Solnedgang over Mjøsa, set fra Atlungstad. Foto: Document

Den treenighed vi lærte om i skolen blev transporteret ind i vore hjerter. Vi kommunikerede med vor næste, men samtidig stod Gud over os. Vi måtte ikke lægge os ud med Ham. Nu har en egenmægtig elite tilranet sig det første bud. ”Du må ikke have andre guder end mig”. De har indført afguderi uden at vi har mærket noget.

Der er nemlig en intim forbindelse mellem det kristne gudsbegreb og samvittigheden. Myndighederne har ikke kontrol over borgere i et samfund, hvor kristendommen står stærkt. De står under en højere lov.

Dette kan den nye elite ikke lide. Den ønsker ingen over sig. Derfor har de sørget for at demontere ikke bare historien, men kulturen, og vigtigst af alt -kristendommen. Alt det, som binder os sammen som folk.

Folk står ribbet og flået tilbage for det som virkelig betyder noget, når det for alvor presser sig på: Da krisen ramte bad de til Gud om at blive reddet. Hvem beder de til i dag?

Dette røveri handler om noget, som ikke kan værdisættes i penge.

Det går værst ud over børnene. Der står i Bibelen, at de, der gør dette mod børn kan vente sig en straf, som er at ligne med at få en møllesten omkring halsen og blive sænket i havet.  Fortabelse.

Vi ser at denne elite er nervøs for at vi kan finde på noget, få “funny ideas”. De ved at mennesket aldrig er til at stole på.

Tidligere tiders tyranner stolede på rå magt. De nye har noget andet, mere sofistikeret: den digitale verden som vi er uløselig knyttet til. Men de, der ejer disse værktøjer vi er afhængige af, bruger dem til at styre os, kontrollere os og censurere os.

Venstresiden “mistede det” da den ikke reagerede, da teknologigiganter blev et politisk redskab på bekostning af oplysning og befolkningens frihed. Det er ikke så særligt længe siden det skete. Edward Snowden stod frem- og flygtede i 2013. Venstresiden var til at begynde med begejstret, men begejstringen kølnede af.

Nu er venstresiden på parti med Big Tech, FBI, CIA, NSA. De går ind for censur og overvågning af menneskene, som ikke er til at stole på.

Det mærkelige er at establishmentet har omfavnet woke-kulturen og cancel-kulturen, som har klare historiske forløbere på den totalitære side. Det er et tegn på at oplysningstiden er forbi. I dag må folk kæmpe for hver millimeter, hvis de vil bevare deres frihed.

Det er der vi er nu.

Pandemien har synliggjort en underliggende konflikt, som har været der længe.

Der er en stærk underliggende frihedsstrøm, særlig i USA. Mindst 74 millioner stemte på Trump.

Men også i Vesteuropa er befolkningen ”unhappy” med en elite, som mere og mere minder om et regime.

Det navn har Biden-administrationen for længst fortjent.

Vi snakker om en demontering af selve demokratiet.

Det åbner helt nye konfliktlinjer: Du er ikke nødvendigvis dansk selv om du snakker dansk. Tidligere er dette blevet brugt mod indvandrere med værdier langt fra de danske. Men nu kan det lige så godt anvendes på de indfødte: Hvis dine tanker og idealer går ud på at afvikle Danmark som nation er vi ikke på samme parti og jeg vil ikke kalde dig dansker.

Derfor har vi mere til fælles med andre patriotiske europæere og amerikanere end det som i udgangspunktet er vore egne. Ved 22.juli-markeringen for Utøya- massakren i Norge blev denne brugt som en hammer mod nationalfølelsen/identiteten: Man skulle afsværge nationen og antage en ny.

Men det er helt umuligt for os danskere som lever af, i og for det danske.

Vi ved hvem vi tror på.

Du kan ikke løsrive dette fra historien om kristningen af Danmark. Hvis vi kaster kristendommen på møddingen har vi ikke styrke til at vinde. Da er vi ikke længere os selv.

Dette er vidunderligt beskrevet af forfatter og præst Kaj Munk i en prædiken han holdt 5. december 1943.

“Naar Kirken har stået så forholdsvis svag mellem de fremstormende nye Religioner, så skyldes det ikke Kirkens Herre, der evig er den samme; men det skyldes os. Kirken selv, der har mistet sit næstdyrebareste, det er Martyrsindet, de Kristnes Martyrsind – ikke at de vilde være Helte og var bidt af den Ærgerrighed, ikke at de var sjælesyge og fandt Fornøjelse i Selvpinsel, men at de elskede Kristus sådan, at intet Offer til ham var dem for stort. Med dette Martyrsind overvandt vi engang Verden, og uden det vil Verden overvinde os.“

Ikke længe efter blev han dræbt af Gestapo.

Denne styrke til at overvinde verden er det vi behøver, og myndighederne vil have at vi skal være forvirret og gøre alt andet end at finde frem til en sådan styrke. Hvornår har landet sidst været i en situation, hvor myndighederne ønskede at borgerne var ved siden af sig selv, levede i forvirring?

Alt, vi behøver, står beskrevet i historien. De keltiske munke reddede den antikke arv. Kirkefædrene brugte 300 år på at samle en kanon. Imens betalte præster og menigheder med deres blod.

Det har været gjort før. Det, vi behøver, er, at begynde at gå, tage de første skridt. Tyngden af det bedste i vor historie vil give os drivkraften.

Den, som søger, skal finde.