Der sker altid noget, som aggressorer ikke havde forudset.

Et berømt eksempel er Adolf Hitlers krig. Han ville have Lebensraum, men endte med at opholde sig i et kælder-raum under Berlins ruiner.

Mainstream-mediernes fem år-lange krig mod Donald Trump lykkedes, og den forhadte mand blev fjernet. Den massive løgnekampagne om russiske sammensværgelser fjernede også mediernes troværdighed – med det resultat, at mange har svært ved at tro på deres forklaringer på Ukraine-krigen. Ved hjælp af snedige manøvrer lykkedes det USA’s Dybe Stat at få installeret to vrøvlehoveder som præsident og vicepræsident – til glæde for Vestens fjender og til stigende nervøsitet blandt vennerne, der må gyse, hver gang Biden eller Kamala Harris blamerer sig på verdensscenen. Den Dybe Stat må nu spørge sig selv, om den dog ikke kunne have fundet bedre folk til at varetage dens interesser.

Der er nu fuld damp på en propagandakrig beregnet på at fremstille Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskij, som frihedens og demokratiets uforfærdede bannerfører. Samme Zelenskij, der har slået sig op som diktator. Blandt de 11 oppositionspartier, som han netop har forbudt, er Oppositions Platform – For Livet, der ved valget i 2019 fik 13 pct. af stemmerne og 43 pladser i parlamentet. Det går for at være russiskvenligt, men fordømte ikke desto mindre Putins invasion og opfordrede sine støtter til at melde sig til Ukraines hjemmeværn. Den larmende kampage vil give bagslag, når krigstågerne letter, og de vestlige medier må forklare, hvorfor de kun berettede om råddenskaben i Rusland og ikke i Ukraine.

De globalistiske kræfter, der længe har opereret bag scenen med deres sirenesang om et varmt, verdensomspændende fællesskab uden nationale grænser, må nu konstatere, at nationerne har gjort comeback. I krigstider ser folk ikke hen til FN, Big Tech eller World Economic Forum, men til nationalstaten, som den eneste, der kan beskytte dem.

En anden glædelig udvikling er, at folk ikke længere har tid til at beskæftige sig med politikernes og mediernes årelange bestræbelser på at nedbryde den vestlige kultur med deres snak om det fortjenstfulde i transkønnethed, det frie valg mellem 33 køn, kritisk raceteori og nødvendigheden af at frisere sproget, så man kan slippe for ord som han og hun.

Ved fronten er der kun to køn og ingen tid til pjat.