Tre republikanske kongresmedlemmer, Ted Budd, Bill Johnson og Jim Banks, opfordrer finansminister Janet Yellen til at undersøge, om Rusland finansierer miljøgrupper, der agiterer mod amerikansk energiproduktion. Som Ted Bud forklarer: ”Jo mere energi-uafhængigt vores land bliver, des mindre økonomisk magt vil Rusland have. Det er i Ruslands interesse at genere USA’s energiproduktion. Derfor er udsigten til, at Rusland kanaliserer penge til amerikanske miljøgrupper for at få dem til at gå Ruslands ærinde og aktivt modsætte sig amerikansk energi en farlig form for indblanding i amerikansk politik. Dette bør grundigt undersøges og udstilles.”

Men har denne mistanke noget grundlag i virkeligheden?

Det mente NATO’s tidligere generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, som i 2014 blev citeret i The Guardian.

I en tale til tænketanken Chatham House i London den 19. juni 2014 sagde den tidligere danske statsminister, at Vladimir Putins regering stod bag forsøg på at miskreditere fracking – en metode til at udvinde naturgas fra skiffer. Som Rasmussen forklarede: ”Jeg har mødt allierede, der kan rapportere, at Rusland som led i deres sofistikerede informations- og disinformationsoperationer aktivt har samarbejdet med ngo’er – miljøorganisationer, som modarbejder skiffergas – for at bevare Europas afhængighed af importeret russisk gas.” Anders Fogh Rasmussen afviste at give yderligere detaljer og understregede, at ”det er min tolkning”.

Men selv om Anders Fogh Rasmussen tilkendegav, at han talte på egne og ikke NATO’s vegne, må man tillægge det vægt, at NATO’s generalsekretær fremsatte en sådan udtalelse, hvis han ikke havde gode grunde.

Den 14. juni 2018 gik The Washington Examiner endnu videre og hævdede, at der var “masser af beviser“ på pengestrømme, som forbandt Vladimir Putins russiske regering med amerikanske miljøgrupper. Avisen påpegede, at der allerede havde været to kongresforespørgsler om sagen.

Det republikanske kongresmedlem, Lamar Smith, hævder, at Rusland prøver at manipulere amerikanernes syn på rørledninger, fossile brændstoffer, fracking og klimaforandringer. Han tilføjer, at det amerikanske folk fortjener at få at vide, om det de ser på de sociale medier stammer fra en fremmed magt, der søger at underminere USA’s hjemlige enegipolitik.

Hvis Vladimir Putin har stået bag en sådan påvirkningskampagne, må man konstatere, at han har haft held med den. Det første præsident Biden foretog sig efter at have sat sig i stolen i Det Hvide Hus var at lukke for den såkaldte Keystone-rørledning, der skulle tilføre USA naturgas, og sige god for Nord Steam 2 beregnet på at forsyne Europa med russisk energi. Og mens Ukraine-krigen raser, har Biden-administrationen kun forstærket sine bestræbelser på at lægge hindringer i vejen for USA’s energiproduktion. Dette trods voksende frustration blandt såvel demokratiske som republikanske kongresmedlemmer, der kræver, at Biden ændrer kurs.

Som man vil huske, brugte demokraterne Donald Trumps fire år som præsident på at undersøge ham for at være russisk agent. I Trumps sidste præsidentår var USA for første gang siden 1949 selvforsynende med energi – hvilket Biden under indflydelse det demokratiske partis rabiate klimaalarmister fik sat en stopper for.

Man står tilbage med spørgsmålet: Hvem går egentlig Putins ærinde?