Statsminister Mette Frederiksen lagde i mandags på Marienborg en spritny dansk udenrigspolitik på affyringsrampen. ” Vi skal turde lægge hånden på kogepladen”, erklærede den kække statschef. ” Så længe der ikke er tændt for den”, burde hun nok have tilføjet i overensstemmelse med virkeligheden. Det har aldrig været dansk stil at brænde fingrene på udenrigspolitikken, som traditionelt går ud på at fedte og bukke for de store og farlige skurke og bekrige de små og ufarlige. Danmark er et af de mindste medlemslande af EU, der til trods for sine 450 millioner borgere intet har at skulle have sagt på den globale tribune. Ingen stat gider tale med EU’s udenrigschefer, hvad enten de hedder Solana, Ashton, Mogherini eller nu Josep Borrell. De sidste tyve år har EU forgæves og fortvivlet forsøgt at mægle i alverdens konflikter og krige. EU’s udenrigskommissærer er imidlertid ikke udstyret med autoritet og magtbeføjelser, fordi medlemslandene ikke kan blive enige om en fælles politisk linje i internationale forhold. Derfor kan EU ikke præstere magt og styrke som mægler mellem stridende nationer. Og hvem gider have en impotent mødeleder, der ikke evner at styre de ophidsede gemytter.

Når selv det kæmpestore EU er magtesløs i udenrigspolitikken, er det svært at forestille sig, at det lille medlemsland, Danmark ikke også skulle være det. Og det er vi da også. Ikke i vores egen indbildning, men reelt. På Marienborg-mødet fastslog en sammenbidt udenrigsminister Kofod, at ”tiden, hvor de store lande kan tromle de små, er forbi!” I stedet kommer Danmark nu på banen med et politisk kompas, der skal styre fem værdiområder: diplomati, tryghed, klima, migration og økonomi. Ikke et ord om frihed eller demokrati, men det er jo også sprængfarlige emner, som en forsigtig nation hellere skal lade ligge. Men nu er Kofod parat til at tromle de store, hvis de ikke opfører sig ordentligt. Der bliver noget at gøre for en rask mand. Der er 193 nationer i FN. Ifølge Faktalink er kun 20 af dem demokratiske retsstater, hvor borgerne kan føle sig trygge. Men hvis der er nogen, der frygter, at Kofod og hans diplomatiske indsatsgrupper nu vil drage hærgende gennem det globale politiske landskab, kan de tage det helt roligt. Alt bliver ved det gamle.

Siden 1918 hviler dansk udenrigspolitik på dette uskrevne dogme: ”DANMARK SKAL BEKÆMPE TYRANNI, UFRIHED OG UNDERTRYKKELSE OVERALT PÅ KLODEN. MED MINDRE DETTE ER TIL SKADE FOR VORES SIKKERHED, ØKONOMI ELLER INDENRIGSPOLITISKE INTERESSER” Dette medfører, at vi glade går med i sanktioner og straffeekspeditioner, der rammer mindre nationer som Sydafrika, Burma, Irak, Syrien og selv Østrig, som vi boykottede i år 2000. Men det betyder også, at vi ikke skal have ørerne i maskinen over for de store og farlige tyranner såsom Nazi-Tyskland, Sovjetunionen, Saudi-Arabien eller Kina. I 1979, da ayatollaherne havde taget magten i Iran og lancerede et orgie af fængslinger, tortur og henrettelser, var svaret fra den danske udenrigsminister Niels Helveg Petersen, at løsningen lå i en kritisk dialog med Khomeini. Problemet var dog, at vi ikke ønskede at skade den store danske eksport af feta-ost til Iran. Alt sammen i smuk samklang med udenrigspolitikkens dogme. Ligesom da den fjerne tyran Pinochet fik fingeren, og den nære tyran Ceausescu modtog elefantordenen.

Der er således ikke noget nyt under solen, og Mette Frederiksens revolutionerende udenrigspolitik er rent spin til glæde for vores naive medier og eftersnakkende politikere. Den amerikanske præsident Theodore Roosevelt sammenfattede sin udenrigspolitik i en enkelt sætning: ” Du skal tale blidt, men tage en stor kølle med dig!” Mette Frederiksens danske version kunne lyde: ” Skræp bare op, så alle kan høre dig, og løb så tilbage i musehullet!”.