Gæsteskribent

Billedet: koptiske gæstearbejdere kidnappes og halshugges af IS på stranden i Libyen, en halvtimes flyrejse fra Malta. Slaverne holdes med den høyre hånd; “… those, whom your right hand possesses …”

 

Tænk, hvis korrespondenter i slutningen af 1944 havde rapporteret Ardenneroffensiven, men uden at forklare, at det var et vendepunkt i Den anden verdenskrig. Eller hvad hvis finans-journalister havde fortalt historien om AIGs nedsmeltning i 2008 uden at tilføje, at det rejste spørgsmål om derivater og subprimelån, der kunne varsle en stor økonomisk implosion?

De fleste mennesker ville sige, at journalisterne havde undladt at give den rette sammenhæng til at forstå nyhederne. Men dette er rutinemæssigt hvad medierne gør, når det kommer til udbrud af anti-kristen forfølgelse i hele verden, hvilket er årsagen til at den globale krig mod kristne fortsat er den største historie der aldrig bliver fortalt i det tidlige 21. århundrede.

Forleden blev flere end 70 mennesker dræbt i Lahore i et selvmordsangreb rettet mod kristne der fejrede påske. Også i de senere år har mennesker over hele verden blevet rystet af billeder af angreb på kirker i Pakistan, hvor 85 mennesker døde da to selvmordsbombere sprængte sig i den anglikanske All Saints Church i Peshawar, og i Kenya, hvor et angreb på en katolsk kirke i Wajir efterlod èn død og to sårede.

Disse grusomheder er rystende, men de kan ikke rigtig blive forstået uden at blive set som brudstykker af en meget større fortælling. Betragt følgende tre punkter i landskabet af kristenforfølgelse i dag, lige chokerende, som de er alment ukendte. Ifølge International Society for Human Rights, en sekulær organisation i Frankfurt, er 80 procent af alle tilfælde af religiøs diskrimination i verden i dag rettet mod kristne. Statistisk set, gør det kristne til langt den mest forfulgte religiøse gruppe på jorden.

Ifølge Pew Forum opplevde kristne – mellem 2006 og 2010 – diskriminering, enten de jure eller de facto, i svimlende 139 nationer, hvilket er næsten tre fjerdedele af alle lande på jorden. Ifølge Center for the Study of Global Christianity, ved Gordon-Conwell Theological Seminary i Massachusetts, bliver i gennemsnit 100.000 kristne dræbt, i det centret kalder ‘a situation of witness’, hvert år i løbet af det seneste årti. Det betyder, at 11 kristne dræbes et eller andet sted i verden hver time, syv dage om ugen og 365 dage om året, på grund af deres tro.

Lahore Pakistan bombe angreb kristne 2016

Sårede og pårørende efter påske-angrebet i Lahore 27. marts i år. Mindst 75 blev dræbt og 340 såret.

 

I realiteten er verden vidne til fremvæksten af en hel ny generation af kristne martyrer. Blodbadet sker på sådan en stor skala, at det ikke kun vidner om den mest dramatiske kristne fortælling i vor tid, men også om den førende menneskerettighedsudfordring i denne æra.

For at sætte kød og blod på disse statistikkerne, er alt man skal gøre at kigge sig rundt. I Bagdad stormede militante islamister den syrisk-katolske domkirke Our Lady of Salvation den 31. oktober 2010, dræbte de to præster der fejrede messe, og efterlod i alt 58 mennesker døde. Angrebet var chokerende men langt fra uden fortilfælde; af de 65 kirker i Bagdad, er 40 blevet bombet mindst én gang siden begyndelsen af den amerikansk-ledede invasion i 2003.

Effekten af denne kampagne af vold og trusler har været ødelæggende for kristendommen i landet. På tidspunktet for den første Golfkrig i 1991, havde Irak en blomstrende kristen befolkning på mindst 1,5 mio. I dag er det højeste estimat for antallet af kristne omkring 500.000, og realistisk mener mange, det kan være så lavt som 150.000. De fleste af disse irakiske kristne er gået i eksil, men et svimlende antal er blevet dræbt.

Indiens nordøstlige delstat Orissa var skueplads for den mest voldelige anti-kristne pogrom i det tidlige 21. århundrede. I 2008 endte en række uroligheder med at så mange som 500 kristne blev dræbt, mange hakket ihjel af machete-svingende hinduistiske radikale; tusinder flere blev såret, og mindst 50.000 hjemløse. Mange kristne flygtede til hastigt forberedte DP-lejre, der nogle vansmægtet i to år eller mere.

Omkring 5.000 kristne hjem, tilsammen med 350 kirker og skoler, blev ødelagt. En katolsk nonne, søster Meena Barwa, blev voldtaget i kaoset, derefter marcheret nøgen og forslået. Politiet, sympatisk indstillet til de radikale, afskrækket nonnen fra at kræve en rapport, og afviste at arrestere hendes angribere.

I Burma bliver medlemmer af Chin- og Karén-folket, som er stærkt kristne, betragtet som dissidenter af regimet og rutinemæssigt udsat for fængsling, tortur, tvangsarbejde, og mord. I oktober 2010 iværksatte den burmesiske militærjunta helikopterangreb i områder, hvor landets kristne er koncentreret.

En burmesisk kilde i luftvåbenet fortalte reportere, at juntaen havde erklæret disse områder “sorte zoner”, hvor militært personel blev bemyndiget til at angribe og dræbe kristne mål “on sight”. Selv om der er ingen præcise tællinger, antages det at tusindvis af burmesiske kristne blev dræbt under offensiven.

I Nigeria er den militante islamiske bevægelse ‘Boko Haram’ holdt ansvarlig for næsten 3.000 dødsfald siden 2009, herunder 800 dødsfald sidste år alene. Bevægelsens specialitet er målretning af kristne og deres kirker, og i nogle tilfælde synes de fast besluttet på at drive alle kristne væk fra dele af landet.

I december 2011 meddelte en lokal Boko Haram-talsmand, at alle kristne i de nordlige delstater Yobe og Borno havde tre dage til at komme sig ud, og fulgte op med en bølge af kirkebombninger den 5. og 6. januar 2012, der efterlod mindst 26 døde kristne, samt to separate geværangreb, hvor yderligere otte kristne døde. I kølvandet flygtede hundreder af kristne fra området, og mange er stadig fordrevet. Over jul sidste år, har mindst 15 kristne haft deres struber overskåret af Boko Haram-angribere.

Nordkorea ansees i almindelighed for det farligste sted i verden for kristne, hvor omkring en fjerdedel af landets 200.000 til 400.000 kristne menes at leve i arbejdslejre som følge af deres afvisning af at deltage i den nationale kult omkring grundlæggeren Kim Il Sung. Den anti-kristne animus er så stærk, at folk med kristne bedsteforældre er frosset ud af de vigtigste jobbene – selvom Kim Il Sungs mor var en presbyterianske diakonisse. Siden våbenhvilen i 1953, der stabiliserer opdelingen af halvøen, har omtrent 300.000 kristne i Nordkorea forsvundet og formodes dræbt.

Det disse eksempler illustrerer, er en anti-kristen vold der næppe begrænses til en ‘clash of civilisations’ mellem kristendom og islam. I sandhed står de kristne overfor en forvirrende mengde af trusler, med ingen enkelt fjende og ingen enkelt strategi som kan tilpasses til at dæmme op for volden.

Selvom trosfæller i Vesten kan have særlige grunder til at føle bekymring, er virkeligheden, at ingen religiøs overbevisning overhovedet er nødvendig, for at retfærdiggøre stærk uro for denne stigende flodbølge af anti-kristent had.

Fordi størstedelen af klodens 2,3 milliarder kristne i dag er forarmede og bor i udviklingslandene, og fordi de selv ofte er medlemmer af etniske, kulturelle og sproglige mindretal, anser eksperter deres behandling som en pålidelig indikator for et samfunds brede holdning til værdighed og menneskerettigheder. Ligesom man ikke behøver at være jødisk i 1970’erne at bekymre sig om systemkritiske jøder i Sovjetunionen, og heller ikke sort i 1980’erne for at oprøres over apartheidstyret i Sydafrika, behøver man ikke at være kristen i dag for at anse forsvaret af forfulgte kristne som en skyhøj prioritet.

Peshawar Pakistan Taliban kristne bombe påske jihad 2016

Lahore

Hvorfor bliver dimensionerne af denne globale krig så ofte overset? Bortset fra det rod-faktum, at ofrene er stort set ikke-hvide og fattige, og derfor ikke betragtes som “nyheder” i klassisk forstand, og at de har tendens til at leve og dø godt fra radarskærmen til vestlige opmærksomhed, støder den globale krig også op mod forældede stereotyper af kristendommen som undertrykker snarere end den undertrykte.

Udtal ordene “religiøs forfølgelse” til de fleste producenter af kultiveret sekulær overbevisning, og de vil tænke på korstogene, inkvisitionen, Bruno og Galileo, religionskrige og hekseprocesserne i Salem. Men i dag bor vi ikke på siderne i kiosklitteratur af Dan Brown, hvor kristne sender gale mordere afsted for er at hævne historiske konflikter. I stedet er det dem, der flygter fra mordere andre har udsendt.

Desuden, offentlig diskussion omkring spørgsmål om religionsfrihed, har desværre ofte to sæt skyklapper. Først bliver de generelt formuleret i form af vestlige spændinger omkring kirke/stat, såsom de nylige træfninger, frem-og-tilbage, mellem religiøse ledere i USA og Obamas Hvide Hus – om anledningen til prævention som led i reform af sundhedssektoren, eller spændinger i Storbritannien om ligestillingloven af 2010 og dens konsekvenser for kirke-tilknyttede adoptionsbureauer vis-a-vis par af samme køn. Sandheden er, at i Vesten, betyder trussel mod religionsfrihed at nogen kunne blive sagsøgt; i mange andre dele af verden, betyder det, at nogen kan blive skudt, og det sidstnævnte er afgjort det mere alvorlige scenario.

For det andet er diskussionen undertiden begrænset af en alt for snæver opfattelse af, hvad udgør “religiøs vold”. Hvis en kvindelig kateket bliver dræbt i Den demokratiske republik Congo, for eksempel, fordi hun overtaler de unge til at holde sig borte fra militser og kriminelle bander, kan man sige, at det er en tragedie, men ikke et martyrium, fordi hennes angribere ikke var drevet af had til den kristne tro. Men afgørende er ikke kun hvad der var i hennes morderes sind, men hvad der var i kateketens hjerte, der bevidst satte sit liv på spil for at tjene evangeliet. At gøre hennes angriberes motiver til den eneste test, i stedet for hennes egne, er at fordreje virkeligheden.

Uanset motiver for tavsheden, er det på høj tid at afslutte den. Pave Frans anerkendte dette under en General Audience sidste måned: “Når jeg hører, at så mange kristne i verden lider, er jeg ligeglad, eller er det, som om et medlem af min egen familie lider?” spurgte Paven forsamlingen. “Er jeg åben for den bror eller søster i min familie som giver hans eller hennes liv for Jesus Kristus?”

I 2011 formulerede den katolske patriark af Jerusalem, Fouad Twal, der leder en kirke med mere end sin rimelige andel af nye martyrer, de samme spørgsmål på mere anklagende vis under en konference i London. Han spurgte ligeud: “Er der nogen der hører vore råb? Hvor mange grusomheder skal vi udholde før nogen, et eller andet sted, kommer os til hjælp?”

Der kan ikke herske tvivl omkring kristendommens skæbne i begyndelsen af det 21. århundrede der mere fortjener et overbevisende svar.

 

Lahore Pakistan kristne forgølgelse bombe terror forfølgelse 2016

Lahore.

John L. Allen Jr is author of The Global War on Christians: Dispatches from the Front Lines of Anti-Christian Persecution. This is an updated version of a Spectator cover story from October 2013.

 

http://blogs.spectator.co.uk/2016/03/the-war-on-christians/

2 svar til “Krigen mod de kristne”

  1. […] en krig for. Efter invasionen i Irak bagatelliserede koalitionen angreb på Iraks museer og kristne minoritet. Straks IS var fordrevet fra den vigtige kristne by Ma’loula, besøgte en uniformeret Assad […]

  2. […] til krig for. Etter invasjonen i Irak bagatelliserte koalisjonen angrepene på Iraks museer og kristne minoritet. Straks IS var fordrevet fra den viktige kristne byen Ma’loula i Syria, besøkte en […]