Et stort eksperiment er i gang i Europa. Ikke det multikulturalistiske som Angela Merkel pludselig har fået det for sig skal rædde Tyskland fra en grå demografisk undergang, men noget helt andet: ættesamfundets genkomst.

Ættesamfundet styres efter jus talionis: Øje for øje, tand for tand, brand for brand.

De muslimske lande styres efter principerne for ættesamfund: Æren fremfor alt, familiens ære, slegtens ære, ummahens ære. Sammenvævingen mellem stamme og religion gør æren altomfattende og dødelig. Når muslimerne kommer til Vesten tar de æren med sig, og de er i konstant beredskap mod en kultur som forsøger at ta den fra dem.

Muslimske land reagerer anderleds på terror.

Når Pakistan rammes af terror sier således statsminister Nawaz Sharif at de dræbte skal hævnes. Han taler ikke om retfærdighed.

Det tog Norden og Europa århundreder at arbejde sig ud af ættesamfundene. Til man forstod betydningen af at overlade lov og ret til staten, som ikke var ude efter hævn. Individet var ikke længere et gidsel for gruppen.

Den ultimate tolerance lar intolerancen blive født på ny, og der stammesamfundet tørner sammen med det individualiserede samfund, er det de atomiserede individer der må vige.

Når man sier at menneskene må ta hverdagen tilbage efter terroren, er det det selvcentrerede urbane menneske som sier højt til sig selv at det vil beholde sin sutteklud. Så længe det får drikke sin caffe latte i fred, kan man indbilde sig at man har tryghed.

Det man kan se for sig er at folk tar eksperterne på ordet og vænner sig til terroren. At man tænker “det var ikke mig”. En slik følelseskulde kan man allerede mærke tendenser til. Ting går hurtig tilbage til en tilsyneladende normalitet.

Venstresiden har gennem mange år leveret argumenter for at “vi” i Vesten fortjener vores straff. Enten det er pga alle interventioner i muslimske land, eller det er fordi muslimerne i Europa bliver holdt udenfor: Det er os der bærer skylden.

Disse undskyldninger spiller op til den mærkelige blanding af underlegenhed og overlegenhed som mange muslimer bærer på. De forstår ikke hvordan terroren ødelægger forholdet til de indfødte.

Europæeren kan enten klamre sig til sin caffe latte og synge Imagine for hvert terrorangreb, eller de kan finde ud at deres individualistiske samfund ikke fungerer længere. Når selv statens institutioner gør knefald for islam, hvad da med friheden? Hvem forsvarer den?

Stillet overfor følelsen af at være forladt af staten og under angreb af fremmede, vil følelsen af vendetta også melde sig i europeernes hjerter.

Når toget først har satt sig i bevægelse vil det være svært at standse.

Sværmeriet for vikingtiden tar slut når man forstår at Alken Enge er ved at gentage sig. Vi taler om folkevandringer, uden helt at ta ind over os hva det betyder når de tilvandrede stammer har en helt anden kultur, som bygger på ære og blodhævn.

se Lex talionis