Nyt

Gennemsnitsmanden ‘græder stadig mindre end kvinder’, skrev Sarah Iben Almbjerg problematiserende i mandagens Berlingske, og pointerede, at ‘det mandlige kønshormon, testosteron, hæmmer gråd’. Solid kommentar af Sørine Gotfredsen i dagens Berlingske – Den grædende mand er ikke et godt tegn.

Gråd er barnets spontane reaktion, når verden føles overvældende, og gråd er forbundet med afmagt. Derfor lærer man som voksen at bremse sine tårer, da det er anmassende og næsten lidt hensynsløst at græde for øjnene af andre.

Hvad de end siger, er det ikke tegn på maskulin styrke jævnligt at bryde ud i gråd. Det er snarere tegn på en kultur, hvor manderollen har mistet stamina og karakter, og man kan finde gode råd hos den canadiske psykolog, Jordan B. Peterson, der i sin bog ’12 regler for livet’ opfordrer til at rette ryggen og inddæmme sin sårbarhed. Fordi man i længden bliver stærkere af det. Han skriver: ‘At rette ryggen er det samme som at acceptere livets tyngende ansvar med vidtåbne øjne. Det betyder, at man positivt beslutter sig for at transformere potentialernes kaos til en håndterbar og reel orden. Det betyder, at man må bære den byrde, det er at være bevidst om egen sårbarhed, og at man accepterer afslutningen på barndommens paradis …’

Med det spontane følelsesmenneske som ideal er vi i færd med at fastholde dette ‘barndommens paradis’

… Kald mig bare reaktionær. Jeg tror ikke, at det ideal gavner et samfund, hvor den grædende bløde mand for det første næppe i længden vil fascinere ret mange kvinder, og hvor der er brug for en stoisk maskulinitet som modvægt til vor tids feminisering af alt lige fra folkekirken til fodboldlandsholdet.

Vores kultur er for alvor nået til grådens rand, til individets selvudlevering, og det er en illusion at tro, at det blot er tegn på styrke. Vi græder naturligvis alle af og til, kvinder som mænd, men når andre kigger, bør man som det første beslutte sig til at rette ryggen. For man spreder styrke ved selv at være kontrolleret og stærk. Og omvendt. Man appellerer til endnu flere afmægtige tårer, når man mister sin selvbeherskelse og græder.