Når man har set og hørt præsident Putins udtalelser i de seneste døgn, er indtrykket, at han er blevet forrykt. Han ligefrem snerrer og fortrækker ansigtet, når han omtaler Ukraines regering som illegitim og bestående af “nazister og narkomaner”, som skal fanges og straffes.
Hvis det lykkes de militært overlegne russiske styrker at indtage hovedstaden Kiev, skal præsident Zelenskij og hans regering altså arresteres og formentlig transporteres til Moskva for at blive dømt i en skueproces. Nu har Putin opfordret Ukraines militære ledelse til at overtage magten i landet og indlede forhandlinger med Kreml. Det vil ifølge Putin “lette forhandlingerne”!
Desværre har de vestlige demokratier med USA og EU-staterne i spidsen svigtet regeringen i Kiev ved at stikke halen mellem benene og evakuere deres ambassader i hovedstaden. Det har ikke alene enorm symbolsk betydning i en situation, hvor russiske militære enheder allerede står i Kievs forstæder, og hvor det ifølge nogle forlydender er lykkedes angriberne at afbryde el-forsyningen.
Vestlige ambassaders tilstedeværelse i Kiev ville også betyde, at efterstræbte ukrainere inkl. præsidenten ville have et tilflugtssted. En amerikansk ambassade er jo et stykke USA og en dansk ambassade et stykke Danmark, som man ikke uden videre kan trænge ind i uden derved at angribe hhv. USA og Danmark. Den ungarske kardinal Mindszenty var således under Den kolde Krig 15 år i sikkerhed på USA´s ambassade i det kommunistisk beherskede Budapest efter at være blevet befriet i 1956 af ungarske frihedskæmpere fra et kommunistisk fængsel.
Det ville ingenting have kostet at lade de eksisterende ambassader i Kiev forblive i funktion. I stedet fedtspiller de vestlige ledere videre om stort set virkningsløse økonomiske sanktioner: Hvordan slipper man selv billigst? Først vil man udelukke Rusland fra det internationale betalingssystem SWIFT, derpå vil man alligevel ikke. Tyskland vil vente med at debattere spørgsmålet i Forbundsdagen til på søndag!
Flere ting tyder i øvrigt på, at USA´s efterretningstjenester også mht. Ruslands angreb på Ukraine har demonstreret vanlig uduelighed. Biden og hans talsmænd udsendte så mange forkerte “analyser” om mål og tidspunkter for angreb, at det altafgørende russiske militære fremstød nordfra mod hovedstaden Kiev og de russiske angreb sydfra på den vigtige havneby Odessa nærmest druknede i de mange fejlmeldinger.
Hvis man skal tro meningsmålingerne, nyder Putin fortsat støtte i en betydelig del af befolkningen, men ikke i den russiske middelklasse af velorienterede og oplyste mennesker. Hvis det går skidt med det militære angreb på Ukraine, kan det ændre sig. Der er spredte meldinger om russiske soldaters desertering og lydighedsnægtelse.
Der er i hvert fald ikke tale om en parademarch ind i Ukraine, hvor “befrierne” bliver hilst velkommen af befolkningen. Tværtimod bider de ukrainske styrker fra sig, og ikke bekræftede meldinger taler om svære russiske tab med tusinder af dræbte russiske soldater. Et nyligt direktiv fra Ruslands Sundhedsministerium til hospitaler tyder også på store tab. Ukraine har anmodet Internationalt Røde Kors om at få Rusland til at hente de mange russiske lig, som er efterladt på ukrainsk territorium.
Danmark kunne gøre en gavnlig indsats ved i NATO og EU at virke for, at hver enkelt person i den russiske ledelse med Putin i spidsen bliver holdt personligt ansvarlig for overgreb på den ukrainske regering med præsident Zelenskij i spidsen og for andre terrorhandlinger.
Afgørende for Putins greb om magten er den stærkt begunstigede klike i spidsen for statsapparatet. Men i hvert fald lige nu ser det ud til, at de lydigt følger ham, selv om han virker mere og mere forrykt.