Der er sket noget underligt med kapitalismen. De gamle økonomer definerede kapitalismen som en produktionsmåde drevet af kapitalisternes profittrang. Det var der ikke nødvendigvis noget ondt i, for den, der ikke kunne få sin kapital til at yngle, måtte før eller siden gå under. Hvis kapitalen var ulønsom, skyldtes det, at den var sat i fremstillingen af varer eller tjenester, som få ville have. Det var derfor en samfundsmæssig gevinst, at andre virksomheder kom til.

Sådan var teorien, men den holder måske ikke længere. I hvert fald oplever USA – verdens førende kapitalistiske magt – i øjeblikket drabelige kampe mellem forskellige kapitalinteresser og mellem store virksomheder og det offentlige – kampe, der synes at være ideologisk begrundede. Vi ser det i forbindelse med Elon Musks forsøg på at overtage aktierne i Twitter, som han siger motiveres af hensynet til ytringsfriheden og ikke, fordi han vil tjene penge. Twitters bestyrelse prøver af al magt at forpurre Musks planer, selvom han har tilbudt at købe aktierne til overkurs.

Noget lignende foregår i Florida, hvis lovgivende forsamling netop har ophævet Disneys særrettigheder, der gennem årtier har tilladt virksomheden at styre sig selv – nærmest som Vatikanet midt i Rom. Floridas guvernør, Ron DeSantis, lægger ikke skjul på, at indgrebet skyldes Disneys forsøg på at omgøre en netop vedtaget lov, der forbyder sexindoktrinering af småbørn i offentlige skoler.

Mange har spurgt, hvilken interesse et profitdrevet firma som Disney skulle have i at blande sig i en vedtagelse, der nyder bred støtte blandt såvel demokratiske som republikanske vælgere. Hvorfor vil ejerne af Floridas Disneyland nu til at optræde som politiske aktører, når alt tyder på, at det kommer til at koste på bundlinjen?

The Epoch Times kunne den 24. april meddele, at Disneys aktier styrtdykker midt i virksomhedens konflikt med Florida. I marts 2021 stod en Disney-aktie til $200. Den 22.4.2022 var den faldet til $119. Siden Disney kastede sig ud i sin kulturkrig med Florida, har virksomheden tabt $34 milliarder. Forældrene tager deres børn i Disneyland, for at de skal more sig, og ikke for at støtte et firma, der vil indoktrinere dem med forskruede sexfantasier.

En opinionsmåling viser, at hele to-tredjedele af de amerikanske vælgere betragter det som upassende, at skolelærere diskuterer kønsidentitet med børn i børnehaven og til og med tredje klasse. Alligevel har det meste af mainstream-pressen mødt Floridas lov med raseri. Medierne og flere af deres venner i det demokratiske parti har fremstillet loven som vendt mod homoseksuelle, selv om den intet siger om det.

Hvad vi er vidner til, er en alliance mellem det demokratiske parti og dets presse og dele af storkapitalen, der mener sig så usårlige, at de kan tilsidesætte normale kapitalistiske hensyn til fordel for den rene ideologi.
Twitter og Disney er ikke de eneste eksempler.

Adskillige foretagender har ydet store beløb til Black Lives Matter, hvis ledere betegner sig som ”trænede marxister” – samtidig med at de har stukket betydelige beløb i egen lomme. BLM bliver i stigende grad afsløret som en sammenrotning, der gennem optøjer og vold presser penge af virksomheder, der for alt i verden vil undgå dårlig presse.

I The Tennessee Star (21.4.) skriver den sorte aktivist Bruce LeVell: “Desværre har BLM intimideret nogle af Amerikas største virksomheder til at betale aflad til bevægelsens skadelige og løgnagtige narrativ. I stedet for at udfordre BLM’s marxistiske provokatører, har de ydmyget sig selv og endog foræret deres aktionærers penge til en sag, som … går imod det frie marked, individuelle frihedsrettigheder, lov og orden, og alt det andet, der tillader amerikanske virksomheder at blomstre.” VeVell opfordrer de store foretagender til at komme over på “den rigtige side af historien” – og mener tydeligvis, at det kommer til at koste dem, hvis de ikke gør.

Efter at Netflix for få dage siden meddelte, at det forventede at miste to millioner abonnenter, faldt dets aktier med hele 35 pct. på én dag. Det skyldes dels, at tjenesten har fået konkurrence, men tydeligvis også, at folk er trætte af et udbud, der bliver stadig mere woke og åbenbart beregnet på at indoktrinere seerne med det yderste venstres ideologi.

Tiden vil vise, om de store virksomheder kan overleve som politiske aktører og ideologiske indpiskere, eller om de er bedst tjent med at holde sig til rene kapitalistiske principper. Det burde interessere os, for det, der sker i USA, kommer snart til os.