Vores samfund bryder sammen omkring os, men vores politikere handler ikke for at hjælpe deres borgere. Er vores ledere virkelig så naive og inkompetente, eller er der en tanke bag udviklingen, hvor globale mål prioriteres højere end mennesker?

af Helena Edlund

Stigende kriminalitet, rekordhøj inflation, rekordhøje brændstofpriser, truende strømrationering, truende fødevaremangel… Samfundets grundlæggende opgaver er holdt op med at fungere: Skole, sundhedsvæsen, politi, domstole, socialvæsen, infrastruktur, ja i princippet fejler alting. Senest har der været kaos i landets største lufthavn med aflyste fly på trods af mange timers kø for de udrejsende. Ventetiden for dem, der skal forny deres pas, er ni måneder, og for at få udstedt et midlertidigt pas skal du stå i kø uden for politistationerne i to dage. Nu vil regeringen også forhindre skatteyderne i at undslippe kaosset: Der diskuteres nu en “exitskat” for dem, der forsøger at emigrere.

Nej, det er ikke Venezuela, jeg beskriver, men Sverige – det land, som for kun få år siden blev anset for at være blandt verdens mest velfungerende, men som nu i stigende grad sammenlignes med en fejlslagen stat.

Det, der fascinerer mig, er, at udviklingen er blevet set som et resultat af naturlove – noget der skal ske og ikke kan påvirkes af politikere – og at politikerne ser ud til at ville fremstå inkompetente. De har påstået, at de “var naive” og “ikke så det komme”, og da det stormede for meget omkring dem, har de valgt at forlade deres opgaver og tage imod internationale topstillinger.

Det er netop dette, at vores politikere er så hjerteligt velkomne i FN, WHO eller de globale virksomheder, der får mine advarselsklokker til at ringe: Er vores politikere virkelig så inkompetente? Har de virkelig gjort deres allerbedste, men af ​​ufattelige årsager haft konstant uheld? Udviklingen har fået mig til at tvivle på det scenarie, og jeg er i stedet begyndt at lege med tanken om, at vores politikere er yderst kompetente.

«The desired end state»

“Statens ønskede sluttilstand”

Det hele afhænger af, hvad målet er. Det hele afhænger af, hvad der med militær terminologi er “den ønskede sluttilstand” – og det er her, de fleste mennesker begår den første og største fejl: Vi antager, at vores magthavere handler med det bedste for folket i fokus, simpelthen fordi det byder os imod at tænke at vi egentlig ikke betyder så meget for vores førende politikere og finansfolk.

Men situationen i Sverige er nu blevet så alvorlig, at flere og flere faktisk begynder at stille spørgsmålstegn ved politikernes prioriteringer. Johan Ingerö, kristendemokrat og lederskribent, skrev tirsdag følgende på sin Facebook-profil:

«I dag meddelte Sveriges Statistik, at inflationen er nået op på 7,2 pct. Det er det højeste tal i over tredive år – altså siden før den store krise i 1990’erne.

Statsministeren er økonom. Finansministeren har læst økonomi. Regeringens kontorer er generelt fyldt med økonomer. Jeg er *ikke * økonom, men det var faktisk nok med lidt almen dannelse og et nogenlunde dagligt nyhedsindtag for at kunne se dette komme.

Det startede med den meningsløse energipolitik, hvor forsyningssikker strøm blev slukket og gjort os vejrafhængige. Både virksomheder og myndigheder vidste længe før, at det ville føre til prischok. De advarede om det, men regeringen holdt fast i tomme slogans og kørte videre uden at lytte.

El- og brændstofpriserne har nu spredt sig i hele fødevaresektoren og sendt chokbølger gennem fødevarepriserne. Som udhuler almindelige menneskers pengepung. Inflationen rammer altid hårdere, jo mindre du tjener og jo mere dit forbrug består af basisvarer, der ikke kan fravælges. De rige kan vente med at købe den næste båd, men de fattige kan ikke vente med at købe det næste brød.

Krigen har selvfølgelig haft sin virkning, ikke mindst fordi Rusland og Ukraine producerer 30 procent af verdens hvede. Men det var ikke krigen, der hævede brændstofafgiften syv gange, lukkede seks atomkraftreaktorer ned, satte et skyhøjt mål for udfasning af diesel, lancerede gigantiske højhastighedsjernbaneprojekter, samtidig med at veje og jernbaner forfaldt eller tvang milliarder over i subsidier til ustabil vindkraft.

Det omsorgssvigt, Sverige har været udsat for, har simpelthen indhentet os nu. Og der er ingen som helst planer i Regeringskontorene om at forsøge at vende udviklingen. Energipolitikken er fortsat fuldt fokuseret på vind, og diesel vil fortsat blive udfaset.

Og så har jeg ikke engang nævnt rekordstore plejehjemskøer, rekordblodigt forår med over tredive dræbende skud eller den skyhøje arbejdsløshed.

Det virker ikke længere. Jeg vil gerne være optimistisk. Men hvis vi ikke vender kursen til efteråret, kommer der et brag i Sverige, hvis mage ikke er hørt i meget lang tid.”

Lad mig derfor tage sølvpapirshatten på og konstatere: Der er en mening med galskaben. Udviklingen i Sverige er så alvorlig, at det burde være statistisk umuligt som regering at “fejle” med et sådant resultat. Men hvis vores regeringer i så mange år har arbejdet på at få samfundet til at kollapse, må der være et mål, de prioriterer højere end befolkningen – og sådan et mål findes: Agenda 2030.

Et nedprioriteret folk

For godt en uge siden sluttede FN-topmødet Stockholm +50. Navnet antyder, at mødet var et halvtredsårsjubilæum for mødet, der blev holdt første gang i Stockholm i 1972, og som var udgangspunktet for klimabevægelsen og den grønne omstilling. Der er ikke lækket meget fra Stockholm +50. I praksis har de nøjedes med at sige, at verdens ledere nu er enige om at gøre endnu mere for at “redde kloden”, og at de nu skal gå fra tanke til handling – og der skal store forandringer til for at presse den grønne omstilling igennem, som igen vil føre til Agenda 2030 og den nye verdensorden, hvor dine og mine aktiver vil blive omfordelt til de superrige.

Eller som projektets slogan lyder: «You’ll own nothing – and be happy!» “Ej ingenting – og du vil være glad!”

Den svenske (og for den sags skyld også den norske og danske) regering har signaleret, at den ikke kun ønsker at nå den grønne omstillings «ønskede slutstat» som formuleret af Stockholm +50, men også gøre det så hurtigt, at man er bedst i klassen.

For at få den guldmedalje skal de få befolkningen i deres land til at stoppe med at rejse, holde op med at spise kød, stoppe med at forbruge, stoppe med at belaste samfundet, holde op med at forbruge naturressourcer – og samtidig slippe af med det, Bill Gates kalder «useless eaters», “ubrugelige spisere. »- mens folket er optaget af ting, der forhindrer dem i at gennemskue det politiske spil. De skal kort sagt skabe netop sådan et samfund, der nu er ved at opstå, hvor vores ejendom, vores selvbestemmelse og vores friheder og rettigheder gradvist tages fra os, mens vi holdes optaget af konflikter.

Hvis det fortsætter efter prognoserne, vil vi kæmpe for vores overlevelse næste vinter. Alligevel handler vores politikere ikke for at hjælpe os, og i den mangel på handling er alle de svar, vi har brug for.

Vi får at vide, at vi – desværre – må ofre os for at redde planeten. Vi får at vide, at alt skyldes klimaforandringer, pandemien eller krigen, og at vores myndigheder beklager det skete, men desværre er magtesløse. Men de har ikke været naive. De har set det komme – og de har også været med til at skabe det samfund, vi nu lever i, og det, vi snart skal møde. For det skal de stilles til ansvar. Forhåbentlig får vi lov til at stemme til september.

Oversættelse Karsten Søberg