Michel Onfray. Foto: Fronteiras do Pensamento / Wikimedia Commons.

Verdenen vi kender bliver langsomt noget andet, men hvad? Den jødisk-kristne civilisation erstattes af post-humanismen, mener den franske filosof Michel Onfray. Han er ateist, men synes det er trist alligevel. Onfray vil kæmpe for civilisationen, men tilbyder bare en elegant død. Uden det hellige svinder håbet.

Observatører af samtiden, der prøver at trænge lidt dybere under overfladen på det som sker, fornemmer at den verden vi kender, er på vej over i historien. Noget andet ser ud til at være i færd med at tage over. Men samtidens tænkere giver ikke særlig meget hjælp til at se ind i fremtiden.

Mange føler en snigende følelse af sorg og tab. Af hvad? Af nationen og den kristne kultur, lyder diagnosen fra en af de nulevende europæiske tænkere som faktisk anstrenger sig, nemlig den franske filosof Michel Onfray.

Denne usædvanlig produktive forfatter er nu aktuel med et nyt essay kaldt L’Art d’être français, som på dansk betyder «kunsten at være fransk». Kan man tænke sig en dansk forfatter, som ville driste sig til noget tilsvarende?

I forbindelse med udgivelsen er Onfray blevet interviewet af Le Figaro, hvor han, en ateist, beklager tilbagegangen for den jødisk-kristne civilisation.

Bogen tager form af en række breve med adresse til mennesker i tyveårs alderen og den franske avis kalder værket et udsøgt stykke formidling. Véd unge mennesker, hvad det vil sige at være fransk? (Eller dansk?)

Le Figaro: Hvordan definerer De Frankrig? Kulturelt, geografisk eller historisk?

Michel Onfray: Frankrig er alt dette på én gang. Hvis man definerer Frankrig historisk, glemmer man geografien. (…)Frankrig er en geografi som er rig på historie, og dette udkrystalliserer en civilisatorisk jeg-ved-ikke-hvad som identificeres klart ved landets musik, litteratur, sprog, gastronomi, vine, filosofi, landskab, malerier. Det er en stil, en tone, en måde at være og gøre ting på, en ånd som filosofer og civilisatoriske tænkere har kommenteret – Kant, Hegel, Toynbee, Élie Faure, Keyserling, Malraux…

Denne kultur består af både franske landskaber, madretter og vine, af fransk arkitektur, franske tænkere, kunstnere og statsmænd, siger Onfray – og de har alle et særpræg man ikke finder andre steder. Han skildrer det bevægende smukt.

Det måske mest overraskende er at forfatteren, som er ateist og antiklerikal, både fremhæver kristendommen og beklager at den svækkes. Han forklarer det med at den græsk-romerske civilisation var gået sammen med den jødisk-kristne og gjort Frankrig til en arving af alt dette – på en særskilt fransk manér:

Sådan bliver Frankrig en civilisatorisk gren som blander Platons idealisme med teologien, romernes praktiske sans med loven, den jødiske monoteisme med religionen og katolicismen med striden mellem pave og kejser.

Siden går det nedad:

Efter renæssancen kommer et civilisatorisk knæk, hvor oplysningstiden med den franske revolution som væbnet vinge udsletter det hellige.

Efter Onfrays opfattelse ruller dette tog bare videre:

I den næste civilisation, som sandsynligvis bliver post-humanistisk, ser vi slutningen på forbindelsen til det hellige. Der er ikke noget moralsk som kan forhindre denne udvikling, den sker med en række pågående grænseoverskridelser som ingen etik eller moral kan standse. Kunstig intelligens vil skabe kimærer af mennesker og dyr, livet bliver en vare. Naturen afvikles til fordel for det kunstige. Dette udgør et barbari som en dag vil blive kaldt civilisation, for enhver ny civilisation kaldes barbarisk af dem som bevidner kollapsen af sin egen.

Woke-ideologien gør at dette går hurtigere, mener Onfray. Derfor kæmper han for den jødisk-kristne civilisation. Han bemærker at franske litterære giganter som Montaigne, Descartes, Rabelais, Voltaire, Marivaux og Hugo alle troede på Gud.

Mon tro om Onfray helt har forstået denne fællesnævner ved disse folk som lagde grundlaget for store ting som skulle komme senere? Deres bidrag var lige så mangeartede som vigtige:

Montaigne opfinder den franske litterære og konkrete filosofi – realistisk og immanent, pragmatisk og folkelig, vil jeg sige. Uden den ville der ikke have været Descartes, heller ikke Pascal eller Spinoza, og efter dem den europæiske oplysningstid. Længe før Cervantes opfandt Rabelais den europæiske roman.

Voltaire opfinder ironien og letheden til at gå i dybden på alle ting, et særdeles fransk kendetegn.

Når det gælder Hugo, Les Misérables’ Hugo, så er den bog et mesterværk. Den bringer de mindst privilegeredes lykke ind i politikkens horisont, og udenfor den politiske ideologi som inviterer til blodsudgydelse.

Hvor er de, der skulle have været dagens Montaigne, Rabelais, Voltaire og Hugo? spørger Onfray sig selv, og giver selv svaret: Der er ingen inspirerende åndelige skikkelser i dag, der når fortidens til knæerne.

Vor tid giver ikke længere nogen lov til at være som Rabelais, Descartes eller Voltaire, mener Onfray: En skikkelse som Rabelais repræsenterede det levede liv med al dets manglende superhygiejne. I dag skal kroppen være uden køn, fedt, kolesterol, sukker og tobak (kokain er dog i orden), og trinnet tages fra en naturlig krop til monsterets.

Descartes stod for fornuftens rolle i jagten på sandheden, mens følelserne i dag skaber meninger, som gør skrigende krav på at være sande, fastslår Onfray. Fornuftige mennesker trækker sig.

Heller ikke humoren er det nogen plads til, for den kræver en intelligens som vi har gjort alt for at ødelægge, så borgere er blevet erstattet med orwellske forbrugere. Humoren er erstattet af ideologisk foragt, nedladenhed, fornærmelser og sarkasmer på bekostning af ens overmand.

Endelig er kønsideologien helt uforenelig med en kultur som tillader sig at smile i nærvær af kvindeynde, konstaterer Onfray.

Med sin omsorg for almindelige folk ville Hugo være blevet anset som en suverænist, en populist, en demagog, og derfor en krigsophidsende nationalist

Ville Voltaire være havnet på Bastillen igen i vor tid?

I dag er Bastillen digital. Han ville være blevet korsfæstet på de sociale medier, og grunden til det ligger i hans arbejder. De ville i sin helhed være blevet virtuelt brændt, for de indeholder antisemitisme, kvindefjendtlighed, fallokrati, homofobi, islamofobi. Desuden ville han ikke have fundet nogen udgiver i dag, hvilket er den bedste måden til at stoppe munden på enhver som tænker udenfor den politiske korrektheds jernhandske – woke-ideologien og cancel-kulturen, som stammer fra den franske teori.

Onfray har også sine historiske forbilleder:

Spartakus, som beviser at selv et imperium, også når det er så stort som Romerriget, kan havne i vanskeligheder, til og med i fare, hvis folk deler tankene som siden skulle blive formuleret af La Boétie: «Vær fast bestemt på ikke at være tjener længere, og du bliver fri.» Tiberius Gracchus, plebejernes tribun, som vil at almindelige folk skal have en bid af Romerrigets kage. Marcus Aurelius, som prøver at administrere imperiets forretninger som en stoisk filosof.

Det sidste eksempel filosoffen nævner, er de Gaulle, og det er symptomatisk. Onfray er radikal pessimist:

De slutter aldrig med at gentage at vor civilisation er fordømt. Så hvorfor skrive en bog som formidler kulturen til tyveårige?

For på Titanic, da kaptajnen kundgjorde at skibet ville synke, var det fremdeles nødvendig at indse synkningen. Det nyttede ikke at klynke… Det som tilbagestår for os i sådanne tilfælde, er at synke med elegance. Båden synker, og før eller senere tager den alt med sig, men vi dør i det mindste levende. Jeg vil dø levende, når båden begynder at forsvinde i bølgerne.

Måske Onfray skulle tænke lidt mere over at hans forbilleder ikke var ateister som ham selv. Onfray gør det nærmest til en fetich at kæmpe en kamp, han anser som tabt. Civilisationen dør med samme ubønhørlighed som et menneske.

Ateisten har kort sagt ikke noget andet at tilbyde end en elegant død. Og dette er altså en af Europas fremmeste tænkere for tiden. Ved at udelukke enhver guddommelig indgriben i vor fælles skæbne, gør han sit bedste for at dræbe håbet med det samme.

Dette er altså hvad man har tilbage til at afvikle forbindelsen til det hellige. Det har også noget særskilt fransk ved sig, og andre burde virkelig ikke have kopieret det.