Hvor er det dog svært det der med Putin og Ukraine
Af:
Lars Hedegaard 19. april 2022, 13:49
Et lokalt geni skriver på Facebook, at ”de” løj om Vietnamkrigen, og ”de” løj om Irak, så hvorfor skal vi nu tro på, hvad ”de” siger om Rusland. Det har fået adskillige likes fra folk, der iler med at påstå, at de heller ikke ved deres levende råd, når det gælder krigen. Vi står over for en enhedsfront, som går under navnet ”de”, og de lyver. Hvordan kan vi vide, at det ikke er Zelenskij, der har overfaldet Rusland? Hvordan kan vi vide, at den ukrainske hær ikke har myrdet sine egne borgere for at bruge ligene til propaganda? Er der overhovedet lig og ikke bare skuespillere med rød maling? Det er sandelig svært.
Det var det også under Vietnamkrigen, men dog ikke sværere, end at betydelige dele af den amerikanske befolkning efterhånden indså, at regeringen havde holdt dem for nar. Det kunne man finde ud af, hvis man fulgte blot nogenlunde med i nyhederne og brugte sin sunde fornuft. Resultatet blev, at USA måtte se sig besejret – ikke på slagmarken, men af den hjemlige krigsopposition. Uden at være meget klogere end andre, kunne jeg også se det, bl.a. fordi jeg var gode venner med en af krigsmodstandens vigtigste ledere, Fred Halstead, som skildrede Vietnam-bevægelsens historie i sin bog ”Out Now” fra 1979.
Når det gælder Ukraine, kan jeg anbefale, at man lytter til, hvad russerne selv siger. Både hvad Putin siger, og hvad hans kritikere siger. Kremls stærke mand har jo ikke lagt skjul på sin ambition om at genskabe det gamle tsaristiske imperium, eller på at han betragter Ukraine som en illegitim stat, der retteligt er en del af Rusland.
Putins modstandere er lige så tydelige, omend det er risikabelt at sige sin mening. Ifølge Reporters without Borders’s opgørelse fra 2020 er 36 journalister blevet myrdet, mens Putin har siddet ved magten. For to år siden brændte journalisten Irina Slavina sig selv i protest mod styrets undertrykkelse. Oppositionspolitikeren Aleksej Navalnij sidder i fængsel. Ruslands bedste satiretegner, Sergej Elkin, er flygtet ud af landet. De fleste uafhængige nyhedskanaler er blevet lukket eller har måttet suspendere virksomheden. Det gælder bl.a. Ekho Moskvij, Novaja Gazeta og TV Rain, hvis chefredaktør, Tikhon Dzyadko, siger, at det ikke længere er sikkert at opholde sig i Rusland. Mange af Moscow Times’s medarbejdere er draget i eksil.
De kan selvfølgelig alle sammen være bestukket af nazister, men det lyder usandsynligt.
Alligevel finder mange Facebook-ekvilibrister det uoverkommeligt at tage stilling. Det siger de i hvert fald. Måske har de taget stilling, men vil ikke ud med det.