www.aamund.dk

Både danske og udenlandske medier er befolket med professionelle mandagstrænere, der uden ophør fortæller os, hvad vi burde have vidst, hvad vi burde have forhindret, hvad vi burde have forudset, og hvad vi burde have gjort. Der er ingen kommentatorer, der fortæller os, hvad der kommer til at ske, og hvordan vi skal forholde os til de kommende begivenheder. Mediefolk er i reglen ængstelige væsener, der er bange for at mene og sige det forkerte, som alle de andre ikke mener. De bevæger sig derfor helst i flokke med ligesindede, trygge inden for den offentlige menings vedtagne rammer.

Jeg er derfor fristet til at svømme mod strømmen og give et bud på, hvordan verden ser ud omkring 1. juni, hvor vi som bekendt skal stemme om forsvarsforbeholdet. Hvis jeg vurderer forkert, bliver jeg naturligvis udsat for hån, spot og latterliggørelse fra bagsædechaufførerne, men livet er jo ikke for de knækkede. Så det må jeg tage med.

Den første juni vil der ikke længere være krig i Ukraine, som har indgået en fredsaftale med Rusland. Putins plan A for invasionen gik hurtigt i vasken. Det var hensigten, at foretage et lynangreb og erobre Kiev mens jublende folkemasser langs vejene kastede blomster foran de russiske befriere, der skulle bringe Ukraine Heim ins Reich. Plan B er at trænge så dybt ind i Ukraine som muligt, så man kan forlange en høj pris for en fredsslutning. Det går heller ikke så godt med den strategi.

Den romerske historiker Tacitus skriver et sted, at den romerske hær skaber en ørken og kalder det fred. Det er Putins plan C. Den totale ødelæggelse af Ukraine for at knægte befolkningen til underkastelse. Den kommer heller ikke til at virke. Hitlers terrorbombardementer af London og Coventry under anden verdenskrig knækkede ikke englænderne, men hærdede tværtimod kampviljen. Selv om Berlin var totalt jævnet med jorden i april 1945, kæmpede den tyske værnemagt til sidste mand og sidste patron. På de røgsværtede mure kunne man læse: Vore mure brast, men ikke vore hjerter. Tyskerne blev udslettet, men ikke knækket.

Når vi er fremme ved sommeren har vi en aftale, der sikrer russerne kontrol med Krim og Donbas og som indeholder et løfte om respekt for Ukraines suverænitet mod, at landet ikke vil søge optagelse i NATO. Det er en aftale, som vil gøre ondt på ukrainerne, men også på russerne, som må opgive drømmen om Ukraine som en russisk lydstat og også mulige planer om yderligere militær ekspansion vestpå. Putin har lært på den hårde måde, at de russiske militære styrker er i en langt ringere forfatning, end han havde vurderet og fuldstændig ude af stand til at tage en fuld konfrontation med NATO over Polen eller de baltiske lande. En fredsaftale bringer ikke Putin ud af hundehuset. Så længe, han er præsident vil Rusland være isoleret økonomisk, politisk og kulturelt.

Omkring 1. juni er den politiske forsvarsrus i kølvandet på den russiske invasion forduftet. Partierne, der efter årtiers afmontering af det danske forsvar, pludselig kunne enes om de aftalte 2 procent af BNP til forsvaret, vil nu søge tilbage til deres gamle positioner. Man vil stadig fastholde løftet om de to procent, men først et sted ud i en fjern fremtid og uden,” at det går ud over velfærden”, som SF allerede har meldt ud. Ingen tør give et bud på, hvordan forsvaret skulle organiseres og bevæbnes for at være effektivt og moderne. I stedet taler man allerede om, at nu må vi jo se, hvor store de årlige bevillinger reelt bliver, og så drøfte, hvordan vi bedst kan anvende dem. Som sædvanlig skifter vi overblikket ud med kludetæppet, der er vævet sammen af de stumper, vi nu kunne finde.

Den 1. juni, når kamphandlingerne i Ukraine er ophørt og fredsaftale indgået, vil vælgerne som sædvanligt vælge økonomisk tryghed og mere velfærd frem for øget militær sikkerhed. De lovede to procent af BNP fortoner sig langsomt i det politiske landskab, og det gør vores militære engagement i EU også. Vælgerne er imod mere politisk magt til EU, også militær magt. Det bliver et nej til ophævelse af forsvarsforbeholdet den 1. juni. Alt er tilbage til sådan, som det plejer at være. Tryghed er det bedste guld.