Den konflikt i Syrien og omegn, som medier og politikere betegner som ’borgerkrigen i Syrien’, er i virkeligheden en stedfortræderkrig mellem Iran og Saudi-Arabien om det militære, politiske og religiøse overherredømme i Mellemøsten. Syriens præsident Assad er kun en ubetydelig bonde på det militære skakbræt, hvor de vigtigste brikker ud over Iran og Saudi-Arabien er Rusland, Tyrkiet og i stigende grad også Kina. Konflikten rammer ikke bare Syrien, men også Yemen, Libanon og ikke mindst Irak, der nu reelt er en iransk vasalstat. De omfattende politiske intriger og kamphandlinger producerer millioner af flygtninge, som de krigsførende parter ikke vil tage ansvaret for. Da Vietnam-krigen var forbi, erkendte USA sit medansvar for den 1,3 million store flygtningestrøm og modtog 900 000 vietnamesere, der nu er integreret i USA. På samme måde kunne man forvente, at Iran ville modtage de shiamuslimske flygtninge til beskyttelse og integration, og at Saudi-Arabien ville gøre det samme med de sunnimuslimske flygtninge. Det er dog ikke sket. Saudi-Arabien udbygger og moderniserer løbende sin grænsebevogtning med pigtråd, vagttårne, helikopterovervågning og væbnet patruljering. Det samme sker i Iran. I stedet sørger de krigsførende parter for, at flygtninge og migranter fra konfliktområderne hjælpes eller presses til Europa, der ikke har kunnet mobilisere et modtræk, men hjælpeløst har fundet sig i en folkevandring uden ende.

Til glæde for både Iran og Saudi-Arabien er den islamiske tilstedeværelse i Europa nu så omfattende, at vores forfatningsmæssige ytringsfrihed er afløst af ytringsangst. Domstolene især i Tyskland og Østrig giver islam-rabat ved strafudmåling for voldtægt og ’æresdrab’ begået af muslimer. I Spanien slipper islamiske kriminelle migranter med ultrakorte domme og slippes hurtigt ud i samfundet igen. I Frankrig tillades islamisk chikane af kristne og jøder samt fredagsbøn på gader og pladser med efterfølgende trafikpropper, uden at politiet griber ind. I Sverige har migrant-kriminaliteten nået et omfang, hvor politiet reelt har givet op.

Succes avler succes, og vi oplever nu et stigende antal afrikanske migranter, der følger i kølvandet på de unge mænd fra Mellemøsten, Pakistan og Afghanistan. 75 procent af migranterne, der væltede ind over Europas grænser i 2015, var ikke familier til atomfysikere og hjernekirurger, som medierne ville have os til at tro, men derimod enlige unge mænd uden faglige kompetencer. Islamiske lande, der er plaget af økonomisk lavvækst og ringe beskæftigelse kunne således eksportere tusindvis af daglejere og gadesælgere til livsvarigt ophold i EU, hvor de rige svin jo har penge nok til at klare forsørgerbyrden.

EU-kommissionen og medierne har travlt med at udstille de tusinder af migranter, der nu forsøger at mase sig ind i Polen og de baltiske lande, som nødstedte og forfulgte krigsflygtninge, som vi naturligvis må lukke ind i varmen til evig forsørgelse. Hvis det ikke lige var for de onde polakker og ungarere, umenneskelige fascist-typer uden hjerte i livet. Det er nok børnefamilier, vi ser i tv-nyhederne, men næsten alle migranterne, der strømmer ind i Øst-Europa, er unge mænd uden faglig uddannelse, der for enhver pris vil ind i det rige Europa. Få af dem kan yde, men de er også tilfredse med bare at nyde. Vi der lever i, hvad der er tilbage af vores demokratiske retsstater, skal være taknemmelige for, at regeringerne i Polen og Ungarn tager had og prygl fra EU og medier med oprejst pande og stædigt forsvarer deres landegrænser og dermed vores fælles kultur og livskvalitet. De bliver mødt med utak fra vores generation, men vil blive takket og respekteret af vores børn og børnebørn.

aamund.dk