En dom afsagt af Højesteret om udvisning af en kriminel udlænding er blevet afvist af en kendelse fra Den Europæiske Menneskeretsdomstol i Strasbourg. Den danske dom var afsagt i overensstemmelse med dansk lovgivning og retspraksis, men blev kendt ugyldig, fordi dommen efter Strasbourgs vurdering strider mod Menneskerettighedskonventionens (EMRK) § 8, der erklærer, at ” enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance”. Denne ’respekt’ skal dog være ” i overensstemmelse med loven” og det ” nødvendige i et demokratisk samfund”. EMRK-domstolen har således set fuldstændig bort fra, at Højesterets dom var i overensstemmelse med dansk lovgivning i det danske demokratiske samfund.

Som sædvanlig bøjer danske politikere nakken, smækker hælene sammen og gør, hvad der bliver sagt af deres herre og mester i Strasbourg. Det burde de nok ikke gøre, da Menneskeretsdomstolens kendelse er principiel og retningsgivende for fremtidige domme. Vi kan således forvente, at hårdt belastede importerede voldskriminelle, der afsoner lange fængselsstraffe, kan blive i Danmark til evig tid, hvis de kan fremvise bare en karikatur af et familieliv. En ugift syrisk migrant, der afsoner en dom for væbnet røveri, kan således lade sig vie i fængslet til en herboende irakisk enke med fire børn. Nu har den kriminelle pludselig et familieliv, der omfattes af EMRK’s § 8 og kan efter Strasbourg-domstolens domspraksis ikke mere udvises.

Vi har et frisk eksempel, der vil være den rene lykke for de progressive dommere i Strasbourg. En afghansk migrant skal i november for retten i Randers tiltalt for at have myrdet sin hustru assisteret af sin 17-årige søn. Ifølge anklageskriftet skete likvideringen med adskillige knivstik, fordi den 44-årige kvinde havde forladt den islamiske tro og derfor ifølge sharialoven har mistet retten til livet. Hun havde nemlig nægtet at overdrage skødet på sin ejendom til sin 60-årige ægtemand. I islam står manden over kvinden, og det er utænkeligt, at en hustru kan eje fast ejendom og manden ikke. Hustruen burde derfor som en from muslimsk kvinde have overladt ejerskab og administration af ejendommen til manden. Da hun pure nægter, er hun frafalden og bliver dødsdømt af familien. Ægtemanden fik den 17-årige søn til at påtage sig skylden for drabet, da denne som mindreårig ville slippe lettere i retten. Under afhøringerne påberåbte sønnen sig nødværge, idet hans mor skulle have overfaldet ham først.

Dette omhyggeligt planlagte mord vil udløse en længere fængselsstraf til ægtemanden og en noget kortere straf til sønnen. Retten vil i overensstemmelse med dansk praksis udvise manden, som dog kan henvise til EMRK’s §8, der jo har skabt præcedens for, at kriminelle ikke kan udvises efter udsonet dom, hvis det resulterer i manglende respekt for deres familieliv. Strasbourg-domstolen vil konkludere, at familiens stakkels moderløse børn ikke også skal miste deres far til udvisning, hvilket jo vil resultere i familiens opløsning. Han får så lov at blive, sådan som §8 foreskriver. Respekten for familielivet er genoprettet efter sædvanlig Strasbourg-praksis. Og den dansk retsstat er efter sædvanlig praksis atter blevet til grin. Men vi er jo blevet vant til det.

www.asgeraamund.dk