En nat for 18 år siden opdagede jeg, at der ikke var mere vælling til min dengang meget lille søn, og uden vælling ville han ikke falde i søvn. Et hurtigt blik på uret viste, at jeg ville komme til butikken inden lukketid, hvis jeg skyndte mig. Fem minutter senere stod jeg ved kassen i den lokale Coop-butik. Jeg var den eneste kunde, men der var ikke stille i butikken. I kasserne var hele personalet, to svenske kvinder og en yngre mand med et såkaldt ikke-europæisk udseende, engageret i en heftig diskussion. Diskussionen var åbenbart ikke for mine ører, for da jeg kom hen til kasserne gik kvinderne for at låse indgangen. Den unge mand tog betaling for vællingen samtidig med, at jeg var lidt social og spurgte, hvad diskussionen gik ud på – og manden begyndte at fortælle. Tilsyneladende havde de tre diskuteret, om immigranter fra muslimske lande ønskede at integrere sig i Sverige eller ej. De svenske kvinder hævdede, at alle, der kom til Sverige, var en ressource for samfundet, mens den unge mand ikke var lige så positiv.

– Jeg forsøgte at forklare, hvordan de taler, hvor jeg bor, at de snakker lort om svenskere og siger, at de vil overtage landet. Men der er ikke en eneste svensker, der vil høre på mig, sagde den unge mand med tydelig opgivende stemme.

– Hvorfor vil man ikke lytte? Du mister Sverige til galninge, fordi du nægter at tro på os, der ved, hvordan snakken går i Tensta og Rinkeby. Mine forældre er fra Iran. Vil du have, at Sverige skal være som Iran? Du vil snart bebrejde dig selv…

Vi fortsatte diskussionen i et par minutter, jeg fik min vælling og gik hjem. Sønnen kunne godt falde i søvn den aften, men livet har givet mig mange muligheder for at tænke tilbage på den korte samtale ved kassen.

De seneste dage er nyhedsudsendelser og sociale medier blevet oversvømmet med billeder og videoer af flygtende og sårede politibetjente, brændende politibiler og aggressive hober af skrigende mænd. Stenene har haglet lige så intenst som råbene: “Allahu akbar! Gud er stor! “. Der kunne have været billeder fra religiøse optøjer i Syrien, Libanon eller Gaza – men det er der ikke. Scenerne foregår i Sverige, og er muslimers reaktion på, at Rasmus Paludan havde til hensigt at afbrænde en Koran. I går var der optøjer i Linköping og Norrköping, i dag nåede de Rinkeby og Örebro.

Endnu en gang kom mindet om diskussionen i Coop-butikken tilbage. Folk i Sverige har advaret om udviklingen så længe – alligevel er der ikke sket noget. Nu har vi desværre bestået PONOR. Ingen vej tilbage. Det gør ondt på mig, men jeg tror ikke, at Sverige kan reddes længere.

I løbet af de næsten to årtier, der er gået, har Sverige udstedt to millioner opholdstilladelser til mennesker fra kulturer, der er diametralt forskellige fra den svenske. Dette uden at stille krav om integration eller andre krav heller for den sags skyld. Patriarkalske æreskulturer styrer boligområder med jernhånd. Parallelle samfund og ghettoer er opstået, ligesom en hel krænkelsesindustri, der har lagt skylden for alle immigranters påståede skuffelser på de angiveligt racistiske svenskere.

Samtidig er der kommet mange markører i løbet af disse år, markører som er individuelt bekymrende, men tilsammen danner et billede, som er umuligt ikke at opfatte. Da Dan Eliasson i 2016 sad i et tv-studie og græd over en morder, da terrorangrebet på Drottninggatan i 2017 resulterede i en kærlighedsdemonstration mod racisme eller når mordernes ofre konstant får skylden for at være “det forkerte sted på det forkerte tidspunkt”, er det et symptom på et stort problem: Sveriges politikere har forårsaget den nuværende situation gennem bevidste beslutninger, en følelsesmæssigt drevet ideologisk overbevisning og fuldstændig modvilje mod at se realistisk på situationen.

Nu er det for sent.

Jeg føler, at påsken 2022 vil gå over i historien som starten på den svenske borgerkrig. Nu er det ikke længere muligt at skjule det – Sverige er brudt op, landet er hjælpeløst delt mellem os, der ønsker at leve i fred, tolerance og respekt med hinanden og dem, der ønsker konflikt, vold og tvang.

Sådan har det måske været i mange år, men nu har “de” vokset sig så stærke, at de ikke længere gider at skjule deres agenda. Ved efterårets valg deltager de oven i købet med deres eget politiske parti, Islamistpartiet Nyans, som lover at arbejde for særlig lovgivning for muslimer og kriminalisering af islamofobi.

De vil tvinge os andre til underkastelse – og det lykkes dem. Vi låser os inde i vores hjem, når de brænder vores biler af og vandaliserer byer. Politikere leverer tomme fraser fra sikkerheden i deres elfenbenstårne ​​og politiet, der har til opgave at beskytte os og vores samfund, tager fødderne på ryggen og flygter. De trækker sig for at “undgå konflikt” og “forhindre eskalering” – og i det øjeblik politiet giver efter, overdrager de voldsmonopolet til den antidemokratiske pøbel.

I aften glæder de sig i Skäggetorp, Rinkeby og Vivalla. De har startet kampen for at overtage Sverige nu, ligesom de svor at gøre for 18 år siden, og når vragene af udbrændte politibiler bliver symboler på et døende demokrati, er der ingen vej tilbage.

De har allerede erobret deres territorier med magt. Nu er der resten af ​​Sverige tilbage, og alt tyder på, at det bliver en sejr gennem ”walk over”.