Vesteuropa har på kort tid oplevet to dramatiske og enestående jihadist-drab: Først på læreren Samuel Paty i oktober i fjor for at have vist karikaturtegningerne i undervisningen. Nu, et år senere på MP David Amess, inde i en kirke, begået af en somalier, der er opvokset og uddannet i Storbritannien. En af deres egne som alligevel dolker en venligsindet, katolsk politiker sytten gange og derefter sætter sig ned og venter på politiet. Opgaven var løst.

Bare fem dage forinden var fem mennesker dræbt på bestialsk vis i Kongsberg, ikke med pil og bue som det først blev sagt, men med en machete.

I begge sidstnævnte tilfælde begyndte politiet og medierne umiddelbart relativiseringen og bortforklaringen: Det gik endda så langt at man sagde Ali Harfi Ali var ekstremistisk salafist, men man var fremdeles usikker på motivet.

I det norske tilfælde var det umuligt at skjule at manden var konvertit. Han havde selv lagt en video op i 2017 hvor han truede publikum. Det hed fra politiet at sagen handlede mere om psykiatri end terror. Politiet lader ikke til at opfatte at folk ser mønsteret: Hvis der er den mindste antydning af højreekstremisme får den fuld gas. Med jihadister ser man efter sygdom som forklaring umiddelbart. Nogen gange før blodet er størknet.

Det norske politi gik endda så langt at man sagde at Espen Andersen Bråthen ikke opførte sig som muslimer normalt gør og ikke kunne regnes som en fuldværdig muslim. Det var Islamisk Råd Norge helt enig i. De var fornærmet over at han overhovedet var identificeret som muslim.

Det, medier, politi og myndigheder har gang i, kaldes forebyggende underkastelse. Det var hvad jøderne gjorde i Østeuropa hvis de fornemmede at en pogrom var på vej: Man sendte en delegation til øverste myndighed og tilbød gaver.

Det britiske og norske politis indrømmelser skal forstås på samme måde.

Vore myndigheder og medier har tabt viljen til at forsvare os mod islam.

Jihadismen er et ekstremt fænomen, men alle fra den islamiske verden er klar over at islam giver ekstremisterne nærmest frit spillerum. IS blev aldrig erklæret for kættersk af sunni-islams højeste læreanstalt, al-Azhar.

De mere moderate muslimske kræfter i Europa observerer magtkampen, både indad i islam og mellem moskeerne og myndighederne. De ser at myndighederne er på tilbagetog.

Det er ikke muligt at få øje på en strategi bag vesteuropæiske staters opførsel. Men tendensen er umiskendelig: Eftergivenhed.

Hvis muslimer mærker svaghed rykker de frem. Det gør de nu. Drabene den senere tid er et udtryk for at islam er i offensiven.

Det ydmygende nederlag i Afghanistan blev oplevet som en triumf for islam langt udenfor salafisternes rækker.

Muslimer forbereder nye fremstød, politisk, socialt, økonomisk, kriminelt og voldeligt. Der findes ingen klare grænser mellem dem. Islam gør ingen forskel på samfund og religion.

Det er til deres fordel. Mens vesteuropæerne er lammet af frygt.

Vi er gået ind i et nyt mørkt kapitel som Henning Duus ganske rigtig spåede i denkorteavis.dk: