Hvert eneste år er Utøya-massakren blevet markeret. Det er naturligt, eftersom det, der skete den 22. juli 2011, var et nationalt chok og et dybt traume for de fleste nordmænd. Men ikke alle terrorangreb huskes lige godt.

Desværre er den 22. juli blevet forvandlet til et angreb på “mindset”. Denne tankegang er blevet gjort medskyldig i et massemord. Og tanken rammer vidt og bredt. For Breivik kom fra en «flok».

Er du lidt skeptisk over for masseindvandring af mennesker, der hverken har reelle asylrettigheder, id eller mulighed for at forsørge sig selv? Så er du medskyldig.

Stemte du på et af de socialdemokratiske partier til højre for Arbejderpartiet? Up against the wall!

Sådan fortsætter det, og det toppede sidste sommer, hvor der var en massiv fejring i forbindelse med, at det var ti år siden terroren på Utøya og i regeringskvarteret.

At denne tragedie er markant er selvfølgelig yderst forståelig. Men at en stor del af det politiske og aktivistiske miljø bruger terror som en forhammer mod helt uskyldige mennesker, og skaber dyb splittelse i folket, er svært at tilgive.

I USA skabte mordet på George Floyd massive optøjer, snesevis af drab, milliarder af dollars i ødelagt infrastruktur og utallige ødelagte små virksomheder. Alle hvide mennesker fik skylden, kun sorte liv havde værdi. Det blev racistisk at sige, at alt liv har en værdi.

Fodboldspillere knæler stadig for BLM, selvom de har ændret begrundelsen siden starten.

Men ingen markerer 22. maj. Hvad skete der så?

For lidt over 5 år siden, den 22. maj 2017, sprængte en islamist 22 mennesker i luften. Mange af ofrene var unge piger, som længe havde set frem til at deltage i en koncert med Ariana Grande i Manchester Arena.

For lidt over fem år siden, at den neo-fascistiske intolerance over for det islamistiske verdensbillede blev gengældt med en sådan voldsomhed på ungdommelige, ubekymrede popfans.

For lidt over 5 år siden, 22. maj 2017, var der en islamist som sprængte 22 mennesker i småstumper. Mange af ofrene var unge piger som havde glædet sig længe til at overvære en koncert med Ariana Grande i Manchester Arena.

Manchester 22. maj 2017. Skærmdump Daily Mail

Hvordan markerede briterne femårs dagen efter denne tragedie? Stort set slet ikke, skriver Brendan O’Neill i Spiked Online.

.Det, der skete efter denne forfærdelige hændelse, er noget af det mest sentimentale og hykleriske, jeg nogensinde har set.

At et helt stadion – blot få dage efter at 22 mennesker blev sprængt i småstykker (og over 100 blev såret), og mange ikke engang var begravet endnu – kan få sig til at synge Don´t look back in anger, det er slet og ret ganske enkelt ufatteligt.

Identitetspolitikkens regler gælder også for terrorister. De islamiske terrorister er enlige ulve. Ingen taler om “tanken bag”. Deres grusomme handlinger skal glemmes så hurtigt som muligt.

Efter hvert islamistisk terrorangreb skriver medierne om frygten for “gengældelse” og frygten for voksende islamofobi. På den måde er alt andet end islamisk tankegang udråbt til at være problemet, efter at  22 mennesker er blevet dræbt af en islamist.

Islam må slet ikke tillægges nogen skyld, selvom opskriften er taget direkte fra muslimernes ideologiske håndbøger.

Men når en hvid terrorist dræber, er det også os “almindelige mennesker”, der har skylden. Selv en mislykket terrorist som Philip Manshaus bruges som et middel til at skabe hvid skyld. Selvom listen over islamistisk terror udført af nordmænd efterhånden er blevet ret omfattende.

https://www.document.no/2021/07/15/for-nrk-er-terror-synonymt-med-hoyreekstremisme-breivik-og-manshaus/

Men at reagere med vrede efter terroren i Manchester, blev ikke anset som nogen god idé – bien pensé.

Enhver form for følelsesmæssig reaktion på Manchester blev tydeligt frarådet. Oasis-klassikeren ‘Don’t Look Back in Anger’ blev bogstaveligt talt hymnen for Storbritannien efter massakren. Raseri var ude, blomsterlægning var inde.

Dette angreb er ikke et tegn på et bredere problem i vores samfund, sagde den slags kommentatorer, der normalt mener, at alting er tegn på et bredere problem i vores samfund, uanset om det er en transperson, der bliver gjort til grin på de sociale medier, eller en niqab-bærer, der bliver kaldt bankrøver af en dum teenager.

Dette er en form for moralsk afpresning. At reagere på Manchester katastrofen med vrede ville kun tjene ISIS, skrev Mehdi Hasan i The Intercept.

Højreekstremistiske fornærmelser mod islam og krav om undertrykkelse er med til at drive en kile mellem muslimer og de vestlige samfund, de lever i, skriver Hasan.

Indledningen antyder, at det at reagere på nedslagtningen af ​​22 uskyldige betyder, at man er højreekstremist. Og læser man hele artiklen, bliver det tydeligt, at det netop er det, han mener, samtidig med at han er omhyggelig med at nedvurdere britiske “højreekstremisters” intelligens i forhold til amerikanske.

At han beskrev folk som Ann Coulter og Katie Hopkins som højreekstremister viser hans intellektuelle niveau. Han brugte også udtrykket “nyttige idioter” på en mærkelig måde.

Da Manchesters borgmester Andy Burnham fordømte angrebet som en ekstremists værk, svarede den meget åbenhjertige kunstner Morrissey ved stille spørsmålet: “En ekstrem hvad? En ekstrem kanin? »

Morrissey sagde også, at det er nemt for politikere at sige, at folk ikke skal være bange. For det er aldrig dem selv, der bliver ramt.

Da UKIP-politikeren Paul Nuttall én uge efter drabet sagde at man måtte vove at sige hvad der var årsagen til den grusomme hændelse, nemlig islamistisk ekstremisme, blev han straks sat på plads.

Det er ‘fuldstændig skandaløst’ at bruge ordet islamist i forhold til dette angreb, sagde det grønne parlamentsmedlem Caroline Lucas.

Men massemorderen selv, Salman Abedi, havde et eneste mål: at dræbe så mange som muligt, motiveret af islamistisk ideologi.

Abedi må derfor ikke kaldes ekstremist eller islamist. Men en forfatter og politisk kommentator som Ann Coulter kan betegnes som højreekstremistisk.

Samme cirkus gentages nu i forbindelse med retssagen mod Espen Andersen Bråthen. Selvom han selv sagde, at han praktiserede jihad under selve angrebet, og selvom han nu under retssagen siger, at han troede, han var en af ​​muslimerne, så burde islam frifindes uanset årsag. Så hilses psykiatriske forklaringer velkommen, selvom det ikke var tilfældet i Breivik-sagen.

Der er noget perverst over, hvordan vi i Vesten reagerer på terror, skriver O’Neill. Ofrene er næsten øjeblikkeligt glemt. Gerningsmændenes flok skal beskyttes for enhver pris.

Vi havde den perverse situation, hvor Twitterati næsten øjeblikkeligt sagde ‘Lad os ikke risikere et udbrud af islamofobi ved at overreagere på dette angreb’.

Forældre fjernede søm fra deres børns ansigter, og disse mennesker talte om islamofobi imens.

Den moralske fejhed skriger til himlen. Det hænger sammen med manglen på reaktioner på det enorme antal serievoldtægter af unge britiske piger, der er foregået systematisk i årtier.

Denne kultur af selektivt hukommelsestab må være bevidst. Ingen husker navnet på en morder, der dræbte 22 mennesker, men briter, der dræbte et par stykker, er en del af folkloren. For hvem husker, at Salmans bror også blev idømt 55 års fængsel for drab på 22 mennesker?

Falder hans navn let at nævne, som Myra Hindleys eller Dennis Nilsens gør? Det gør den selvfølgelig ikke.

Tør dine tårer, se dig ikke tilbage i vrede, kom videre.

Myra Hindley dræbte fem børn i 1960-erne Grusomme forbrydelser for seks tiår siden, men ikke værre end det som skete for fem år siden.

Hvis man siger, at det kun er kvinder, der kan menstruere og føde børn, vil man blive udsat for en massiv hadkampagne, der varer i årevis. Hvis man slagter 22 unge mennesker i Islams navn, bliver man glemt i løbet af kort tid.

Heldigvis er der nogle, der forsøger at holde mindet om ofrene i live, såsom om Megan Hurley, der var 15, da hun blev dræbt ved angrebet.

Vi lever i en verden, hvor det er værre at sige noget forkert og stødende end rent faktisk at dræbe nogen. Vi vil bøje os foran gerningsmændene, de kriminelle, så længe de har den rigtige hudfarve og religion. Og så får vi at vide, hvilke ord vi må bruge.

Sartre talte om noget, da han skrev: L’enfer, c’est les autres.

“Helvede er de andre.” Sådan er det blevet nu, i vores splittede verden, selvom Sartre ikke mente det sådan.

Fra katastrofen i Manchester til det islamistiske mord på MP David Amess, fra nedslagtningen i London Bridge i 2017 til det islamistiske drab på tre homoseksuelle mænd i en park i Reading i 2020, efterfølges hvert ”i-word-attack” (islamisk) i Storbritannien af en kort periode med sorg og derefter en langt længere periode for at undgå problemet.

Personlig synger jeg ikke med på den patetiske sang mens jeg vifter med en lighter og pynter mig med falske tårer for at fremstå ekstra medfølende.

Jeg støtter O’Neill og siger klart og tydeligt:

Do look back in anger.