Jeg arbejder sammen med en pilot, som pandemien gjorde arbejdsløs. Han håber en dag at vende tilbage, men foreløbigt er han timelønnet i produktionen, og kaptajnsuniformen er på ubestemt tid erstattet af anonymt arbejdstøj, helt som hos de øvrige ufaglærte. Han piver ikke. Måske skulle arbejdsløse kandidater pive lidt mindre.

Mathias Andreasen blev kandidat i interaktive digitale medier tilbage i 2019, og er siden gået arbejdsløs. Det er en lidt søgt overskrift, for ifølge loven skal han søge to jobs om ugen, og efter to års ledighed må han nødvendigvis have søgt ‘over 200 stillinger’. Bemærk argumentationen nederst: De ufaglærte jobs er til udlændinge. Fra Nordjyske.dk – Mathias har forgæves søgt over 200 stillinger: Nu bliver han presset til at tage et job.

“-Det kan betyde, at jeg vil se mig nødsaget til at søge jobs, som slet ikke er relevante for mig. …

– Men jeg tror, de opnår det, de gerne vil. De presser folk ud i jobs, der ikke er relevante for dem. Og i et land som Danmark er det lidt spøjst, at man skal arbejde som kasseassistent eller servicemedarbejder, i det øjeblik man træder ud af universitetet. …

-Jeg har det lidt svært med den tankegang, for jeg er ikke uddannet til de jobs. Og virksomhederne ved også, at jeg smutter hurtigt igen, hvis der kommer noget mere relevant på bordet.”

“… samtidig har vi som samfund også gjort en del for at afvise folk, der med glæde vil tage de ufaglærte stillinger. Her tænker jeg for eksempel på udenlandske studerende, der har fået mindsket deres muligheder for at finde arbejde i Danmark – og generelt på udlændinge, der har svært ved at komme i beskæftigelse.” (Mathias Andreasen)