(En boligblok i Linköping, Sverige, 7. juni 2019; Foto: Quillette)

Forleden var det Bo Lidegaard, og efter ham var det bogaktuelle Andreas Steenberg, der sagde noget af det samme. Der er tilsyneladende også moderate elementer i De Radikale, et parti der har taget fejl i tredive år. Samme udvikling i Sverige, hvor Socialdemokraterne næsten umærkeligt har ændret politik i retning af de ikke-stuerene sverigedemokrater. Ashkan Fardost kommenterer i Weekendavisen – Sverige, de rene hjerters land(kræver login).

“Sidste uge i Sverige indtraf noget. Noget, der forekommer lige så sjældent som et spektakulært astronomisk fænomen og er nærmest umuligt at observere med det blotte øje: Sverige har ændret holdning til indvandringen. Det svenske socialdemokrati har endelig anerkendt den politik, som deres kritikere har foreslået i knap 20 år. Det skete, da indenrigsminister Mikael Wamberg i sidste uge sagde følgende: ‘Der har været en frygt for offentligt at beskrive bestemte problemer i vores samfund. En frygt for at blive stemplet som racist og sådan nogle ting. Men debatten har endelig indhentet virkeligheden.’

… Den politiske kultur i Sverige er drevet af offerroller, så længe offeret er rent og uskyldigt, uanset om det er planeten, eksotiske brune mennesker eller kvinder. Vores besættelse af renhed og uskyld er en undertrykt rest af vores lutherske historie og den måde, hvorpå Sverige blev til et land.

… Ethvert anslag mod selvbilledet udløser en rasende bølge af fornægtelse, offentlig udskamning og udstødelse. Fornægtelsens anatomi består i at skyde skylden for alle Sveriges problemer på højrefløjen, selvom socialdemokraterne stort set har siddet på regeringsmagten i 80 år.Kritikere er blevet stemplet som xenofober eller en trussel mod demokratiet.

… nu er det på magisk vis ikke længere xenofobisk at mene sådan. For når Socialdemokraterna gør det, er det kosher. De gør det, og nu slipper de afsted med det. En brillant politisk pirouette, forklædt som naivitet. Og svenskerne elsker det…”

“Per Brinkemo, der syv år tidligere var blevet affærdiget som racist, optrådte pludselig i så godt som alle medier i en egenskab af ekspert i klankultur. Og medierne opførte sig, som de svenske medier har tendens til at gøre, når væggene rykker sig i den verdensberømte svenske holdningskorridor: Man lader som om, man aldrig har stået et andet sted. Det, der før var racistisk at nævne, er nu saglig nyhedsformidling: blodhævn, klanældre, rivaliserende slægter.” (Paulina Neuding, Berlingske, 17. september 2021)