I tiden før borgerretsbevægelsen var der sammenfald mellem race og klasse, dvs. klasseskellene fulgte racelinjer. De hvide var øverst. De sorte nederst. Republikanerne var i flertal blandt de rige, og Demokraterne blandt lavere klasser. Men det er for længst historie. Nu er det Demokraterne som overlegent er blevet de riges parti.

Men de snakker som om de fortsat er forkæmpere for middelklassen og de lavere klasser.

Måden de gør det på er noget af det mest polariserende vi har set i amerikansk politik: De snakker om race. Om at USA lider af systemisk rasisme.

Hvorfor er dette hyklerisk og oprørende? Fordi det er kalkuleret, udspekuleret kynisme.

Det er en måde en rig overklasse beholder sin magt på, ved at bilde lavere klasser ind, at de bliver undertrykt. Det er at sætte folk op mod hinanden på grundlag af noget, de ikke kan gøre for: Deres hudfarve.

Derfor er der træk som kan minde om biologisk racisme i Demokraternes systemiske racisme. Race er igen blevet skæbne. Dette er anti-amerikansk.

Klasse er flydende; race er uforanderlig. Så ved at fikse på race, mener venstrefløjen, at det kan opdele Amerika i permanente ofre for ofre – på et tidspunkt, hvor race og klasse i stigende grad skilles ad.

Det er Victor Davis Hansen, historikeren, som siger dette. Der er sket et stort politisk skifte i USA: Demokraterne er de rige.

I 2018 havde demokratiske repræsentanter kontrol over alle 20 af de rigeste kongresdistrikter. Ved det nylige præsident- og parlamentsvalg gav 17 af de 20 rigeste postnumre flere penge til demokratiske kandidater end til republikanerne.

Eliten i Skandinavien kopierer Demokraterne i USA. Den lader som om den er optaget af minoriteterne, dvs. indvandrerne. De har gjort sig selv til deres talsmand, for at have et moralsk spændetrøje på middelklassen og arbejderklassen. For at skjule at de har importeret en stor befolkningsgruppe, som lever på det offentliges regning.

Derfor anklager de hele tiden nordmænd, danskere og svenskere for at være racister. Kravet om opgør med “tankegodset” er en afart av denne kampagne.

Ytringsfriheden trækkes ind i kampen mod fordommene. Det er kun hvide som kan dømmes for hadtale og racisme, ikke muslimer. Når man kender muslimernes overlegenhedsfølelse er dette nok et eksempel på at europæisk elite kopierer den amerikanske: Den kører sin egen befolkning ned i sumpen.

Ytringsfrihedskommissionen vil revidere sproget i racismeloven paragraf 185 kan Aftenposten fortælle. Praktiseringen af denne lov er et typisk eksempel på elitens foragt for den vanlige kvinde og mand som ofte slynger kommentarer ud, når de er i byen og har drukket.

Der opstår et skænderi i køen til et gadekøkken. Den ender senere i domstolene. Ifølge tiltalen skal en dame blandt andet have sagt:

«Smut hjem hvor du kom fra, din forbandede udlænding.» (…)

Eidsivating Lagmannsrett mente ikke at ytringen var hadefuld i lovens forstand. Paragraf 185 værner kun mod ytringer med bestemte motiver. «Forbandede udlænding » kan tolkes som en henvisning til nogens nationalitet – et tema som ikke omfattes af paragrffen.

Men senere avgjorde Høyesterett at ytringen måtte tolkes sådan, at den var møntet på etnicitet. Det er et af temaerne som rammes af paragraf 185.

Foreslår at ændre «racismeparagraffen». Mener den er for vanskelig at forstå.

Jo længere op du kommer i systemet jo mere tilbøjelig er de til at betragte en sag som udslag af racisme. Men ikke hvide, det er en muslim vs en norsk mand.

En far og hans to sønner er kendt skyldige på alle punkter i tiltalen i racisme-sagen i Elverum, som førte til at en norsk-somalisk familie valgte at flytte.

Alle tre tiltalte blev fundet skyldige på samtlige tiltalepunkter, og der lægges i dommen særlig vægt på at hudfarve har været motivet for flere af handlingerne, skriver Ringsaker Blad.

Gnidninger mellem nordmænd og udlændinge er ikke ukendt. Men er det sådan at en konflikt automatisk bliver til racisme hvis det er en mørk udlænding mod en norsk hvid? Det virker til at være sådan. Vi har mange eksempler.

SV-politikeren Marian Hussein var den første med hijab på Stortingets talerstol. Hun fik det at mærke og valgte at holde lav profil. Men nu venter hun på at lovgivningen bliver oprustet.

– Hetzen mod os med minoritetsbaggrund viser behovet for en tydelig racismeparagraf. Jeg håber vi går mod en tid, hvor minoritetspersoner ikke er nødt til at være så forsigtige, som jeg oplever at vi er nu, siger hun.

Er muslimer i Norge forsigtige? Hvordan vil de blive når lovgivningen bliver strammere og der bliver flere fældende domme at henvise til?

Klassespørgsmål

De sager som er kommet op drejer sig typisk om vulgært sprog. Eliten sparker nedad mod fulde nordmænd. Aftenposten nævner ikke klassekarakteren til udsagnene.

Men disse er trolig bare et forspil. Når man har stoppet munden på fuldemandssnakkere kommer turen til folk med kontrol over sproget, dvs. netsteder som Document, med meninger, som muslimerne ønsker at få stemplet som islamofobe. Så kommer den virkelige styrkeprøve.

Vi kan konstatere at eliten og lovgivningen er på en glidebane.

Når den er det, kan det være af samme grund som Demokraternes brug af racismekortet mod hvide qua/som hvide. Ifølge systemisk racisme er hvide evig fortabte, dømt til at være racister. Sorte kan ikke være racister.

Slaveriets parti

Demokraterne var slaveejernes parti. Da slaveriet blev ophævet efter borgerkrigen, var det Demokraterne som indførte adskilleseslove, såkaldte Jim Crow. Når Biden og Demokraterne kalder valglove Jim Crow 2.o er det sig selv de slår på munden.

Systemisk racisme minder mistænkeligt om det gamle slaveri, bare at det nu er hvide som er slaverne.

Demokraterne hidser de sorte op. Men de vinder ikke gehør.

Både den sorte middelklasse og latinos er ved at forlade Demokraterne. Derfor er de gået i panik og trækker racismekortet. Det er længe siden de tabte arbejderklassen.

Demokraterne har mistet meget af deres støtte fra arbejderklasse-hvide, især i det indre af landet. Men de mister også hurtigt støtte fra den spanske middelklasse og begynder at miste solidaritet blandt middelklassens afroamerikanere.

Elite er elite

Den europæiske elite er lige så meget på vagt mod sin egen middelklasse, som den har grund til at frygte på grund af import af arbejdskraft og indvandrere. Begge dele øger forskellene i samfundet. Derfor snakker eliten hele tiden om kampen mod forskels-samfundet, særlig en politiker som Jonas Gahr-Støre som er god for 140 millioner.

Det hjertet er fuldt af løber munden over med: Eliten foragter vanlige folk. Dette klasseaspekt ved Hillarys brug af begrebet ”deplorables”, får medierne ikke frem. Hillary spillede på foragt for grill-dressfolket. FrP. havde længe samme rolle som den hvide arbejderklasse i USA.

Den velhavende venstreorienterede elite har bemestret retorikken om latterliggørelse af de lavere middelklasser, især hvide der gjorde modstand. Barack Obama, Hillary Clinton og Joe Biden afskrev deres politiske modstandere som grove, overtroiske og racistiske og tværede dem ud som “boomers”, “beklagelsesværdige,” uforbederlige “og” tumper. “

Det er selvsagt ikke tilfældigt, at Demokraterne er blevet partiet med smag og stil, som foragter dem, der ikke har råd. Dermed forvandler de økonomiske forskelle til klasseforagt.

Når Trump har beholdt sin popularitet er det fordi den jævne amerikaner godt kan høre, at hadet mod Trump er et had mod dem selv.

Eliten vil hele tiden forsøge at finde på begreber, som gør Trump moralsk fordømmelsesværdig, som ”fake news”. Men de taber terræn. CNN har mistet 8 af ti seere. Inflationen betyder en øget skat på middelklassen og de lavere klasser.

Arbejderklassen slider med at betale regningerne for dyrere benzin og diesel og strømregninger. De må, fra velbetalte akademikere og journalister høre på, at de er racister.

Amerikanere, der kæmper med at betale skyhøje priser på gas, mad, energi og boliger, punkes for deres “hvide privilegium” af en række vel betalte akademikere, medieeliten og erhvervslivets top.

Amerika af i dag er et plutokrati, siger Davis Hansen, og det er ikke kapitalister af den gamle skole som styrer, det er glatte ”smartfolks” som bruger identitetspolitik som politisk våben. De mestrer sproget, de har definitionsretten og hegemoniet.

Californien

Værst er resultatet af overklassens politik i Californien. En gang var det rene Shangri-la. Nu har dele af Californien tredjeverden-tilstande. En rig elite bor langs kysten, mens fattigdommen breder sig i nord og i indlandet: Næsten en tredjedel af befolkningen er fattige.

Stater som Californien er opdelt i samfund i middelalderlig stil. Californiens progressive kysteliter kan prale af nogle af landets højeste indkomster. Men i det mere konservative nordlige og centrale indre lever næsten en tredjedel af befolkningen under fattigdomsgrænsen – hvilket forklarer, hvorfor en ud af tre amerikanske overførselsmodtagere bor i Californien

Hver tredje amerikaner på overførselsindkomst, bor i Californien. De husløse kommer derfra. Der er 60.000 bare i Los Angeles og fra Californien har det spredt sig til andre Demokratisk styrede byer.

I denne situationen har Biden åbnet grænserne i syd og kriminaliteten eksploderer i Demokratiske byer. Men det er bare fint, sagde Biden på Townhall-mødet tirsdag. Kriminaliteten går ned, sagde han.

Brugen af systemisk racisme minder stærkt om Demokraternes fortid som slaveejere. De sætter folk op mod hverandre, gennem race. På amerikansk kalder man det ”race-whistling” og Demokraterne beskyldte Trump for det, han var jo hvid.

Betegnelsen passer på dagens Demokrater.

Klasse er flydende; race er uforanderlig. Så ved at fokusere på race, mener venstrefløjen, at den kan opdele Amerika i permanente overgribere og ofre – på et tidspunkt, hvor race og klasse i stigende grad bliver adskilte.

Læg mærke til at den europæiske elites brug af race i forbindelse med hadlove minder om den amerikanske: Diskriminering og had kan kun gå en vej.

Hvor længe går der før europæere forstår, at deres elite driver en kynisk kampagne mod dem?

Victor Davis Hanson: The secret that Biden, Obama, Hillary won’t say aloud about today’s Democratic Party
Ved det nylige præsident- og parlamentsvalg gav 17 af de 20 rigeste postnumre flere penge til demokratiske kandidater end til republikanske

Oversættelse Karsten Søberg