Lars Vilks død var en ulykke. Skandiamanden skød Olof Palme. Estonia sank, da bovklappen rev sig løs. De officielle forklaringer er der, men flere og flere svenskere sætter spørgsmålstegn ved dem. Årsagen er enkel: Sverige er blevet et samfund, hvor alt fra nyhedsformidling til regeringsbeslutninger ånder politiske værdier. Men er der grund til at mistro “officielle sandheder”, og hvad sker der i så fald med et land, hvor magten og folket føler mistro til hinanden?

Kunstneren Lars Vilks omkom i en bilulykke den 3. oktober 2021. E4 ved Markaryd var stadig lukket, da de første opslag på sociale medier begyndte at antyde, hvad der kan opsummeres således: ”Det her vil myndighederne mørklægge, det bliver ligesom med Palme. De vil lade tiden gå og så levere et resultat, der siger, at det var en ulykke.” Hvad skete der? Onsdag, mere end otte måneder senere, udsendte Politistyrelsen og Anklagemyndigheden pressemeddelelser om, at Vilks død var en “tragisk ulykke”, og at alle undersøgelser derfor er afsluttet.

Bilen, som Lars Vilks og de to politifolk kørte i, var en pansret Range Rover, der er blevet beskrevet som  «en rullende festning». Den blev bygget til at modstå håndgranatangreb, beskydning og eksplosioner med op til 15 kilo sprængstof.

Den officielle version er, at den bil Vilks kørte i først brød protokollen ved at køre væk fra følgebilen med en meget høj hastighed, omkring 160 km/t. Så eksploderede et af det nysynede rullende fæstnings specialdesignede dæk “efter muligvis at have kørt på noget der lå på vejen”, den specialuddannede chauffør har mistet herredømmet over bilen bygget til at køre med punkterede dæk, bilen er sprunget over en motorvejs autoværn der var designet til at modstå tunge køretøjer og derefter stødt frontalt sammen med en lastbil, der tilfældigvis passerede. Ingen har set hændelsen, og politibilen er brændt op. Landets største motorvej var herefter spærret i mere end 24 timer på stedet, mens undersøgelserne pågik.

Samme dag, som politiet erklærede, at Vilks død var en ulykke, meddelte den svenske journalist Joakim Lamotte, at han havde indstillet al journalistisk virksomhed. I en livestream forklarede Lamotte, at han i mange år havde modtaget trusler og været udsat for vold i sit professionelle virke, men at truslerne nu også var rettet mod familien og udviklede sig til noget, han kaldte “systematisk terror”.

Joakim Lamotte turde simpelthen ikke fortsætte.

Lamotte sagde, at han har indgivet hundredvis af politianmeldelser mod dem, der har truet ham og hans familie – men alle anmeldelser er blevet droppet af politiet, “via returnerede mails”, som Lamotte udtrykker det. På trods af, at gerningsmændene kunne identificeres og på trods af, at der forelå skriftlige beviser.

Hvis noget lignende var sket i et andet land, ville svenske politikere være gået amok, og journalister ville være gået i strejke. Men nu sker det i Sverige, og derfor er der rungende tavshed. Det eneste, der høres, er spredte klapsalver og latter fra den politiske venstrefløj.

Rigtige og forkerte meninger

Da Reportrar utan gränser offentliggjorde sit pressefrihedsindeks for 2022, endte Sverige på tredjepladsen, efter Norge og Danmark, og landet blev beskrevet som en stadig fungerende “demokratisk model”, hvor “ytringsfriheden, med visse udfordringer, blomstrer”.

“Med visse udfordringer”? Er det så situationen for de statskritiske journalister, man mener? Ja sandsynligvis. For vi er i Sverige, hvor alt først og fremmest bedømmes ud fra værdier. Nu er det ved et tilfælde kun Joakim Lamotte og hans børn, der er truet, hovedsageligt af personer med indvandrerbaggrund. Derfor handler myndighederne ikke. Hvis det derimod havde været Anders Lindbergs børn, der skulle halshugges af vrede dalmatinere (folk fra Dalarna), skulle man nok se handlekraft!

Nej, jeg siger ikke, at det ville have været sådan med 100 % sikkerhed, men det er den besked, vi har fået gennem årene: Det handler om identitet og mening. Lamotte er kritisk over for staten, han stiller spørgsmålstegn ved den førte politik og stiller svære spørgsmål til politikere (præcis som en journalist skal). Så er han ond, og onde mennesker skal ikke beskyttes. Det bliver ikke bedre af, at Joakim Lamotte er en hvid, heteroseksuel mand.

Samme ræsonnement kunne høres om Lars Vilks, mens han stadig levede: Vilks blev betragtet som en provokatør, han burde vide bedre. Han irriterede folk, og det var ganske vist lovligt, men unødvendigt. Bodyguard-beskyttelse koster også penge. Ville det egentlig være bedst, hvis staten holdt op med at beskytte ham og bare lade naturen få sin vilje?

Flere og flere svenskere begynder nu at drage de samme konklusioner: Du skal have de “rigtige” holdninger for at være omfattet af lovens beskyttelse, hvis du har de “forkerte” er der ingen, der hjælper dig. Det er derfor vigtigt at dyrke værdier, at bekræfte multikulturalismen, at underkaste sig islamistiske krav, ikke at provokere, ikke at stille svære spørgsmål, ikke at påpege åbenlyse logiske mangler… Hvis man gør det, er det simpelthen din egen skyld. Du burde vide bedre.

Forbindelsen mellem Lamotte og Vilks kan findes lige dér: i det provokerende, spørgende. Både Vilks og Lamotte insisterede på at stille spørgsmålet “hvorfor”, når lyset rettes mod det åbenlyst ulogiske og hykleriske.

Politiserede myndigheder

Så er det en tilfældighed, at politiet har afskrevet alle trusler mod Joakim Lamotte, der dermed er presset til at stoppe som journalist? Er det en tilfældighed, at politiet har afskrevet Lars Vilks død som en ulykke, hvor ansvaret aldrig bliver placeret? Måske. Eller er det et resultat af den vidtgående politisering af Sverige? Staten ønsker ikke svar på spørgsmålene, det ville skade Sveriges og Socialdemokratiets image, hvis det blev officielt, hvordan en journalist bliver truet, og hvem der truer. Det er også mere bekvemt at stoppe den mand, der levede med den alvorligste, islamistiske trussel mod ham, ved at dø i en tragisk ulykke.

Socialdemokratiets lange march gennem institutionerne har stået på i et århundrede. I dag er Socialdemokratiets greb om det svenske samfund totalt – venstrefløjsideologien er “opinionsindekset 100”, som gennemsyrer alle instanser og myndigheder, naturligvis også politiet. På siden Det Goda Samhället skriver Bitte Assarmo:

”Det er skræmmende at lytte til Joakim Lamottes beretning om, hvordan politiet agerede. Ikke kun fordi de fuldstændig har ignoreret dødstrusler mod en hel familie, men også fordi deres handlinger så tydeligt viser, hvor politiseret politimyndigheden er. Joakim Lamotte har de forkerte meninger – så han skal ikke kunne regne med samme beskyttelse som folk, der tænker “rigtigt”.

Vi så det komme, allerede mens Dan Eliasson var rigspolitichef og åbenlyst erklærede sit politiske hjemsted. Allerede dengang burde regeringen have sat foden ned og fyret Eliasson og forbudt ham at komme i nærheden af ​​en myndighed igen. Men det gjorde de ikke, fordi de dybest set stræber og altid har stræbt efter, at myndighederne skal afspejle partilinjen.”

Officielt er Politistyrelsen ligesom alle andre myndigheder neutrale. Uofficielt begynder flere og flere mennesker at tro, at de ikke er det – og derfor også at mistro deres sandheder.

Hvad der sker i sådan et samfund er ikke svært at indse: Polariseringen er stigende mellem individer, ligesom afstanden mellem magthaverne og folket. Din identitet, dine meninger og hvor du placerer dig i debatter bliver stadig vigtigere. En borger har enten “rigtige” eller “forkerte”, og personer, der afviger fra normen for mening, får en mistanke om, at de ikke er beskyttet af loven.

Men nu er vi, hvor vi er. Joakim Lamotte vil gerne overleve og stopper derfor som journalist. Lars Vilks død var en ulykke. Skandiamanden skød Olof Palme. Estonia sank, da bovklappen rev sig løs. Statens officielle stemme har talt endnu en gang, og derefter bliver der stille. Tag det roligt og fortsæt. Der er intet at komme efter.