Ethvert forsøg på at beskrive eller analysere de ukrainske tildragelser bliver mødt med et væld af nazibeskyldninger mod regeringen i Kiev. Ukrainernes forsvarskamp er ikke værd at støtte, for begge parter er lige onde. Selv en beretning om indre russisk modstand mod Putins krigspolitik – som nu Natasha Repinas nødskrig fra Moskva – får en kold skulder. Det vil givetvis glæde Putin, at der også i Vesten findes folk, som helst ser almindelige russeres krigsmodstand forbigået i tavshed.

I øvrigt er det et kendt fænomen, at magthavere betegner enhver opposition som nazistisk eller fascistisk. Det gjorde Sovjetstyret og nu også Putin-styret. Vi kender det jo også fra os selv her i Vesten. Enhver kritik af skiftende danske regeringers indvandringspolitik blev for få år siden betegnet som fascisme og racisme, og medierne afsatte betydelige ressourcer til at opspore og uskadeliggøre disse nederdrægtige kræfter.

Jeg fik den sovjetiske nazi-strategi tæt på kroppen, da jeg omkring 1990 var redaktør af et tidsskrift udgivet af Nordisk Ministerråd. Vi interesserede os naturligvis meget for omvæltningerne i Nordens nærområder på den anden side af Østersøen, og jeg havde i den forbindelse fået den ide at bede en talsmand for det sovjetiske styre skrive en artikel med Kremls vinkel på udviklingen. Heraf fremgik det, at selvstændighedsbevægelserne i Polen, Estland, Letland og Litauen stod under kommando af folk fra SS og andre, der havde deltaget i folkemord.

Jeg blev på det tidspunkt ofte opsøgt af en KGB-agent ved navn Vladimir, som åbenbart troede, at jeg havde betydelig indflydelse på de nordiske regeringers politik og lå inde med mange hemmeligheder. Men selv KGB’s mand i København rådede mig til ikke at bringe Kreml-artiklen, som var fuld af løgn og næppe ville gavne det døende Sovjet-styre. Jeg bragte den selvfølgelig heller ikke.

I dag tillader jeg mig at være skeptisk, når Putin trækker den gamle nazihest af stalden, og min tålmodighed med de landsmænd, der viderebringer Kremls beskyldninger, er tyndslidt.