Amalie Lyhne har begået en ganske læseværdig klumme om tidens identitetspolitiske overdrev. Hun eksemplificerer med Lagkagehusets nye ‘Kageperson’, Normstomernes LGBT-skoling, og nævner Ricky Gervais’ nye show, der tager livtag på woke’ismen. Her lidt fra kommentaren i Berlingske – Transaktivisterne skyder sig selv i foden (kræver login).
“Det er for eksempel meget bekymrende, at den såkaldt normkritiske organisation ‘Normstormerne’ tager ud på skoler i København og Aarhus med millioner af skattekroner i ryggen og underviser elever fra 4. til 10. klasse, uden at hverken forældre, politikere eller offentligheden må se undervisningsmaterialet.
Allerede når man hører navnet ‘Normstormerne’, ved man, at det er noget identitetspolitisk skidt. Normer skal ’stormes’, fordi de er skadelige. De unge bør altså nedbryde normerne, og hvis de hverken er transseksuelle eller homoseksuelle, så kunne de måske finde sig en anden af de 71 seksuelle identiteter, som Facebook opererer med, eller de kunne i det mindste kompensere for deres kedelige ciskønnethed med en spændende fetich, et kønnet job med modsat fortegn eller måske kunstneriske protester mod det bestående samfund? For Gud forbyde, at de bare følger samfundets normer.
… Der er for det første ikke nogen nævneværdig modvilje mod transpersoner eller nonbinære personer i det danske samfund. De kan leve deres liv, som de har lyst til. Modviljen retter sig i stedet mod den politiske kamp for et normfrit samfund, hvor det hele flyder…”