Generation Identitær-banner, København, 2019

Det er umuligt at være imod loven om repatriering, men det er også et cirkus af en anden verden. Flygtninge der fået midlertidig asyl efter at have rejst gennem 6-7 sikre lande, får ifølge loven danskernes skattekroner til rejseudgifter, transport af personlige ejendele, hjælp til etablering, indkøb og transport af erhvervsudstyr, udgifter til sygeforsikring, udgifter til medicin og medbragte personlige hjælpemidler, udgifter til skolegang og støtte til anskaffelse af rejsedokumenter. Ja, og så er der selvfølgelig fortrydelsesret.

57-årige Osama Al-Aqaud klynker på TV2.dk, der også har talt med 70-årige Kadija Shawa – Syrisk kvinde vil gerne hjem, men hun kan ikke få de penge, Danmark har lovet.

“Efter flere måneders forberedelse var flybilletter og eskorte til den syriske by Aleppo endelig klar. 70-årige Kadija Shawa havde opsagt sin lejlighed og pakket sine ejendele for endegyldigt at forlade Danmark, hvor hun siden 2014 har været flygtning.

… på dagen for afrejsen stod det klart, at den vigtigste brik i hjemrejsen fortsat manglede. For hendes danske bank kunne ikke overføre støttekronerne til en syrisk konto. Dermed var der heller ikke udsigt til, at anden rate af repatrieringsstøtten – der falder et år efter udrejsen – kunne udbetales til hende.

– Banken har ikke givet mig nogle penge, og jeg er en syg kvinde. Det er trættende og er en yderligere belastning for mig, siger Kadija Shawa…

Indtil der er fundet en løsning, vil Kadija Shawa ikke forlade Danmark, og det betyder, at hun nu bor hos sin søn i Haderslev på ubestemt tid. …

I Haderslev sidder Kadija Shawa tilbage og ærgrer sig. Hun er ifølge repatrieringsloven berettiget til et års forbrug af medicin, en kontant støtte på 144.900 kroner fordelt på to rater samt 2800 kroner hver måned resten af livet.”