertil kommer officielle meddelelser fra Ukraines militære generalstab og Ukraines forsvarsministerium.
Jeg holder mig fra de fleste af de amerikanere, der føres frem i forskellige medier som eksperter. Flere af dem kommer fra CIA og er altså ikke militære eksperter. Andre er fusentaster og/eller russiske indflydelsesagenter (fx Scott Ritter), som ukritisk aflirer let forklædt officiel russisk propaganda. Jeg har derimod tillid til britiske militære vurderinger.
Som situationen er i dag, kan Rusland affyre langtrækkende missiler fra russisk og hviderussisk land- og søterritorium. De krydsermissiler, der forleden ramte Kiev, blev affyret fra Det kaspiske Hav. Russiske bombefly bomber Ukraine fra Hviderusland.
I den senere tid har Zjdanov talt om “svære” eller “meget svære” kampe i øst og om “en vanskelig, men ikke katastrofal situation” på visse frontafsnit. Der indgår givetvis et element af villet optimisme i vurderingerne for at afstive hjemmefrontens moral. For godt et par uger siden talte han om træthed blandt kampsoldaterne, hvilket han tilskrev de opslidende kampe og mangel på reserver til afløsning af de udmattede frontsoldater. Zjdanov har længe sagt, at ALT afhænger af tilførsel af især de højeffektive amerikanske og britiske missilvåben (jeg kalder dem Stalinorgler, russerne bruger navnet Katjusjki)), som vil gøre det muligt for de ukrainske styrker på lang afstand og fra sikrede positioner at ramme russiske mål.
Den østrigske oberst fortalte for nogle dage siden, at ukrainerne stykvis havde indsat nogle af de nye våben i kampen, og at det var en fejl, fordi man først skal samle en enhed af disse våben for at kunne udnytte dem effektivt. Denne forhastede indsats var endt katastrofalt
En ukrainsk talsmand har sagt, at Ukraine har mistet 10.000 soldater plus 30.000 sårede. Officielle ukrainske tal for russiske tab er 35.000 dræbte soldater og et meget stort antal sårede. I modsætning til russerne får ukrainske familier meddelelser fra militæret, hvis et familiemedlem er blevet dræbt eller såret. For mig er det noget af en gåde, hvordan Ukraine i det hele taget er i stand til at modstå dette enorme militære pres, som jo også er ødelæggende for samfundet og økonomien.
Det er dog en endnu større gåde, hvorfor Ukraine og dets allierede lader Putin-regimet bestemme, hvordan og med hvad Ukraine og vestmagterne kan besvare Ruslands systematiske ødelæggelse af Ukraines byer og infrastruktur. Ukraine må fx ikke ramme militære mål i Rusland, selv om det er derfra ødelæggelsen kommer. USA vil end ikke gå med til at dække Ukraines luftrum (en ren defensiv foranstaltning), selv om Rusland fra luften beskyder vestlige våbentilførsler og våbenlagre i Vestukraine.