Kulturministeren har netop udnævnt Vibeke Borberg til formand for det syv mand store Medienævn, der står for uddeling af statsstøtte til danske medier. Jeg har blogget om hende flere gange, blandt andet da hun i 2016 tilkendegav, at det var ‘et medieetisk problem’ at Berlingske gav plads til højrefløjsbloggere. Der var tale om psykiater Henrik Day Poulsen og sognepræsterne Marie Høeg og Sørine Gotfredsen, og den yderste højrefløj starter vel omkring midten. Høeg var i 2019 folketingskandidat for De Konservative.
Pressemeddelse fra Kulturministeriet, her citeret fra KUM.dk – Nyt medienævn er udpeget og klar til at håndtere digital medieudvikling.
“Kulturministeren har udpeget nye medlemmer til Medienævnet. Med stærke digitale kompetencer og stor forståelse for medieudviklingen har det nye Medienævn gode forudsætninger for at håndtere en fremtidig udvikling af mediestøtten.
Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen siger:
‘Det er et stærkt og fagligt meget kompetent nævn, der nu træder til med mediejurist Vibeke Borberg i spidsen. Jeg går ind til de kommende medieforhandlinger med en ambition om at lægge sporene til en mediestøtte, der i langt højere grad end i dag kan favne den digitale udvikling og understøtter pluralisme og innovation. Det har derfor været vigtigt for mig at sammensætte et nævn, der har et skarpt øje for udviklingen i mediebranchen, og som kyndigt kan forvalte støtten til medier – også efter de ændringer, som måtte komme med en ny medieaftale. Det glæder jeg mig over, at det nye nævn kan.’ …
Medienævnet behandler ansøgninger og træffer afgørelse om tilskud til trykte nyhedsmedier og nyhedsmedier, der udkommer på nettet efter Lov om mediestøtte. Det drejer sig bl.a. om redaktionel produktionsstøtte, som er et tilskud baseret på mediernes redaktionelle omkostninger og innovationsstøtten, som er projekttilskud til etablering af nye nyhedsmedier og til udvikling af eksisterende nyhedsmedier.”