Jeg har tidligere omtalt det nye kommunistiske 24syv-program Revolutionen, og nu har jeg så hørt første udsendelse – 106 minutters indforståede causerier mellem revolutionære fantaster. Værten Eskil Halberg har tidligere stået frem som manden der ville afskaffe lønarbejde, og meget sigende, så hørte jeg programmet første gang på arbejde, og smed mine noter ud i vasketøjskurven med arbejdsbukserne. Hvis det var ubehageligt at høre første gang, så gjorde det fysisk ondt at genhøre (dagen efter), og det blev en større opgave at samle trådene.

Første time havde overskriften ‘Revolutionen går i luften’, og den indledes med introduktion ved de to værter: Eskil Halberg og Laura Na Blankholm. Anden time havde titlen ‘Et det strategisk at kalde sig kommunist?’, og om ikke andet, så skal de have pluspoint for ikke at gemme den blodrøde ideologi under mere spiselige plusord. Det gjorde de så alligevel, men de var i det mindste mere ærlig end Twitterlands woke-venstre.

Gæsten i første udsendelse var Søren Mau, en universitetsansat kommunist, som jeg har blogget om flere gange. Han er personlig ven med Halberg, og det var så den kvindelige medværts opgave at styre den indforståede revo-rablen. Som journalist er hun tidligere stået frem som forperson for ‘Foreningen Ansvarlig Presse’, og hvis det lyder som en paradoks af de helt store, så blev man trods alt lidt klogere på det punkt efter udsendelsen. Den neo-kommunistiske kamp har mange kasketter.

Målet var ikke bare at mødegå ‘den borgerlige historieforfalskning’ af kommunisme, men også at gøde jorden for ‘radikale politiske forandringer’. Kampen for kommunisme kunne føres på mange måder, og ret beset så udpenslede de ‘Motte & Bailey’-strategien, som blandt andre Okkels og Dahl har skrevet om. Den kommunistiske revolution var indlejret i ‘anti-racismen’, ‘klimakampen’ og kampen imod ‘kønnet undertrykkelse’. Kommunismen skal være ‘intersektionel’, som Laura Na, så smukt fik det indflettet. I anden time talte de med en kommunistisk sort transmand, der var flyttet til England for at aktionere. Hun mente huslejen i London var alt for høj, og sagde intet der gav mening for undertegnede. Måske var det et kvote-interview: Sort, tjek; LGBT, tjek; Kvinde, hmmm.

Klassekampen var også inkluderet i den nye kommunismen, der imodsætning til tidligere, dog ikke skulle fokusere på arbejde og produktion, men se mere helhedsorienteret på samfundet som sådan. Det handlede om ‘livet’. At bekæmpe enhver form for undertrykkelse, og skabe mere frihed. Kommunisme var blot et andet ord for frihed.

Det vil være for omfattende, at gå ind i de mange logiske brister, men samtidig med at de agiterer for gratis offentlig transport/boliger, og indførelse af planøkonomi, fik de også fremhævet at kommunisme per defintion var ‘anti-stat’. Selvom det lød som tanketom efterskole-utopisme, så var ophavet de Nørrebro’ske kollektiver, og epicenteret for den nye kommunisme var tydeligvis universiteterne. Statsfinansierede universiteter, forstås.

I slutningen af anden time taler de om at skabe en ‘hverdagskommunistisk struktur’ og om ‘mikrosolidariske praksisser’, hvad blandt kunne være at køre gratis i den offentlige transport, fordi man mener den burde være gratis. Gratis kunne oversættes til finansieret over skatten af lovlydige arbejdere’, tvangsopkrævet og administreret af den kapitalistiske stat, de gerne vil afskaffe. Jagten på den sande kommunisme fortsætter, men skal statsfinansierede medier nødvendigvis sende live fra Revolutionens værksted? Det mener jeg ikke.

Introen (i sin helhed)

Eskil Halberg: Mit navn er Eskil Halberg, og jeg kalder mig selv for kommunist. Jeg længes efter et andet samfund, hvor vi kan være frie i fællesskab.

Laura Na Blankholm: Jeg hedder Laura Na Blankholm, og jeg er lidt skeptisk overfor at kalde mig kommunist, men jeg tror på at forandringer skal skabes nedefra.

Eskil Halberg: Vi er begge vokset op i den neo-liberale kapitalisme som den eneste virkelighed, men vi lever også i en tid med krise og voksende global ulighed hvorhen vi kigger hen. Derfor må vi lave det hele om, derfor må vi arbejde for en revolution. Sammen med eksperter, aktivister, kunstnere og kammerater har vi sat os for at genformulere en kommunisme for det 21. århundrede. En kommunisme med klassekamp, klimakamp og kamp imod racisme.

Laura Na Blankholm: Men hvad betyder revolution egentlig. Hvad kan vi tage med fra historien, og hvad skal vi efterlade. I programmet jagter vi det mod og begær der ulmer overalt. Vi skal finde ud af hvad der skal rykkes ned, forløses og bygges op.

Eskil Halberg: Vi kommer til at tale om hvordan et nyt samfund kan se ud, og hvilke strategier vi skal bruge for at nå derhen. Med andre ord, skal vi hver tirsdag mødes i et værksted for revolutionen. Vi har kun vores lænker at miste, men en verden at vinde.

Delvis transskription: Revolutionen går i luften (52 min)

Laura Na Blankholm, vært: Hvad er det for et fantastisk liv vi vil kunne få?

Eskil Halberg, vært: Det er et liv hvor vi er frie, hvor vi ikke skal bekymre os så meget. Det et sted med mere fest, det er et sted hvor vi har bedre sex, et sted hvor vi spiser bedre mad, et sted hvor vi kan lege med vores børn på andre måder. Det et et sted hvor vi ligesom har rullet alle de bekymringer vi har nu væk, og derfor kan vi etablere et nyt liv, på en måde.

—

Søren Mau, forfatter: Jeg er kommunist, fordi kapitalismen skaber en masse ufrihed… Kommunisme er en god betegnelse for det ønske, for den tanke. Og jeg er ret inspireret af de politiske bevægelser og tænkere, der de sidste 15-20 år har gjort en indsats for at genoplive begrebet om kommunisme. Og ligesom forsøger at gøre det til navn på begrebet om ønsket for en fri verden. … Det er fuldstændig afgørende for mig at kommunisme er en ide om frihed. Det er det frieste mulige samfund vi kan skabe, og frihed, her forstået som fravær af undertrykkelse…

Søren Mau: Jeg kom ind i politiske venstrefløjsmiljøer, da jeg var i slutningen af mine teenageår, og så var jeg medlem af Enhedslisten, og var sådan lidt aktiv der. … Jeg har nok været radikal kommunist i ti år, siden i starten af mine tyvere.

—

Eskil Halberg: … det er også en af de ting vi skal i dette her program. Vi skal ligesom gå planken ud på en eller anden måde. Vi mener det faktisk alvorligt. Altså, lortet går ned, og vi skal lave det om. Og der tænker jeg at det der kommunisme, at noget af det begær kan indeholdes i det der begreb.

Søren Mau: Jeg vil gætte på, at vi alle sammen her har en række forskellige labels, som vi kan sætte på hinanden, eller politiske begreber som vi identificerer os med. Og i forskellige sammenhænge giver det mening at betone det ene eller det andet, og så kalder vi os eksempelvis for ‘anti-racister’ eller ‘anti-fascister’, eller ‘feminister’ og så for eksempel ‘kommunister’. For de fire begreber, der er det helt klart, at det der med at sige man er kommunist, der er der jeg oftest støder på misforståelser…

—

Søren Mau: Jeg havde en samfundsfagslærer der virkelig åbnede nogle ting op for mig, og sådan rykkede mig politisk. Som en konsekvens af det meldte jeg mig ind i Enhedslisten.

—

Søren Mau: Det startede med at være protest mod reformer som regeringen indførte, endeløse rækker af nedskæringer og så videre. Men så blev det meget hurtigt, man oplever meget hurtigt, at når man kæmper sådan en kamp så er der en barriere – et internt hierarki på universitetet, de udemokratiske magtstrukturer på universitetet. Og så blev det også en kamp for demokratisering på universitetet… Vi lykkedes ikke med at få afskaffet de reformer der, men fik opbygget nogle gode aktivistfællesskaber. Det er i øvrigt også en fed erfaring, som jeg har haft flere gange. At man har en politisk kamp hvor det eksplicitte mål, som kampen er organiseret omkring, mislykkedes… Men der er alle mulige afledte gode konsekvenser, der er en masse folk som fik nogle vigtige erfaringer, og fik dannet nogle fællesskaber, som de tog med i alle mulige andre former. Ret kort tid efter, der var der ligesom en hel masse flygtningeaktivisme, og der var mange fra det fællesskab, der gik over i det.

—

Eskil Halberg: I kan høre, at det her ikke er et rigtigt debatprogram. Vi har ikke fundet nogle som vi er uenige med her, det er ikke pointen. Så det er ikke noget med at Jan E. Jørgensen kommer ind om en halv time…

—

Søren Mau: … de spørgsmål, som jeg stiller i bogen: På trods af den ekstreme ustabilitet og de voldsomme konsekvenser, det her økonomiske system har på mennesker og jordkloden. Hvorfor bliver det alligevel ved med at eksistere på trods af konstante økonomiske kriser, som er voldsomme… Skaber utroligt meget lidelse og ufrihed.

Laura Na Blankholm: – Så det giver ikke rigtig mening, i virkligheden.

Søren Mau: – Overhovedet ikke. Et totalt absurd økonomisk system. … Et voldeligt system.

—

Søren Mau: Når man skal have et sted at bo, så skal man lægge et bestemt antal kroner om måneden. Det kræver at man har en bestemt indtægt, og så bliver man nødt til at arbejde et antal timer eller finde et job, der kan dække det. Hvis du har nogle kvalifikationer, så er det svært at sælge sin arbejdskraft andre steder end i København, så bliver du nødt til at bo ret tæt på, så er det dyrt at bo der, og så er du nødt til at tage et lån, og så har du en gæld, også er du ligesom nødt til at blive ved med at have det der job for at betale den der gæld, for at bo i den der bolig, for at have det der job, for at kunne betale den der gæld. Følelsen af at være bundet ind i økonomien på den her måde.

—

Laura Na Blankholm: … vi må også tænke på at kommunismen må være intersektionel. Forstået på den måde at magt og undertrykkelse, det er noget som krydser hinanden.

—

Søren Mau: Min analyse af situationen er grundlæggende, at venstrefløjen som vi kender det i historien fra det 20. århundrede, venstrefløjens allermest centrale begreb, det som hele venstrefløjen grundlæggende drejede sig om – det var diskussionen omkring arbejde. Hvem skal have arbejde, lønninger og så videre. … Det er vanskeligere og vanskeligere at mobilisere på den her begejstring om arbejde. Fordi der er kommet andre vigtige spørgsmål, som krydser ind over det her begreb om arbejde. Eksempelvis køn, eksempelvis spørgsmålet omkring racisme, klimaet ikke mindst. Klimaet er måske den mest åbentlyse modsætning til, at vi alle skal arbejde og producere.

Eskil Halberg: Man kan sige det sådan, at kommunisme er ikke en vision om arbejde eller produktion, men en vision om hele livet.

—

Søren Mau: Det der afgør om en kamp er anti-kapitalistisk eller ej, om en eller anden bevægelse eller demonstration er anti-kapitalistisk eller ej, det er ikke hvad bevægelsen eksplicit siger, hvad der står på bannerne. Det er: Hvad er konsekvenserne af den her kamp, hvis den lykkededes? Det mest anti-kapitalistiske at gøre i en bestemt situation er ikke nødvendigvis at gå ind i en organisation, som skriver anti-kapitalisme på sine bannere. Det er eksempelvis at organisere sig i Black Lives Matter… ved at bekæmpe racisme, bekæmper du det grundlag som kapitalismen beror på, eller en del af det grundlag.

Laura Na Blankholm: … kan man godt være anti-racist uden at være anti-kapitalist?

Søren Mau: Jeg vil sige i forhold til racisme, at racisme og kapitalisme er så tæt sammenvævet, at et ægte opgør med racisme kræver et opgør med kapitalismen. Fordi kapitalistiske logikker er med til at opretholde og fastholde racisme.

Eskil Halberg: Så den her ide om, at man kan være socialliberal og anti-racist… at man går ind for lighed. Hvad tænker du om den position?

Søren Mau: Forestillingen om at det er muligt at afskaffe racismen uden at afskaffe kapitalismen, det tror jeg ikke på.

—

Søren Mau: Det er vigtigt at vi prøver at undgå ideen om, at der er sådan en proces op til snittet, og så er det noget andet. Vi bygger kommunismen nu! Alle de der kampe er i gang med at opbygge det. Det så forskellige intensiteter, den kamp har forskellige grader og intensitet i forskellige perioder. Og revolution er nok bare et navn for de perioder i en kamp, hvor den er mest intens, men det betyder ikke at den ikke finder sted, at den ikke bliver forberedt, planlagt og opbygget. Det skal i vide, alle i der borgerlige derude: Vi er i fuld gang med at planlægge og opvigle.

Eskil Halberg, Roden til alt ondt, 2017 – Søren Mau, Stump tvang, 2021)

Delvis transskription: Et det strategisk at kalde sig kommunist? (54 min)
´

Laura Na Blankholm: Er det overhovedet strategisk smart at kalde sig selv kommunist, hvis man gerne vil skabe forandring?

Søren Mau: … Jeg satser på at det er strategisk smart, men jeg har også været i tvivl.

—

Søren Mau: Det som de borgerlige gør med kommunismebegrebet er jo ligesom, jeg kaldte det også for historieforfalskning tidligere. Det er en historieløs brug af kommunismebegrebet, sådan at sige, at kommunisme er lig med autoritære etpartistyrer i det 20. århundrede. Det er jo ikke det vi mener, når vi taler kommunisme. Vi taler jo om frihed, og en gennemgribende demokratisering af samfundet, afskaffelse af undertrykkelse. Kommunisme er jo ikke en statsform for os. Kommunisme er anti-statsligt.

—

Eskil Halber: Der var også en der sagde forleden dag, at ideen om Den Kommunistiske Revolution faktisk er en fortsættelse af Den Franske Revolution. Det er et projekt, der handler om myndiggørelse og frihed. Menneskelig autonomi og værdighed.

—

Søren Mau: … der er en stigende fornemmelse af, mistillid til politiske institutioner. At politikerne og parlamenterne ikke kan redde os. At regeringen ikke kan redde os. … Politikerlede er en god ting, som vi skal puste til. Opdyrke, (har) et demokratisk potentiale.

Laura Na Blankholm (forperson i Foreningen Ansvarlig Presse): At det dermed, at det er demokratisk ikke at kunne lide politikerne, eller ikke at føle at de repræsentere en…

Eskil Halberg: Jeg kommer også til at tænke på et gammelt kommunistisk slogan: ‘Kommunisme eller barbari’. Det er virkelig sådan jeg har det for tiden.

—

Eskil Halberg: ‘Janis’ kaldte det kommunistiske strukturer… Der er masse i de her bevægelser fra London, som ikke nødvendigvis kalder sig kommunister.

Søren Mau: … bevægelser som ikke nødvendigvis identificerer sig med det ord, men som engagerer sig i en kamp, hvis konsekvenser faktisk er at nedbryde kapitalismen.

‘—

Laura Na Blankholm: Det lyder sådan her: ‘Jeg kan ikke finde ud af om det er mest etisk at købe billet, når man kører offentlig transport, eller lader være. Hvis man køber billet så støtter man i princippet den offentlige transport, men hvis kan ikke køber billet, så er man jo med til at kæmpe for et gratis offentligt transportsystem. Vi betaler jo alligevel over skatten. Hvad skal jeg gøre? Kærlig hilsen den billtforvirrede’.

Søren Mau: … i udgangspunktet er der intet i galt med at køre på røven. Det kan også være en måde at øve sig i, at lade være med at følge reglerne – det er en god ting. … Øve sig i ikke at gøre som man bliver fortalt af autoriteterne. Det er jo sådan noget vi har brug for at øve os i.

Eskil Halberg: … en hverdagskommunistisk struktur…

Laura Na Blankholm: … det at køre på røven kan også være en form for kommunisme. …

Eskil Halberg: Man kan også lave nogle stå mikrosolidariske praksisser. Kender i det når man sidder i toget fra Klampenborg til Nørreport, og man kan se at ham der dernede, han har ikke billet. Han begynder at opføre sig underligt, og der kommer en kontrollør ind i den ene ende, og nu rejste han sig op, og ser meget nervøs ud.

Søren Mau: Så skal man forsinke de der kontrollører.

Eskil Halberg: – Det skal man nemlig. Et råd herfra: lad være med at vise din billet, så hurtigt som muligt. … Hvis man kan forsinke vise-processen, så kan dem der ikke har betalt måske lige nå at hoppe af på den næste station, og undgå den her bøde. Man kan også give sin billet videre…