”White flight” har fået en national dimension i Sverige. Men når de, der har økonomi og mulighed for det, forlader landet, og de andre bliver tilbage – hvordan bliver landet så?

Filmen “Escape from New York” havde premiere i 1981 med Kurt Russell i hovedrollen som Snake Plissken. Filmen foregår i et (dengang) fremtidigt New York, hvor Manhattan var blevet forvandlet til et kæmpe fængsel for tre millioner amerikanere. Historien består af, at Air Force One bliver udsat for et terrorangreb og styrter ned på Manhattan med USA’s præsident om bord. Fangeslange Plissken får herefter til opgave at redde præsidenten – fra øen, hvorfra det er umuligt at flygte …

Fyrre år efter premieren stiller jeg mig selv spørgsmålet, om Sverige er ved at blive en national pendant til filmens Manhattan – og om det i stilhed er en flugt fra Sverige, der er i støbeskeen.

Hvor er sikkerheden?

Et emne er blevet mere og mere almindeligt i diskussioner mellem venner i løbet af de sidste ti år: sikkerhed. Hvilke boligområder er sikre? Hvilke skoler tør du lade børnene gå på? Over tid har problemerne ændret sig. Hvilke steder er stadig relativt sikre? Skal man slå sig sammen med ligesindede og starte et kollektiv? Er det overhovedet muligt at bo i Sverige – og hvis ikke, hvor skal man tage hen..? Jeg har set venner sælge alt, hvad de ejer, tage deres børn med og flytte til Spanien, Portugal, Ungarn, USA eller Finland.

Indtil relativt for nylig foregik alle sådanne diskussioner i private fora, hvor alle forsøg på at tage sagen mere officielt op hurtigt blev mødt med et racistisk stempel eller en anklage om at være konspirationsteoretiker. Sverige var sikkert, fik vi at vide. Ja, faktum var, at Sverige aldrig havde været sikrere! blev det hævdet. At vores egne erfaringer sagde noget helt andet var irrelevant.

Men så kom afsløringerne – om voldtægtsmændenes baggrund, om ungdomsrøverierne, om bandekriminaliteten, om den øgede utryghed – og så skete der noget mærkeligt! Nogenlunde samtidig med, at forbrydelserne begyndte at ramme kunstnere, tv-værter, forretningsmænd og politikere, måtte vi pludselig gerne være bange. Så måtte man indrømme, at forbrydelserne eksisterede, og at risikoen for at blive et forbrydelsesoffer faktisk var noget, man skulle regne med, fordi de, der boede i Sverige, ejede ting, som en anden ville have…

Virksomhedsledere emigrerer

Nu har flugten fra Sverige fundet vej hele vejen til Expressens ledersider.  Näringslivstoppen: «Brottsligheten fick mig att lämna Sverige. Under overskriften Näringslivstoppen: “Kriminalitet fik mig til at forlade Sverige” interviewes to anonyme iværksættere og virksomhedsledere. En af dem bor i Sverige, den anden har i stedet valgt at emigrere med familien. Grunden? Risikoen for at blive udsat for kriminalitet i Sverige. Hans kolleger og venner overvejer at gøre det samme.

Expressen kalder dem Anders og Robert. Anders havde ikke tænkt meget over sin private sikkerhed, før et bestyrelsesmedlem i hans firma foreslog en sikkerhedsgennemgang for hele familien. Da Anders så vagtselskabets resultater, blev han bekymret. Der blev peget på faren for såkaldte mikrokidnapninger – lynhurtige handlinger, hvor børn bliver slæbt ind i en bil, og forældre bliver krævet løsesum over telefonen. Mange vælger at betale i stedet for at kontakte politiet.

– De her vagtselskaber lever selvfølgelig til en vis grad af at skræmme folk. Men set i bakspejlet har det slået mig, at den udvikling af kriminalitet, de beskrev i deres scenarier – i form af for eksempel øgede skyderier – faktisk er blevet en realitet, siger Anders til Expressen.

Han anskaffede sig en politialarm og byggede et vagtrum, et såkaldt panikrum, i lejligheden. Han informerede lærerne på skolen om truslen mod børnene og forsøgte at få en beskyttet identitet, men da han ikke havde modtaget specifikke trusler, fik han afslag. Så registrerede han sig på en kontoradresse – noget der er kriminelt i Sverige …

– Det undrede mig, at man ikke måtte skjule sine oplysninger i adresseregistret. I Sverige kan man få så meget information man ønsker. Det er nemt at finde ud af, hvor du bor, det er nemt at få oplyst adresser. Det bliver det rene tag-selv-bord for kriminelle.

Men vagtselskabets analyse indeholdt også en anbefaling: “I betragtning af udviklingen i landet anbefaler vi alle, der kan, at flytte fra Sverige.”

I dag bor Anders med sin familie i et land ved Middelhavet. Klimaet er bedre, sikkerheden højere og straffene strengere. Børnene er trygge i skolen, og familien er trygge derhjemme. De vil ikke flytte tilbage.

Bliver i Sverige – men er bange

Robert bor stadig i Sverige, men de seneste to uger har der været to indbrud i den lille gade, hvor han bor. At boligejere har installeret alarmer og overvågningskameraer gør ingen forskel; tyvene bryder bare hurtigt ind og tager hvad de vil have.

Robert siger til Expressen, at han ikke har planer om at forlade Sverige, men at han er bange. En af hans bekendte blev kidnappet i en garage, en anden blev bestjålet på vej hjem fra en restaurant, en tredje blev frastjålet uret, mens han havde et våben rettet mod sig. For at mindske risikoen har Robert lukket sin Facebook-konto og Instagram-konto. Han leaser sin bil, er holdt op med at bære ur og modtager alle leverancer på kontoret i stedet for derhjemme.

– En person, jeg kender, blev berøvet sin bil derhjemme, da børnene var der. Det er meget uhyggeligt at tænke på, hvad sådan noget kan gøre ved en 9-årigs syn på livet, siger Robert.

Et vagtfirma tilser hans villa flere gange om dagen. Robert sammenligner sin situation med nogle af hans venners – venner, der bor i ”gated communities” og med bevæbnede vagter i Latinamerika …

Det er selvfølgelig stadig muligt at leve relativt trygt i Sverige, hvis man tilpasser sig de nye forhold og – frem for alt – hvis man er velstående. Alle, der har økonomiske muligheder for at bosætte sig i et trygt område, som har råd til at hyre et vagtfirma og kan sørge for deres børns sikkerhed, kan få en tryg hverdag i Sverige.

Dem, der er tilbage…

Men alle de andre så? Flertallet kan ikke gøre som Anders og Robert, og en lang række svenskere er derfor blevet fanger i deres egne boligområder – når beboersammensætningen ændrer sig, og dermed også trygheden, flytter de, der har økonomisk mulighed for det, til områder, hvor situationen er bedre. Det er, white flight, hvid flugt i svensk udgave, og det kan ses i statistikken for Malmø og Stockholm.

Jeg har selv foretaget sådanne flytninger – fem gange. Men de, der ikke har økonomiske midler til det, bliver tilbage, og er tvunget til at bo i kvarterer, der langsomt er ved at blive forvandlet til Snake Plisskens Manhattan. De har intet andet valg end at stoppe med at gå ud, prøve at “flyve under radaren” og fortsætte med at sende deres børn i skoler, hvor de bliver seksuelt misbrugt eller mobbet for deres svenske udseende.

I interviewet med Expressen fortæller Anders, at han blev vred, da han fulgte den svenske debat om røveribølgen mod de rige, og hvordan højtstående folketingsmedlemmer så gjorde grin med folks frygt for at blive bestjålet.

– Det er en dårlig samfundsudvikling. Det kan begynde med forbrydelser mod de allerrigeste. Men det stopper ikke der. Det kommer til at ramme alle, siger Anders.

Men Anders tager fejl. Alle er allerede berørt! Sverige er langsomt, men sikkert ved at blive et land, hvor folk med økonomiske muskler enten forlader landet eller slår sig sammen i stærkt bevogtede enklaver. Andre bliver nød til få det bedste ud af den situation, de er i, og blot acceptere, at vold og kriminalitet er en del af hverdagen. De har intet andet valg end at blive et ufrivilligt bytte for forbrydernes hærgen.

… Og dem, der rejser

Men hvordan vil Sverige udvikle sig, når de største skatteydere forlader landet? Anders fortæller til Expressen, at han har betalt over 75 millioner svenske kroner i skat i løbet af de sidste fem år i Sverige. Sverige må klare sig uden hans penge nu – og Anders fortæller, at han har mange bekendte, der gør sig klar til at tage på samme rejse, væk fra Sverige. For hver iværksætter, der stopper, forsvinder skattepenge og investeringer i både virksomheder og til private formål. Vi taler om gigantiske summer.

Et par af mine egne venner tog deres familie og to virksomheder med og flyttede til Spanien. Inden de satte sig ind i bilen og rejste, gav de et interview til den lokale avis og forklarede, at hovedårsagen til flytningen var døtrenes sikkerhed. Men de helt store finanshajer skriver ikke forargede debatindlæg i aviserne, de flytter bare, siger Anders.

– Man skal ikke have mere end en halv øl, før spørgsmålene kommer. De spørger, hvordan det er at flytte fra Sverige. Hvordan det er at drive virksomheden fra et andet land. Mange er oprigtigt bekymrede. Men iværksættere klager aldrig. De finder løsninger. Denne gruppe vil ikke skrive debatindlæg i aviserne. Hvis det bliver slemt nok, vil de bare stikke af. Jeg tror desværre, vi er på vej derhen.

Når den dag kommer, vil hele Sverige være som Malmø – byen, der i et årti har været præget af, at skatteyderne forlader byen og flytter til de mindre kommuner rundt omkring, mens bistandsmodtagerne flytter ind eller bliver. Malmø by er i dag afhængig af at modtage tilskud fra andre kommuner på mere end fem milliarder om året for ikke at gå konkurs.

Men hvem skal Sverige henvende sig til, når alle, der kan forlade landet, er rejst, og har taget skattepengene med? Når hvid flugt ikke længere kun er et fænomen i kommunerne, men i hele nationen? Hvornår bliver Sverige forvandlet til Snake Plisskens Manhattan? For den dag kan komme hurtigere, end man skulle tro, og så er skridtet til en failed state fuldført.