Tidligere i juli blev to ældre mænd udsat for et brutalt røveri på Väster i Lund. Nu fortæller Jan Hörnlund og Bo Nilsson om den skræmmende oplevelse.

– Vi kunne være blevet slået ihjel. De her drenge gav fuldstændig fanden i om vi overlevede eller ej, siger Bo Nilsson til SydSvenskan.

Både Hörnlund og Nilsson er 66 år gamle. De to kammerater forsøgte at hjælpe hinanden efter overfaldet.

– Bo låg på britsen och jag försökte hålla mig upprätt på en stol bredvid. Vad vi pratade om minns jag inte. Det var nog mest att försöka hålla ihop det, sier Hörnlund.

Bo lå i sofaen, og jeg prøvede at holde mig opret på en stol ved siden af ​​ham. Jeg kan ikke huske, hvad vi talte om. Det var nok mest for at prøve på at holde sammen på det hele, siger Hörnlund.

Om dagen fremstår åstedet idyllisk, med egern, pindsvin og solskin over buske og græs. Hörnlund sparker i gruset og spørger:

– Du Bo, ligger dine tænder fortsat tilbage på jorden her?

Nilsson har fået flere tænder slået ud og har grimme skader i ansigtet. Nu må han slubre maden i sig og drikke kaffe med sugerør. Men sagen har fået mindre opmærksomhed end den burde.

Hej @svt @sverigesradio, vi kan ikke se at I har rapporteret om dette?

To ældre mænd, begge 66 år, blev angrebet, hårdt slået og røvet. “Di her fyre gav pokker i, om vi overlevede eller ej”

Hej @svt @sverigesradio, vi kan inte se att ni har rapporterat om detta?

Två äldre män, båda 66 år gamla, överfallna, grovt misshandlade och rånade. ”De här killarna gav fullkomligt fan i om vi överlevde eller ej”@svtnyheter @sr_ekot #journalistik https://t.co/Riz6kDge9U pic.twitter.com/5f4w3ixiSk

— Granskning (@avPublicService) July 13, 2021

Efter overfaldet var ofrene bevidstløse i 30 minutter.

– Ligger man bevidstløse i en halv time, så er det nok mest Guds forsyn at man overlever. Var man begyndt at kaste op kunne det have været slut, siger Jan Hörnlund.

De to har været venner længe. Jan er økonom og jurist, Bo er civilingeniør. De kan lide at mødes over en øl. Nu havde det været et år siden sidst, da de to, sammen med en tredje person, mødtes på Grand.

På vej hjem smalt det. Bo Nilsson fortæller:

– Så dukker den her bande op gående fra byen. Vi siger hej ved trafiklyset ved Fasanvägen og får svar tilbage, det er den eneste kommunikation.

De forsvinder hurtigt foran os ned mod Papegojelyckan, og vi føler ingen fare. Vi er ikke så mistænksomme.

Hörnlund tager over:

– Den første fyr løber ikke mod mig, han står foran mig et sekund, og så smækker det. Et frygteligt hårdt slag mod ansigtet. Jeg husker hans ansigt og hans hadefulde blik.

– Se, jeg er også blevet ramt bagfra. Og jeg ved, at jeg hørte Bo råbe: ”Hvad fanden laver du?” Eller sådan noget.

Nilsson siger, at han ikke kan huske noget af det egentlige overfald og var meget forvirret, da han endelig kom hjem. Samboeren går i chok, og hans nærmeste har brug for hjælp.

Han fortæller om søvnproblemer og hovedpine.

Hörnlund blev frarøvet 1000 kroner, men det som gør mest ondt, er, at han blev frarøvet et guldur, han havde arvet fra sin far.

Bo Nilsson er ikke i tvivl:

– Det var to åbenlyse drabsforsøg. I det mindste på ligegyldighed. (Svensk lov, der taler om ”ikke fortsæt om at dræbe”, men ligeglad om det sker). Disse fyre var helt ligeglade med, om vi ville overleve.

Politiet siger at der er trygt i området, men Hörnlund er uenig.

– Enhver, der bevæger sig udenfor, når det er mørkt, risikerer at blive dræbt, sådan er det bare. Vi er overlevende beviser på det.

Ingen er pågrebet i forbindelse med det brutale røveri.

SydSvenskan