Negerkongen Uwe Max Jensen vs kunststuderende venstreradikale, Kunstakademiet, 2021; Foto: FB

Jeg har set første afsnit af DR-serien ‘Oprør på akademiet’, og var målløs over den ukritiske tilgang til det identitetspolitiske overdrev, der hersker på Kunstakademiet. Der findes idioter alle vegne, men der er vel ingen grund til at en DR-produktion om fantasterne, 1:1 tager udgangspunkt i deres virkelighed. De fire udsendelser kan ses på DR.dk, men skal man have lidt fornøjelse af det, så må man som Kontrasts Mikkel Andersson, se det som velgennemtænkt satire. Underholdningsværdien ændrer dog ikke på, at venstreradikale (uanset hudfarve) bruger dine og mine skattekroner til deres ideologiske opgør med det system, der har givet dem alt.

Udvalgte citater

“Man kan nu dårligt sige, at Anna Martensen fortsætter den kritiske linje. Der er selvfølgelig også forskel på kritisk journalistik og en dokumentar, som søger at forstå et bestemt miljø på dets egne præmisser, men det var alligevel bemærkelsesværdigt, hvordan Anna Martensen tager de identitetspolitiske påstande alvorligt og lytter andægtigt til rendyrket racisme. Hun går på listefødder over for de radikale elementer og repeterer talen om privilegieblindhed og hudfarve som et bedømmelseskriterium for mennesker og kunst.” (Jesper Bacher, Kristeligt Dagblad, 13. oktober 2021)

“Men før vi følger dem, deklarerer dokumentaristen sig selv som hvid og med en privilegeret Hellerup-baggrund, hvilket giver hende indlysende problemer, må vi forstå. For kan en hvid forstå en brun? Kan en hvid kvinde forstå en brun mand, og kan én med mange privilegier forstå én med historisk færre, eller tynger historiens byrde simpelthen for meget? Jeg har til dato aldrig set en dokumentar, som kredser så hysterisk omkring hudfarve og kategorisk dømmer alle på, hvor meget pigmentering deres hud indeholder. Men jeg er selvfølgelig også en hvid, halvgammel, privilegeret cis-dame, dvs. én, der identifi-cerer mig med det køn, jeg er født med, og ifølge programmets logik ude af stand til at forstå dem, der ikke ligner mig selv. Jeg troede ellers, at det var kunstens ærinde at udvide meningsrummet. Ikke at indskrænke det.” (Anne Sophia Hermandsen, Berlingske, 13. oktober 2021)

“På samme vis er der en iboende selvmodsigelse i at opstille regler for den kunst, der i sin natur er fri. Kunst blomstrer, når den udsættes for benspænd, men den visner, når den udsættes for forbud. … Det er slående, at ingen tager så meget argumentationsmæssigt udgangspunkt i etnicitet, køn og seksualitet som dem, der søger at forhindre, at den finder sted.“ (Lasse Marker, Berlingske, 15. oktober 2021)

“De fire af de medvirkende, som forholder sig skeptisk eller decideret afvisende over for forestillingen om kunstnerisk frihed, og som er optaget af at gøre op med racistiske udtryk og strukturer, bliver ikke stillet et eneste kritisk modspørgsmål. … De to medvirkende Jens Martensen og Jo Hedegaard, der står på mål for idealet om kunstnerisk frihed, får og besvarer adskillige kritiske spørgsmål, mens kunstnerne Dina El Kaisy Friemuth og Nadia Tehran ikke behøver at forklare, hvorfor de henholdsvis har droppet at se på hvide menneskers kunst og at præsentere sin kunst til ‘folk, der tydeligvis ikke har værktøjer til at forstå den’. Begge er i tvivl, om de vil være med til en værkgennemgang for rullende kamera, men har samtidig som deres erklærede mål at skabe mere plads til minoriteter som dem selv.” (‘Loni’, Dagbladet Information, 16. oktober 2021)

“Netop den underspillede fortællerstemme, der serverer skamredne klichéer som dybt originale indsigter (‘jeg har nok altid opfattet mig selv som neutral, men det er der jo ikke nogen, der er!’), fungerer godt. Med perfekt indigneret levering fortæller speakeren salvelsesfuldt, at den danske kunstverden faktisk ‘er en meget hvid verden’, inden der klippes til en kunstner, der med Glyptoteket som baggrund (frækt!) erklærer ‘Jeg kigger ikke på hvide menneskers kunst længere’. Ligesom hun fortæller, at hun ikke vil medvirke i et bestemt segment af ‘dokumentaren’, hvis kameramanden er en hvid mand.” (Mikkel Andersson, Kontrast, 16. oktober 2021)

“Man kan ikke bruge ekskludering som en måde at blive inkluderet på. Det hænger ikke sammen. Det kan jeg ikke se er kunstens væsen. Det er heller ikke særligt charmerende: Så er vi i hver vores rockerklub og slår alle dem, der er uenige med os, ihjel.” (Michael Kvium, Berlingske, 18. oktober 2021)