Jeg har holdt lav profil desangående, men retssagen fandt sted tidligere i dag ved Retten i Århus. For info om sagen henviser jeg til tidligere posteringer: I, II, III, IV. For at gøre en lang historie kort: Sagen blev udsat!
Anklageren krævede mig fængslet for brug af et billede af et fransk terroroffer, og krævede bødestraf for brud på navneforbud i en artikel på Document.dk. Jeg pointerede, at uanset hvordan ordene drejedes, så havde jeg ikke lagt nogen artikel på Document, og bad hende indkalde vidner, såfremt hun ikke troede mit ord. I forlængelse heraf blev retten udsat, så der kunne indhentes vidneudsagn fra ansvarshavende for Document. Måske først i 2022.
Set herfra gik sagen ganske godt, selvom jeg var oppe imod ‘et kvindetribunal’ (anklager/dommer/domsmænd). Der var 12-13 tilhørere i salen, alle venner af undertegnede, og efterfølgende holdt vi en hyggelig lille afslutning på en nærliggende bar. Skulle nogle læsere have interesse, så blev jeg før og efter interviewet af Jaleh Tavakoli, der er sigtet efter samme paragraf, og således også risikerer tre års fængsel.
Mere om Staten mod undertegnede, når der kommer nyt i sagen. Det kan desværre nemt ende med at blive årelang juridisk proces, men jeg er blevet hårdere med årene, og måske er løbende retssager et vilkår for højreorienterede dissidenter. Vi lever i absurde tider…