Jeg har tidligere blogget om Matilde Kimer, DR Nyheders Ruslandskorrespondent. Hun rapporterer flittigt fra Hviderusland, men hvis hun ved en masse om Alexander Lukasjenko, så holder hun det for sig selv. Som den eneste politiske leder i verden har Lukasjenko tilsyneladende ingen ideologi, altså, hvis man ikke vil fortælle at han var ortodoks kommunist helt frem til 1991, og den dag i dag stadig er den foretrukne kandidat for KPB, landets store kommunistparti. Han støttes iøvrigt også af vestlige kommunistpartier, herunder Deutsche Kommunistische Partei (DKP) og Sveriges Kommunistiska Parti (SKP).

Fornyligt blev Matilde Kimer sat til at give et portræt af Lukasjenko til Genstart, DR’s nyhedspodcast. Efter nogle minutter om en sultende og frysende kurdisk familie på 14 personer, skulle vi så høre om Lukasjenko. Overskriften blev Bondeknoldens hævn?

Vært: Ham her, Alexander Lukasjenko, hvem er han?

Matilde Kimer, DR: Han er en mand der er født langt ude på landet, gået i skole derude, og vokset op, blev vist lidt mobbet i skolen fordi han ikke har nogen far, som man kender til. Lidt en bondeknold, fordi han startede sin karriere i et landbrugskollektiv før Sovjetunionens fald var han leder af en statsejet kyllingefarm, og arbejdede sig op og blev chef for det, inden han gik ind i politik i 80’erne. Og jo så stillede op som præsident i ’94, og vandt.

“… men Wikipedia og Brittanica har det faktuelle på plads. I 1979, da han var 24-25 år, meldte han sig ind i Communist Part of Soviet Union (CPSU). På daværende tidspunkt var han leder af en lokalafdeling af All-Union Leninist Young Communist League (Komsomol), og i årene der fulgte gjorde han karriere i kolkhoz-systemet. Muren faldt, og i 1991 var Lukasjenko, som medlem af Communists for Democracy eneste parlamentsmedlem der stemte imod traktaten der opløste Sovjetunionen. I 1994 blev han valgt på en anti-korruptionsdagsorden, og siden har han konsolideret magten med socialistisk politik i den populistiske ende, blandt andet med modstand mod privatiseringer. Han er stadig kommunisternes foretrukne.” (Uriasposten)