Joe Bidens nylige tur til Europa blev en udstilling af præsidentens hastigt svindende åndsevner. Han kunne knapt formulere en sammenhængende sætning, forvekslede gentagne gange Syrien med Libyen og så ikke ud til at ane, hvor han befandt sig.

De europæiske ledere var imidlertid godt tilfredse, for, som Frankrigs præsident Macron bemærkede, har USA atter en leder, som man kan samarbejde med. Hvad han mener, er, at USA har en leder, man kan koste rundt med efter de uhyggelige år med Donald Trump, der bl.a. forlangte, at de europæiske NATO-medlemmer betalte deres skyldige bidrag til alliancen, ikke ville høre på klimavrøvl og satte Rusland og Kina stolen for døren. Biden genoptager nu Barack Obamas udenrigspolitik, der bestod i at bukke og skrabe til alle sider og sige undskyld for USA’s eksistens.

Biden har belønnet Rusland, der efter al sandsynlighed står bag flere cyberangreb på USA, med at acceptere færdiggørelsen af Nord Stream-ledningen, der vil give Putin kontrol over Tysklands energiforsyning. Han lægger op til en blød linje over for mullaherne i Teheran, så de i fred og ro kan udvikle kernevåben (med minde Israel griber ind).

Forud for sit møde med Putin bekendtgjorde Biden, at han ville gøre det klart, hvor grænsen (the red lines) går. Det samme sagde Obama om Syrien, hvorefter han intet foretog sig, så Putin sover roligt.

De amerikanske vælgere interesserer sig måske ikke voldsomt for storpolitik. Til gengæld går de op i indenrigspolitik, og her er Biden-administrationen allerede kommet i modvind. Det viser sig, at demokraternes mærkesager vækker begrænset begejstring i folkedybet. Således vender et stort flertal af amerikanerne sig mod den ”kritiske raceteori”, som den nye administration energisk prøver at påtvinge alle føderale institutioner, bl.a. militæret og NASA.

Stadigt flere kommentatorer bemærker, at den kritiske raceteoris forsøg på at opdele befolkningen efter race, i sig selv er udtryk for racisme af værste skuffe. Det er atter kommet på mode at citere Martin Luther Kings berømte vision om et land, hvor mennesker ikke bliver bedømt efter deres hudfarve, men efter deres karakter. En af Unionens mest fremgangsrige stater, Florida, har da også forbudt den nye racisme i skolerne og statens institutioner.

Oprøret mod det demokratiske tyranni ulmer også andre steder. Sherifferne i to af Nevadas counties her netop meddelt, at de vil overholde forfatningens ”Bill of Rights” – der bl.a. andet garanterer ytringsfriheden og retten til at eje og bære våben – selvom de føderale myndigheder skulle beslutte at overtræde forfatningen. Det forventes, at andre følger efter.

Da Donald Trump måtte forlade Det Hvide Hus, var der i alt væsentligt styr på asylkrisen ved USA’s grænse til Mexico. Det har Biden og vicepræsident Kamala Harris forpurret ved at åbne USA for enhver, der vil ind, bl.a. menneskesmuglere, der sælger børn til prostitution, og narkokarteller, der atter har kronede dage. Adspurgt om han mener, at det er demokraternes bevidste politik at undergrave USA ved at importere kriminalitet, svarer Floridas guvernør, Ron DeSantis, bekræftende.

Da den føderale regering ikke vil beskytte landets sydgrænse, har Florida lovet at sende dele at sit eget politi til hjælp for Texas, hvis indbyggere i særlig grad lider under invasionen.

Joe Biden – hvis det er ham, der har fundet på det – regner med at kunne holde det folkelige mismod fra døren ved at pumpe billioner af dollars ud i økonomien for på denne måde at give indtryk af økonomisk vækst. Teorien er, at en sådan forøgelse af pengemængden vil skabe arbejdspladser og give amerikanerne penge på lommen. Desværre viser de nyeste arbejdsløshedstal, at beskæftigelsen ikke vokser. Det gør til gengæld inflationen, som betyder, at amerikanernes lønninger bliver mindre værd.

Der skal være midtvejsvalg til næste år, så Biden må hellere skynde sig at finde på noget. Og de danske mediers hyldest vil næppe hjælpe.