Mette Frederiksen er fortvivlet over den amerikanske højesterets omstødelse af kendelsen i Roe v. Wade fra 1973, der gjorde abort til en konstitutionelt fastslået rettighed. ”Mit hjerte græder for piger og kvinder i USA”, skriver den normalt temmelig hjerteløse statsminister på Instagram. ”Et kæmpe tilbageskridt. Retten til fri abort er en af de mest fundamentale rettigheder, der findes. Vi må aldrig gå på kompromis med kvinders uindskrænkede ret til at bestemme over egen krop og fremtid.”

Flere andre danske politikere er helt vilde.

Det er en ”kulsort dag for alle kvinder”, jamrer Pia Olsen Dyhr. Mai Villadsen fra Enhedslisten er ”grædefærdig”. Enhedslistens tidligere chef, Pernille Skipper, nøjes ikke med at græde, men kræver handling. ”Det her må og skal få os til at blande os. Som individer i solidaritet med kvinder verden over. Og som land”, skriver hun. Udenrigsminister Jeppe Kofod skal simpelthen lægge pres på Joe Biden for at få sikret kvinders ret til abort i den amerikanske forfatning.

Skipper, der vist nok går for at være ret intelligent, mener altså, at Biden kan diktere en forfatningsændring, som ellers er en meget omstændelig proces, der bl.a. kræver kvalificeret flertal i Senatet. Men måske mener hun, at Jeppe Kofod skal tage til USA for at true Senatet.

Hysteriet bunder i et totalt ukendskab til indholdet af den amerikanske højesteretskendelse og dens baggrund.

Højesteret har nemlig ikke forbudt noget som helst, men blot konstateret, at den amerikanske forfatning ikke rummer nogen bestemmelse om abort, og at Højesteret derfor ikke havde nogen forfatningsmæssig begrundelse for sin afgørelse i 1973. Der var tale om en rent politisk beslutning, altså om det, som man i USA kalder ”legislation from the bench” – en situation, hvor dommere optræder som lovgivere. Som det hedder i højesteretsdommen: ”Forfatningen forbyder ikke borgerne i hver stat at regulere eller forbyde abort. Roe v. Wade tiltog sig denne ret.”

I praksis betyder Højesterets omstødelse af Roe v. Wade, at abortspørgsmålet vender tilbage til hver enkelt af de 50 stater og derfor i sidste ende til staternes vælgere. Nogle stater, som bl.a. New York og Californien, vil stadig have ubegrænset ret abort til og med fødselstidspunktet. Andre vil indføre forskellige begrænsninger. Højesterets kendelse var affødt af en sag fra Mississippi, som ville begrænse abortretten til de første 15 uger af svangerskabet. Denne begrænsning faldt nogle aborttilhængerne for brystet, hvorfor spørgsmålet blev henvist til domstolene.

Det er i øvrigt tankevækkende at høre på Mette Frederiksen, der nu går ind for ”kvinders uindskrænkede ret til at bestemme over egen krop”. Det må vel betyde, at hun vil gøre op med den danske abortlovgivning, der som hovedregel forbyder abort efter 18. svangerskabsuge og under alle omstændigheder, når fosteret er levedygtigt – i modsætning til flere amerikanske stater, hvor fuldt levedygtige børn får lov at ligge og dø af sig selv.

I USA skriger den rabiate venstrefløj anført af Joe Biden og Nancy Pelosi op om med deres sædvanlige anklager om ”racisme” og angreb på kvinder, og hvordan de vil bruge alle midler for at omgå Højesterets afgørelse. De har ikke så mange bedrifter at gå til midtvejsvalg på i november, så nu håber de at kunne afværge et nederlag ved at oppiske et kollektivt hysteri. Men kendsgerningen er, at kvinder i de demokratisk styrede stater har præcis de samme abortmuligheder i dag, som de havde før højesteretskendelsen.

Når vi taler om racisme og kvindehad, er det i øvrigt bemærkelsesværdigt, at en uforholdsmæssig stor del af de godt 63 millioner aborterede siden 1973 har været sorte, og at noget tyder på, at kvinder i højere grad vælger at abortere pigefostre.

Hvad angår de hjemlige forhold, må man med beklagelse konstatere, at vi bliver styret af komplette ignoranter.