Journalisterne vil gerne fortælle Historien. De har ikke tid til at vente på historikerne. En af dem er Poul Høj i Berlingeren, som vil sætte sit stempel på danskernes forståelse af de sidste tyve års dramatiske historie.

Høj er ikke uden intellektuelle evner, man han er uden kontakt med den menneskelige råhed som amerikanerne mødte i Afghanistan og som vi nu genfinder på Blågårds plads på Nørrebro. Han genkender ikke den virkelige interessante historie, selv når den stirrer ham ret i øjnene.

Hvordan er det mulig at se så meget og alligevel være blind for det aller vigtigste? Sit eget land.

Høj har ellers blik for USA’s endeløse krige og det herkuleanske projekt man tog på sig: At forvandle et middelalderligst samfund til et moderne.

At man begav sig i kast med denne opgave skyldes amerikanernes idealisme, troen på at alt er muligt.

Det viste sig altså ikke at være muligt og denne tunge erkendelse kommer mange vestlige lande også til at mærke konsekvenserne af.

Men Høj og hans kolleger klarer ikke se parallellen mellem amerikansk og dansk hybris.

Hvad er forskellen på at tro, at man kan forvandle afghanere til moderne mennesker i Afghanistan og at tro man kan gøre det i Danmark?

Det er samme hybris.

Der venter også vest-europæere og særlig nordboere et lige så smerteligt selvopgør som amerikanerne.

Amerikanerne er ved at komme til den erkendelse at man ikke kan opdrage og forvandle hele samfund. Liberalismen står foran et nederlag der bare er begyndt at sive ind.

Men europæere klarer ikke at se parallellen til deres eget kontinent: Her er det fortsat mere af det samme: Flere migranter, mere sonoffer for vor brøde at have skabt gode samfund.

I det øjeblik man sagde, at solidariteten ikke kun gjaldt danskere, men hele verden, smadrede man velfærdssamfundet. Både økonomisk og kulturelt.

Hvor langt skal Danmark gå i opløsning før politikerne erkender, hvad der er i gang med at ske?

Deres impuls er at forskanse sig. De omgiver sig med synlige og usynlige mure. De er der ikke bare for at beskytte mod trusler, men for at kunne leve mentalt forskanset.

For at tv-journalisterne skal være filteret mellem dem og vælgerne. De taler ikke længere direkte til borgerne.

Man forstår at det er af hensyn til deres egen psyke.

De har importeret Mellemøstens voldskultur til Europa og de orker ikke at se sig selv i spejlet.

Poul Høj mødte en far i Alabama, hvis søn blev den første, der blev dræbt af Taliban. Han hed Mike Spann. Måden han blev dræbt på siger noget om hvad de mødte i Afghanistan:

25. november 2001 var han og en CIA-kollega, Dave Tyson, gået ind på et gammelt fort i Mazar-i-Shariff. Fortet husede knap 400 tilfangetagne terrorister, og de to CIA-agenter skulle afhøre dem.

Magasinet Time undersøgte senere, hvad der helt præcist skete, og skrev:

»Spann begyndte at spørge fangerne om deres identitet – og hvorfor de havde tilsluttet sig Taleban. De samlede sig rundt omkring ham.«

»Hvorfor er du her,« spurgte Spann én af dem. »Jeg er her for at dræbe dig,« svarede manden og kastede sig frem for at gribe efter amerikanernes hals.

Spann trak sin pistol og dræbte manden. Dave Tyson skød en anden og greb en AK-47 riffel fra en af fangevogterne og begyndte at skyde. Ifølge flere øjenvidner kastede Taleban-fangerne sig over Spann, de rev i hans hud med deres hænder, de sparkede og tævede ham. Spann dræbte yderligere to af dem med sin pistol, før de overmandede ham, og han forsvandt under dem, skrev Time.

Mike Spann blev det første amerikanske offer i Afghanistan, og hans død og yderligere amerikanske dødsfald bekræftede general Franks’ vurdering – og også hans frygt.

Det var den samme råskab som lå bag da 19 terrorister overtog flyene 9/11 med tapetknive. Den samme råbskab som palæstinensiske terrorister viste mod israelere/jøder.

Den liberale verden har aldrig kunne lide at se denne råskab i øjnene. Heller ikke når den rammer danske piger og drenge.

Men når den rammer en af deres egne på Blågårds plads, får de problemer.

Det kunne have været hvem som helst, men den nat mellem klokken 3.00 og 3.15 lå Martin forsvarsløs på jorden på Blågårds Plads. Han var blevet hevet i hestehalen, sparket flere gange i ansigtet og ligeledes stukket flere gange med kniv.

Skaderne var så alvorlige, at han endte med at blive lagt i kunstigt koma på en intensivafdeling, fortæller familien. Politiet efterforsker nu overfaldet på Martin som et meningsløst drabsforsøg. Det fremgår af familiens beretning, retsdokumenter og samtaler med personer, der har kendskab til sagen.

Sammenholdt giver oplysningerne nu et klarere billede af, hvad der skete den nat, Martin kunne have mistet livet. Desuden kan Berlingske fortælle mere om, hvem den unge mand, der er sigtet for at angribe ham, er.

I et opslag på Facebook skriver moderen til Martins datters, at det er på tide at tale om »elefanten i rummet, ingen tør tale om«.

Altså volden på Nørrebro:

Socialistiske og liberale mennesker formår ikke at se sammenhænge som springer i øjnene på mennesker med en mere jordbunden erfaringsbaggrund.

Men det værste er at de håner mennesker, der forsøger at forsvare sig.

Et nyt stadie i Demokraternes radikalisering indtrådte da de slap BLM og Antifa løs. Disse fungerede i realiteten som de liberales milits.

En BLM-hob trængte ind på et privat område af St. Louis. Der havde ægteparret McClosky renoveret et stort hus, et rent palæ.

Ægteparret forstod godt, hvad der ville ske med deres smukke hus, hvis de slap pøblen indenfor. Derfor tog de deres våben frem for at forsvare sig og sit.

Poul Høj har i flere omgange kommenteret ægteparrets optræden: Han skjuler sig bag andres tilsvining, men der er ingen tvivl om hvor han selv hører hjemme:

Siden politidrabet på den sorte George Floyd har de politiske vinde kun blæst i én retning, og det er for racelighed og tolerance og mod hvide overgreb og privilegier. I debatten har uoplyste, ofte velhavende og semiracistiske hvide fået øgenavnene »Ken« og »Karen.«

Og den lørdag aften, i et gated community i St. Louis, med et hvidt sydstatspalæ som bagtæppe, slog lynet pludselig ned i de sociale medier. For her var Ken og Karen i levende live, lød det.

De er selvsagt racister i egenskab af at være hvid middelklasse, der har ejendom og velstand. Den ejendom er tilranet, ifølge Høj.

Ken og Karen hedder i virkeligheden Mark og Patricia McCloskey, de er 63 og 61 år, og de er succesfulde advokater i St. Louis i Missouri. Deres speciale er personskadeerstatning, og på deres website fortæller de, hvordan de gennem tiden har hentet millioner og atter millioner af dollars i erstatning hjem ved at sagsøge sygehuse, læger, bilister og forsikringsselskaber.

»Vi kæmper – og vinder – for dig,« lyder deres slogan.

Men der er også blevet noget til overs til dem selv, for de bor i den rige ende af St. Louis i et gated community – et muromkranset nabolag, som andre ikke uden videre har adgang til.

Gated community er selvsagt et grimt ord og de der bor bag hegnene fortjener sin skæbne.

Høj forklarer hvorfor pøblen trængte indenfor:

Borgmesteren havde på live radio udleveret politi-kritikere ved at offentliggøre deres navne og adresser, oplyser St. Louis Public Radio, og aktivisterne ville demonstrere foran hendes hus.

Borgmesteren er en sort ekstremist, finansieret af George Soros. Høj finder ikke grund til at nævne hendes baggrund. Borgmesteren udpegede hvem pøblen skulle “straffe”, uden at fortrække en mine.

BLM/Antifa betød en radikalisering af liberale i USA: De er ikke længere liberale. De er venstreekstreme. Det afgørende er deres forhold til vold. De forsvarede den så længe den rammer deres modstandere.

Hvide midaldrende.

Denne historiske trekant: Drabet på Mike Spann i 2001, halshugningen af statuer og nedbrændingen/plyndringen af amerikanske byer i 2020, som Joe Biden og Kamala Harris billigede, og hjem til volden mod Martin på Blågårds plads, tegner et historiske drama som er langt mere interessant og nærværende end Højs betragtninger om USA på afstand.

Det gælder nemlig os og vores fremtid.

»Hvorfor jubler de ikke,« spurgte præsidenten. I det øjeblik brød hele den amerikanske præmis sammen. Nu ser vi resultatet

Klokken var 03.00, da Martin blev angrebet af mænd med kniv på Blågårds Plads: Nu kender vi detaljerne

Oversættelse Karsten Søberg