Den amerikansk støttede afghanske regering og regeringsstyrkerne brød ikke sammen, for ingen af delene eksisterede nogensinde. ”Regeringen” var en tom skal, alle vidste det, men officererne over kompagni-niveau var kujoner, som ikke ville indrømme sandheden. Bortset fra Kabul og nogle få andre byer kontrollerede det afghanske styre aldrig noget af betydning bortset fra nogle hovedveje.

De afghanske civile myndigheder fandtes heller ikke. Der var tale om et stort beskæftigelsesprojekt for amerikanske penge. Da det blev klart, at pengestrømmen ville standse, gik alle afghanerne hjem. 

Denne vurdering kommer fra en amerikaner, Graham Platner, der gjorde tjeneste i otte år i infanteriet, og som udtaler sig til The Jerusalem Post. Han beskriver den omfattende korruption og de myter, der lå til grund for USA’s indsats i Afghanistan. Platner var fuld af håb, da han kom til Afghanistan i 2010. Men under sin tjeneste oplevede han en virkelighed, som totalt ændrede hans syn på krigen.

Der var et stort mellemlag af officerer, der for deres karrieres skyld skrev opblæste rapporter om deres omfattende militære indsats uden at der skete noget af betydning i virkeligheden. Som delingsfører skulle han oplære afghanske politistyrker til at udføre paramilitære operationer, men afghanerne var fuldkommen ubrugelige som selvstændige enheder. Det hele var en illusion, de fungerede blot som tolke.

Platner gør opmærksom på, at flertallet i de såkaldte afghanske sikkerhedsstyrker kom fra mindretal – uzbeker, tadzjiker og andre. Flertalsbefolkningen i Afghanistan, pashtunerne, udgjorde aldrig mere end fem pct., mens rapporter påstod, at der var tale om 45 pct. Det er pashtuner, som udgør rygraden i Talibans styrker.

De afghanere, som skulle lede de militære operationer, ønskede ikke at komme i kamp. De ville kun at stjæle fra folk. De politistyrker, han var rådgiver for, fik derfor hverken tilstrækkelig ammunition eller brændstof til de terrængående biler, amerikanerne havde købt til dem. Deres løn gik i stedet i lommen på højerestående afghanske officerer og embedsmænd. Alle de mange penge fra USA’s forsvarsministerium blev overført til styret i Kabul, men næsten ingen nåede ud til styrkerne ude i landet. Pengene blev stjålet undervejs. 

Amerikanske officerer gjorde det samme som de korrupte afghanske officerer for at gøre karriere. Ved at bruge så mange penge som muligt fik de det til at se ud, som om de udrettede virkelige ting. F.eks. var der noget, der blev kaldt VSO – Village Stability Operations (Operationer for at stabilisere landsbyer). Et andet svindelnummer blandt officerer højere oppe i systemet hed KLE – Key Leader Engagements. Ingen kunne kontrollere den militære værdi af disse luftige ting.

Hvis nogen havde spurgt kampsoldaterne på jorden, ville de ifølge Platner have forudsagt de afghanske styrkers sammenbrud i år for ti år siden. Den øverste militære chef i USA, fusentasten Mark Milley, forsikrede for blot få dage siden, at de afghanske regeringsstyrker ”kontrollerede gaden”.

Det er forfærdeligt at tænke på, at også unge, dygtige danske soldater skulle dø for så rådden en sag, støttet af uduelige politikere, der leger verdensmænd. Og det er ikke rigtigt, når det nu hævdes af politikere og andre, at alle folkeslag ønsker vestligt demokrati. Især ønsker muslimer det ikke. 99 pct. Af afghanerne ønsker sharia, omkring 70 pct. af de muslimer, som politikerne har importeret til Vesteuropa, ønsker også sharia.