I forbindelse med den ophidsede diskussion om Ukraine støder man gang på gang på spørgsmålet: Hvordan kan du tro på noget, som mainstream-medierne (MSM) bringer til torvs om dette emne, når de erfaringsmæssigt lyver om alt andet? Måske lidt forenklet udtrykt, men det giver en fornemmelse af problemet. Værst for mig er anklagen om at have mistet min kritiske sans, fordi jeg skiver noget, som man også kan læse i Politiken eller høre på Danmarks Radio.

Lad mig forklare min metode: Jeg tror i udgangspunktet ikke på MSM. Hvis de bringer noget, går jeg normalt ud fra, at der er sket det modsatte eller i det mindste noget andet. Derimod holder jeg mig til medier, som jeg efter længere tids observation ved normalt taler sandt eller i det mindste søger sandheden. Så kan det hænde, at disse medier en gang imellem konkluderer det samme som MSM, men det gør jo ikke deres rapportering eller konklusioner ugyldige. Hvis en god og sandfærdig mand siger, at klokken er 5 minutter over 11, bliver udsagnet ikke gjort usandt, fordi et meget dumt svin også siger, at den 5 over 11.

Vi skal passe på ikke at ryge i den fælde, der hedder radikal skepticisme, dvs. at man ikke tror på andet end sin egen forudfattede mening. Den slags skepticisme udspringer som oftest af et fastlåst verdensbillede. Man ved, at virkeligheden er skruet sammen på en bestemt måde og afviser derfor alt, hvad der ikke bekræfter ens antagelse.

Hvis man hver morgen står op med den faste overbevisning, at frimurerne står bag alle verdens ulykker, vil man selvfølgeligt lede efter frimurere, uanset hvad der sker. Og sandelig om man ikke finder dem – eller i det mindste nogen, der engang har truffet en frimurer – hvilket jo blot bekræfter, at man havde ret.

En sådan tilgang medfører uvægerligt en indholdsløs diskussion.