Kommentar
Det franske valg nærmer sig og Macron er nervøs .. for nu buldrer Zemmour tsunamien foruroligende
Der er gået panik i Macron, og medieartilleriet er da også gået over til det tungere skyts mod Zemmour. Ikke mere om covid, nu fyres der verbale kugler af mod Zemmour, som stod han med en hær ved byens port. Zemmour spås en vælgeropbakning på 17% på landsplan ifølge de seneste meningsmålinger, mens han i et spørgeskema tilsendt tilhængere af partiet Rassemblement National opnår 64%.
Således ligger Macron med sine 24% endnu forholdsvis lunt i svinget, så der er langt igen for Zemmour. Derfor må højrefløjen ifølge politiske analytikere slutte op om Zemmour, hvis Macron skal væltes. Og det kan endnu nås, for Zemmour stormer frem og gør det kommende valg af afgørende betydning ikke alene for Frankrig, men for hele Europa.
Ja selv Danmarks DR lyder bekymret over Macrons vaklende stilling på tronen. Jamen hvad bilder disse presse hyæner sig ind? Ved de overhovedet, hvad der foregår i Frankrig? Kender de til den rå vold i gaderne, områder i landet, hvor det er farligt at gå ind? Ved de, at der i Elysée sidder en ærke globalist, som hellere ser nationalstaterne forsvinde, og som ikke helt synes at arbejde for Frankrig, en fjantet skoledreng der snarere har ladet sig inspirere af globalisten Klaus Schwab og hans indflydelsesrige venner i Davos? Jo da, vist aner det dem, men de er alle brødre i ånden.
I dag er Eric Zemmour 63 år og journalist ved Le Figaro, hvor han har dækket højrefløjen i fransk poltik. Han var desuden engageret til et TV talk show, og hans provokerende fremfærd med oprørende synspunkter fik seertallet til at skyde op som en raket. Han blev også kendt med bogen “feminist ideology” og for sin interesse for den vestlige civilisations kamp for overlevelse. Det rejste et ramaskrig i visse kredse, og på en anden kanal skulle han have sagt, at arbejdsgivere havde lov til at fyre “visse befolkningsgrupper”. Han endte med en retssag og fik en større bøde.
Men uanset om Zemmour stiller op, kan han tage til indtægt, at andre mulige kandidater som bla. tidligere Brexit forhandler Michel Barnier, tidligere Europa kommissær, nu også fremstår som hard liner mht. indvandringen. Og Zemmour glæder sig, for det er et spørgsmål om Frankrigs overlevelse, siger han, og i øvrigt har han i skrivende stund ikke besluttet sig for at stille op som kandidat til præsidentvalget.
Nu fylder han salene med ivrige tilhørere ved sine debataftener, hvor han går i dybden og forklarer. Og det siges, at hans aftener fører tankerne hen på fortidens litterære saloner.
Ingen tvivl om, at det nu haster for arrogante Macron med at få sadlet hesten. Ikke mere om covid, ej heller om nye tiltag i genrejsning af økonomien eller i udenrigspolitik, nu handler det om at modstå tsunamien Zemmour, som han hører buldre i det fjerne. For her synes for første gang i mands minde at være opdukket en kandidat og forsvarer for landet og fransk identitet – og så er han endda enig med Donald Trump.
Her skal nævnes nogle af de andre kompetanter til præsidentposten:
Christian Jacon
Står i spidsen for Republikanerne (LR) – tidligere kaldet “Union mouvement populaire” (UMP) – som er et liberal-konservativt gaullist parti, nu med en opbakning på 7%. LR placerer sig som center-højre, hvor de spiller en vigtig rolle for sammenhængen mellem de store konservative partier: UNR, UDR og RPR.
Marine Le Pen
Formand for Rassemblement National (RN) behøver næppe nogen større præsentation. Hun spås til at opnå 15% til valget. Det bemærkelsesværdige ved hende er, at hun foruden at have blødgjort sin indvandrerpolitik nu også vil forblive i EU, som hun ønsker ændret indefra, som hun siger. Hun var en skarp konkurrent til Macron ved valget i 2017 og stiller op igen i 2022, men vil næppe kunne opnå at deltage i anden runde med sine 15%, siger analytikerne. Hun og Zemmour ligger og svinger mellem hinanden i tilslutning. Selv om hun helst forbliver i EU, er hun dog modstander af Macrons globaliseringsiver. Selv erklærer hun sig som national.
Xavier Bertrand
Republikaner og formand for Hauts-de-France regionen (et lavtlønsområde) kan tilsyneladende gøre rangen stridig for Marine Le Pen. Han overlevede en større storm hos republikanerne og er nu forkæmper for det moderate højre med sine nu 14%. Han siges med sin baggrund at have en evne til at række hen over midten, hvilket sikkert vil blive et plus for ham. Faktisk kan han godt lide Zemmour, som han ser som en kultiveret person, hvorimod han finder resten af den poliske klasse temmelig kedelig og vissen.
Jean-Luc Mélenchon — Frankrigs ubesejrede
Tillad mig at lægge ud med min egen mening om ham, og hans iøjnefaldende opførsel. Han er grov og fornærmende over for politiske modstandere, og hvor ubehøvlet og vrængende viser han sig ikke på fotos taget ved Génération Identitaire’s demonstrationer, før de blev forbudt.
Tidligere socialist og leder af venstrefløjsbevægelsen “Frankrigs ubesejrede”. Han hører ikke til Macrons beundrere og siger om sig selv, at han er Marine Le Pens nemesis. En hård venstrefløjser og EU skeptiker og god til at opildne masserne. Han var den første til at tage miljø på programmet og stiller nu op som kandidat til præsidentposten. Hans øgenavn er “Den franske Hugo Chàvez”. Han ligger med en meningsmåling på omkring 11% og er foran socialisterne og de grønne. I 2017 opstillede han som kandidat til præsidentvalget og blev nr. 4.
Anne Hidalgo
.. også kaldet Queen Anne af sine modtandere. Hun er borgmester i Paris og en af socialisternes sværvægtere. Hun spås til 5% og har høstet en del bifald fra miljøforkæmpere for at ville forvandle Seinens volde til gangstier og forsøgt at forbyde stærkt forurenende biler i Paris. Hun bærer tilnavnet “champagne socialisten”, som hun har svært ved at ryste af sig. Hun har dog en vis opbakning i befolkningen.
Yannick Jadot
Leder af Gruppen de grønne/Europæiske frie alliance med udsigt til 7%.
Ifølge ham er “Frankrig i stand til at modtage mellem 30.000 og 50.000 indvandrere”, hvormed alt vist er sagt, og en større præsentation er næppe nødvendig.
https://ripostelaique.com/chez-les-militants-lr-zemmour-fait-64-jacob-a-tout-faux.html–
Konklusion
Macron synes at have fået travlt med at genfremsætte sin gamle plan om investeringer og genrejsning af fransk økonomi i “Frankrig i 2030”. Hans modstandere og mange andre har ikke set meget “en marche” i de forgangne år, hvor Macron har været præsident, og ord og løfter er præcis de samme, men intet er sket.
Når man følger med i fransk politik, får man et tydeligt indtryk af opbrud, forvirring og stor vrede. Derfor er det kommende franske præsidentvalg både spændende, men foruroligende. Vil Frankrig endnu en gang købe Macrons “en marche”, som indtil nu har været march på stedet?
af Bitten-Kirsti Nielsen
